Mind of Morgaine

De sidste mange dage, uger, måneder har jeg følt mig begravet.
I arbejde.
I afmagt.
I stress.
I tvivl.

Og her, midt i arbejdslejren, hoppede jeg så ud af stuen og ind i den virkelige verden.

Omgav mig med dejlige varme mennesker og venner.

Og sidder nu her.
Har sovet mindre end 6 timer.
Burde have tømmermænd.
Men har kun tørre øjne og en meget tung krop.

Men er fyldt.
Af bobler.

Og gode tanker.
Om mig og mit liv.

Om styrker og svagheder.

Om den løbetur jeg gudhælpemig fik mig selv af sted på her til morgen.

Hvor frosten bed i kinderne.
Og benene trommede af sted.
Langt stærkere, end jeg troede, de kunne.

Og humøret steg, og smilet bredte sig.

Nu sidder jeg og arbejder.
Ikke skide hurtigt, hvis jeg skal være helt ærlig.

Men samtidig har jeg lavet kransekagedej.
Og slået dej op til grissinier.
Til i morgen.
Af lækkert speltmel fra nyopdaget økobutik.

Og fuck hvor føles det dejligt.
At genvinde lidt.
Af den tabte mark.

Julen.
Den dør er lukket.

Jeg tror aldrig, jeg har oplevet en tur dertil gøre så ondt.

Jeg sad der.
Midt i kirken.
Og kunne ikke få vejret.
Følte alt gå i hårdknude omkring mig.
Famlede kærligt ved den lille krop ved siden af mig og ønskede, at jeg var stærk nok til at tage hende op i mine arme og fjerne hende. Derfra.

Jeg kan ikke.
Rumme.
Det.

Og jeg aner ikke, hvordan jeg skal løse den knude.

2+1. Minus mig selv.

Det går jo ikke op.

Fordi den ene.
Er så skæv.
At jeg ikke kan få vejret.

Derfor har jeg lukket.
Julen.
For denne gang.

Men det forsvinder problemet jo ikke af.

Solen skinner uden for.
Trafikken er minimal.
Folk holder fri.
Hygger.
Spiser.
Drikker.
Snakker.

Her er tyst.
Ikke en lyd.
Ud over fingrene på tastaturet.
Og akvariets brummen.

Lilletøsen er hos sin far.
Og jeg er i arbejdslejr.

Jeg tænker.
Så meget.
I denne tid.
På plusser.
Og minusser.

På om det er sliddet værd?
Om jeg styrter om af stress en dag.
Brugt op af deadlines og huj og jag.

Eller om det er mit livs store udfordring.
At lære at balancere det her.

Indeni er der en længsel efter at lave noget, der gør en større forskel end kommaer og lækre formuleringer.

Efter ikke at skulle mærke hjertet banke voldsomt ved tanken om arbejdet foran mig. Om det så er der eller ikke er der.

Efter ikke at skulle bekymre mig om regnskaber.

På den anden side, så er der også mange rigtig gode ting og sider ved dette liv.

I virkeligheden er den største udfordring jo inde i mig.
Følelsen af hele tiden at jagte af sted.

Måske er det der, jeg skal grave.
Lidt.
Meget.

6 måneder. Minus 1 dag.
Kigger undrende rundt i riddersalen og puster støvet væk.
Herre jemini.
Man skal da også kun være mentalt væk ganske kort tid, før både støv og glemsel lægger sig over noget så smukt som min borg.
Hvordan kan jeg glide så meget i mudderet, at jeg mister mig selv?
Eller.
Så det føles som om jeg gør.
Det forgangne år.
Som lige om lidt rinder ud.
Har været en sej nyser.
Ikke så sej som for 7½ år siden.
Ikke så sejt som årene der gik forud for det år.
Men sejt.
På en anden måde.
Har taget mig selv i et par gange at tænke, at jeg startede firma baglæns.
At jeg har taget tandudvoksningerne EFTER at have haft medvind de første par år.
Men kan med stolthed sige.
At jeg nu har været selvstændig i 2½ år.
Og stadig står.
Selvom det bliver lidt svært at få græsmærkerne fra det her år helt væk.
Måske skal de heller ikke væk.
Måske er de - ligesom alle de andre bølger - en del af det at være til.
Hver en rynke, hver en delle, hvert et gråt hår.
Har kigget med.
Og oplevet sammen med mig.

Året er også det første år, hvor borgfruen har sagt højt, at det kunne være rart med en livsledsager igen.
En sjælefælle.
Jeg er begyndt at kunne huske, hvordan det føles at mærke verden.
Pulsere.
Sammen.

Og tænker.
At det er godt.
At jeg har tænkt sådan.
For første gang.
Igen.

