Mind of Morgaine

Jeg tror jeg landede i går.
Lige pludselig, der midt i det hele, tror jeg, at jeg omsider landede.
Jeg har givet mig selv ferie fra torsdag til og med tirsdag.
Lilletøsen var taget med en veninde hjem.
Jeg har luft i ordrebogen - kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst havde. Om lidt får jeg sikkert dårlige nerver over det, men lige nu er det ok. Helt ok.
Det har nemlig givet mig tid til at kigge grundigt på det dersens regnskabsnoget, så jeg i går fandt mig selv siddende og bande, mens jeg forsøgte at finde ud af det, bogholderen havde fortalt om bogføring af indbetalinger. Fordi jeg jo virkelig godt kan se, at hvis jeg selv gør det, så får jeg et 100 % opdateret økonomisk billede i regnskabsprogrammet hele tiden og kan dermed følge, hvem der betaler - og ikke mindst, hvem der ikke betaler. Og der skal vitterlig andre boller på suppen - og jeg er i gang. For efter bogføringen gik jeg i gang med rykkerne.

Da jeg så - lidt senere end ellers - tøffede jeg så hjem. Lavede en kop the og satte mig ned i haven med min elskede Information, the og telefon. Sendte en kærlig sms til Nepals land og mærkede så ellers roen dale ned over mig. Lige så stille.

Det var der, jeg tror, jeg landede.

Senere meddelte lilletøsen, at hun slet ikke kom hjem (store barn), men om jeg ikke liiige ville komme med en tandbørste og bamsen (lille mus).

Og da jeg var vel hjemme i sofaen efter at have haft et panisk anfald over, at min pung var væk - det var den så ikke, men der skulle lige lidt drama på. Ellers har det jo heller ikke været en rigtig dag, vel? Men altså - da jeg var vel hjemme igen, satte jeg mig til at forsøge at gøre noget ved mit firmas sølle hjemmeside. Som har ligget helt helt stille siden sidste sommer. As in der kun lå en tom skabelon med Lorem Ipsum-tekst på. Ahem.

Det har jo betydet, at jeg har haft lidt svært ved at prøve at gøre noget ved nogle af alle de nye kunder, jeg gerne vil opdrive - dem der er direkte kunder og ikke oversættelsesbureauer. Dem, hvor jeg kan tage en lidt højere pris. Men det kræver jo, at der ligger noget, som fortæller lidt om mig. Ahem.

Så der sad jeg i går og tyggede mig gennem html-tags, som jeg kun har næsten en lillebitte smule styr på.

Og selvom enhver grafiker ville knække sig af grin, så gjorde jeg det. Gik i gang. Og kom et ganske pænt stykke hen ad vejen.

Så jeg tror vitterlig jeg landede lidt. I går.

Noget har været for meget.
Noget har skubbet mig lidt længere ud i grænselandet, end jeg har været længe.
Jeg er stakåndet.
Og får små anfald af stress, som er næsten umulige at få til at stoppe.
En indre uro, som bare bliver ved.
Jeg prøver.
Jeg prøver virkelig at geare ned.
At finde roen.
At finde balancen.
Men for pokker det er svært.
Jeg er gået fra kontoret 1 time tidligere i dag.
Fordi jeg kunne.
Men den helt store forskel er der ikke.
Der er langt ind.
Til roen, kan jeg mærke.
Jeg tror egentlig ikke, at det var noget specielt, der skubbede til mig.
Bare summen. Af pres.
Der lige nu har været for stor.
Alenemor.
Iværksætter.
Og pissebange for at lukke op følelsesmæssigt.
Følelsen af, at der konstant vælter brag ned i hovedet på mig.
Kom så.
Tro på, at der snart er ro.
At jeg godt må slappe af.
Pakke adrenalinen væk.
Og bare være glad.

Har nu:

Besluttet at lukke torsdag og fredag i næste uge. Altså - undlade at arbejde, selvom lilletøsen er hos sin far. Store sager!

Booket massage (loomi loomi - har ved grød aldrig hørt om det, men det lyder godt nok rart) torsdag i næste uge

Booket hesten selvsamme torsdag

Downloadet to Niels Eje-albums - ham med afstressende musik, der er videnskabeligt dokumenteret og sælges på apoteker og alt det der. Og sidder her i stuen og suger al den afstressning til mig. Intensivt.

Man skal jo starte et sted.

hvad det er, jeg er bange for?

Når jeg tager fat i nakken på mig selv, ved jeg godt, at når jeg står med hans arme omkring mig ude i lufthavn om 1½ uge, så er det rart.

Så jeg prøver at sige til min reptilhjerne, at den nok må gå hjem til sig selv.

Som politimanden sagde for mange år siden i Short Cuts, da han tog familiens lille hund, kørte til et villakvarter meget langt væk og satte den på jorden:

Go away. We don’t want you anymore.

Hvorfor er det så skræmmende at turde være glad?

Mor, hvorfor sidder du ikke i hyttetursudvalget?
Mmmjjjoh - det gør jeg ikke, fordi udvalget kører rigtig godt, og fordi de holder møder om aftenen, hvilket betyder, at du skal passes, hvis jeg skal til møde. Så jeg har besluttet, at sålænge du er så lille endnu, at der skal barnepige på, så er der ting, jeg ikke er med i - den slags udvalg, bestyrelser i de tre organisationer, vi har talt så meget om og så videre.
Svaret så ud til at gå ind hos hende - hun var bare nysgerrig og jeg forklarede om forskellen på at være en og to forældre i en familie. At der var ting, der var lettere, når den ene kunne blive hjemme ved børnene.

Nu, her et par timer senere, drejer tankerne om det igen. Om det at være en forælder. Det at være en person. Det at have sit eget firma.

Jeg kan mærke min krop være stresset. Jeg ved det. For det er faktisk ikke peanuts, der tæsker løs i kroppen på mig. Men for pokker hvor er det svært at få pulsen ned. Det er som om kroppen hele tiden kører i overdrive.

Jeg sad i går i sofaen og var så træt, at jeg spekulerede på, om der mon var noget galt i kroppen. Aftenshowet ævlede om stofskifteproblemer, og tankerne spurgte mig, om der mon kunne være noget om snakken her i min krop.

Jeg tror det ikke. Jeg tror bare, at livet som alenemor og iværksætter slider mere end almindeligt tungt i længden.

Oveni kommer det nye forhold, som nu har boet i mit sind i ½ år. Det er helt vildt. Et halvt år. Og jeg synes stadig, det er skræmmende at skulle turde lukke op. Lægge panser og plade og tro på, at det er trygt at turde lukke nogen derind igen.

Og mens han har været væk har skattesmækket rusket godt og grundigt op i mig også.

Så rationelt set ved jeg godt, at der er grund til at være træt.
Det har jeg bare sagt i mange år nu.
Skal det hele da virkelig være en uphill-oplevelse?
Eller er der mon snart roligere blodtryk i vente?

Again.

Overlevede noget, jeg ikke troede var muligt.
Har lige betalt den vanvittige restskat, der var ved at slå bunden ud af både mig og mit lille værksted. Som har ædt al motivation og givet en følelse af afmagt på et tidspunkt, hvor jeg egentlig bare gerne ville koncentrere mig om at komme gennem de to måneder, hvor bjørnekrammene tog på opdagelsesrejse i Nepal og Tibet, uden at borgmuren fandt på at pansre sig til igen i ren og skær beskyttelsesbefippelse.

Nu er den betalt.
Alle konto tømt i samme anledning.
Og blikket rettet fremad.
Hvis det ikke lige var, fordi jeg var så træt udenpå og indeni, at jeg ligner Heidi fra Bjergene med røde æblekinder og poser under øjnene (det havde hun nu ikke, hende jeg så som tegnefilmsfigur på tysk tv, før manga hed manga, derhjemme i det jyske, da jeg var barn).

Nu vil jeg godt bede om en lille smule fred.
For en stund.
Måske man skulle sende en brevdue til Grønland?
Eller noget.

Ja ja, der er en del, der er op ad bakke for tiden. Mange udfordringer, mange kameler, mange kampe, mange bilag, mange regninger, mange ting, jeg skal lære.

Men når man helt uden varsel får 20 langstilkede røde roser ind ad døren fra ham derude i Nepals land, så får man våde øjne, rystende hænder og varme kinder.

Og kan mærke, at solen faktisk skinner ganske pænt. Hvis bare man ser ordentligt efter.