Sad i går aftes og var melankolsk.
Sådan rigtig fnyf.
Og zappede gennem alle kanalerne.
Sådan ca. 28 gange.
Og faldt over en musikvideo på VH1.
Og fik meget røde kinder.

Modern Talking.

My god.

Hørte jeg virkelig dem.
Altså hørte som i: Havde deres LP - og plakater hængende ved siden af Nino D’Angelo.

Arggh.

Puf. Sorry. Men hvor blev alle de dage, uger, måneder af?
Kan på ingen måde huske, hvornår jeg sidst skrev her. Ved bare. At det er meget længe side.

Blev spist op.
Af finanskrise. Bange tunge tanker om mit lille værksted.
Af stress. Angsten for at vælte og ikke vide, hvordan jeg skulle komme op.
Af influenza. Der bare blev ved og ved og ved. 3 uger, hvor jeg ikke anede, hvordan jeg skulle komme igennem den næste dag.
Af arbejde. Der lige pludselig væltede ind over mig. I kæmpe tsunami-dønninger. Og var ved at sende mig helt til tælling.
Af post-krise-stress. Hvordan lander man og tror på fremtiden efter at have set bundlinjen i øjnene?

Jeg ved det ikke.
Jeg ved bare.
At nu er jeg her.
På den anden side.
Af det.

Og sidder her i aftenmørket efter en underlig dag.
Stiklingemasteren mistede sit rodnet. Og forsøger at holde rodfæstet med de rødder, der er tilbage. Har lånt ham et par af mine borgsten. Og prøvet at mærke mig selv i alt moradset.

I dag blev to af vores fælles venner gift. Og der stod jeg. Midt i sommersolen. Omgivet af mit gamle liv. Og mærkede. En masse dejlige varme mennesker omkring mig. Og en masse tanker. Om det der var. Og det der er. Om at se ud over minderne. Og mærkede. At jeg stod der og havde rigtig meget.

Og nu.
Et glas vin.
Og alt for mange tanker.
Om det jeg så ikke har nået endnu.

Rammer ekkoer hårdt og brutalt.

Og får mine ører til at ringe.

Længe.

Nogle gange glemmer jeg det.

Nogle gange glemmer jeg det faktisk rigtig længe.

Mærker det slet ikke.

Tænker ikke over det.

Men når jeg sidder der.

Midt i min skævhed.

Eller.

Midt i skævheden.

Der hverken er min eller deres.

Vi har bare ikke samme form.

Og der pludselig ligger en arm på min skulder.

En hånd, der lader sin varme trænge ned. Ind. Gennem.

En hånd, der bliver liggende.

Og lader fingrene sprede sig, så tommelfingeren er i nakken.

Og hænderne tæt på mit kraveben.

Så er det som om verden standser.

Et lille sekund.

Bare stopper.

Og holder vejret.

Mens mit sind hypeventerer og får tårer i øjnene.

Over at kunne huske.

Hvordan det var.

Når nogen rørte sådan ved mig.

Jeg ved godt.

At han bare skulle tisse.

At han bare skulle forbi.

At han bare er en rar person.

Men mit sind.

Kunne godt huske.

Hvordan det var.

Den. Gang.

En hel dag.

Uden en lyd.

Ikke en eneste lyd.

Vågnede med en tristhed indeni.

Som jeg godt ved.

Kommer fra gårsdagens dans om de andre.

Festen var overraskende hyggelig.

Og jeg tog hjem.

Da de andre begydte at danse i stuen.

Sad der i toget.

Frustreret over at jeg havde glemt noget at læse i.

Og var glad.

Der i månens fanstatiske lys.

Og fyldt med en varme over det venskab.

Der er aldeles mærkværdigt.

Men som har varet i 20 år nu.

Og vågnede i morges.

Småstresset over arbejdsmængden foran mig.

Og trist indeni.

Af at sidde og minde mig selv om.

At selvom jeg hverken er til Matas eller ferier i Kroatien.

Og selvom jeg hverken er sygeplejerske eller lønmodtager.

Og selvom jeg aldrig har født mit eget barn.

Og ikke sidder i et skævt parforhold.

Og aldrig mere vil tillade mig selv at blive bitter og skarp i tonen - hånlig over for en person, der har sagt ja til at dele sit liv med mig. Så stemmen emmer af syrlighed.

Så var det en rar dag og aften.

Det har taget en hel dag.

Og masser af arbejde.

Uden en eneste lyd fra verden derude.

Før tristheden er gået væk.

Og jeg bare er mig.

Igen.

Lige her.

I gamle dage fik jeg migræne, når tingene var lidt for meget.

Nu om stunder får jeg åbenbart næseblod?!?!?!

Havde ikke behøvet at komme op at slås med glattejernet.

Man kan i hvert fald ikke se det møjsommelige arbejde som jeg bare ikke har særlig godt styr på længere.

Og skal gå nu.