I kender godt den der lyd, som space-film har, når vi - beskuerne - er med ude i verdensrummet, altet, intetheden.
Sådan er der indeni mig lige nu.
Efter et besøg der, hvor jeg kommer fra.
I går var jeg overmodig - kæk, kry, cocky.
Jeg sad derovre, indhyllet i rare, fortrolige, engagerede sms’er fra Nepal og følte mig elsket. Og rummede dem, rummede at være der, kunne holde afmagten og tomheden, hysteriet og frustrationen på afstand. Sad faktisk og følte, at det var hyggeligt. At vi kunne. Det. At være sammen.
I formiddag, omkring kl. 10, var overskuddet ved at være forsvundet. Det begyndte at svide i øjnene, trætheden bed i mig, kroppen begyndte igen at gøre underlige ting ved mig og irritationen steg lige så stille op i kroppen.
Samtidig sad jeg og kiggede på min lille mus, der var med derovre.
Hun følte sig uden for og var mut og distanceret.
Og jeg sad der midt i det hele og følte mig skidemislykket og forkert.
Da vi lidt i et omsider satte os i bilen (thank god jeg ikke lyttede og havde undladt at bestille togbillet til kvart i fem), kiggede jeg på hende og sagde, at vi var nødt til lige at tale om, hvordan der havde været der - og fik en rigtig god snak om, hvad der mon havde været los derovre.
Hun havde følt sig udenfor. Og jeg forklarede, at jeg havde følt det var svært at holde samtalen i gang med nogen. At det havde været ok hyggeligt i går, men at det havde været indviklet i dag.
Vi blev nogenlunde enige om, at vi troede det jyske ophav havde været trætte efter megen festivitas de seneste uger. Og hyggede os egentlig i bilen.
Men lige så stille sneg trætheden sig ind på mig og fyldte mig med udmattelse og irriation. Og resultatet var, at jeg var en sur ko, da vi ankom her. Uretfærdig sur ko.
Vi er ok igen. Lilletøsen og jeg. Tror jeg.
Men jeg er ikke ok indeni.
Det fylder mig så meget med afmagt, at jeg er så smadret, hver gang jeg har været der.
Og det her har endda været et af de gode besøg.
Det gør ondt på mig, at jeg kører det videre på hende.
At jeg ikke kan holde facaden længe nok til at vente med at reagere, til hun sover.
Hun kan jo af ingen gøre for, at noget indeni mig eller mellem os er dysfunktionelt.
Pissepis.

Syntes egentlig lige, at det gik så godt.
Stod der midt på en græsmark i går morges - var taget op til den islandske hest deroppe nord for min bopæl og stod i morgensolen og tænkte, at en måned måtte være verdens længste måleenhed, og at Tibet i øvrigt burde destrueres, så udsendte kærester ikke kunne husere derude, da en sms tikkede ind og gjorde min dag helt fantastisk.

Altså indtil lilletøsen kom hjem, og jeg i den bedste mening talte med hende om et problem mellem hende og hendes veninde, som venindens moder havde fortalt mig om.

Jeg fik faktisk løst det mellem de to piger.
Og en lille tulle, der har haft ondt i maven i to måneder, kunne gå i seng i går glad og lettet. Deromme på den anden side af vores skole.

Men moderen var godt nok ikke enig i min måde at håndtere det på.

Og selvom jeg syntes, det gik til et godt formål, så må jeg desværre erkende, at jeg HAVDE brudt en aftale med hende og fået sat hende i en dum situation i forhold til hendes datter.

Jeg er jo blød som jordbæris og meget meget dårlig til at håndtere, når nogen er sure på mig eller skuffede.

Men jeg er også frustreret nogle gange over (hmmm det jeg først havde skrevet var ikke fair - sorry … plejer ikke at redigere i mine tekster efterfølgende, men har hældt en spand koldt vand i hovedet på mig selv og sovet på det), at der nogle gange er så store forskelle på det, som folk opfatter som værdier, at man ryger durk i ‘du er ikke til at stole på og jeg ved virkelig ikke, hvad det betyder fremover’-kassen, fremfor at forhold sig til, at der nogle gange er to virkeligheder, og at med det kendskab, vi har til hinanden, så tro på, at det blev gjort i en god mening. MEN hun har jo retten på sin side - jeg havde lovet ikke at sige noget. Det føltes bare helt helt forkert i situationen. Jeg tror på, at vi nogle gange som forældre er nødt til at træde i karakter og gøre noget, selvom børnene ikke synes det. For deres eget bedste. Selvom det udtryk er så fortærsket. Jeg føler, det var det, jeg gjorde. Selvom jeg overskred vores aftale. Jeg føler, at hun havde ladet det være svært alt for længe. Jeg gjorde det. Selvom jeg havde lovet det. Jeg har sagt undskyld for at have gjort det. For at have trampet på hendes værdier. For det gjorde jeg. Trampede på hende. Men jeg gjorde det i den bedste mening.

Og det tog som sagt 10 minutter at få styr på børneenden af problematikken.
Men det berettiger jo ikke mig til at sætte hende i den situation.

Mig og min store kæft.

Jeg er nogens elskning!