Mind of Morgaine

Jeg bliver ramt af en følelse af uvirkelighed for tiden.
Forstår slet ikke, hvor alle de rare oplevelser og åbninger kommer fra. Og hvor de har gemt sig. Så længe.

Solen skinner næsten brølende ind i mit liv og fylder mig med det ene glimt efter det andet af små glædesgisp og følelsen af at være i live.

Jeg kan godt blive bleg, når jeg kigger tilbage og opdager, hvor længe jeg har haft vandtætte skotter ind til de ting, der gjorde ondt. Hvor længe jeg har kæmpet. Følt det som om hver dag var op ad bakke. Hvor mit sind har siddet alene på sit værelse og arbejdet. Mens verden gled forbi derude.

Men nu føles det grangiveligt, som om jeg er ude på den anden side.

Derude, hvor smilet lige så stille trænger helt ind i øjnene og varmer kroppen indefra.

Det er rart.

dage.
Er man bare.
Træt. Og Trist.
Uden helt at vide.
Hvorfor.

Jeg ved, hvor meget mit lille iværksætterværksted giver mig.
Af godt.
Og ondt.
Jeg ved, at jeg elsker, at jeg kan gøre, hvad der passer mig.
Arbejde, hvor det passer mig.
Surfe, hvor det passer mig.
Holde møde, når det passer mig.
Jeg ved godt, at jeg ikke bare kan lukke, når det passer mig.
For mine kunder lever i en deadlineverden, hvor 20 minutter er alt for længe og mindst føles som 14 dage.
Jeg ved også, at det tempo nogle gange er ved at slide mig op.
Så meget, at jeg ikke ved, om jeg kan holde til det.
Om det er det liv, jeg vil føre.
Om det er sådan jeg skal leve.
Også om 5 år.
Om jeg har slidt mig op.
Hvis det også er sådan om 5 år.
Jeg ved også, at jeg lærer rigtig meget af det.
Værkstedet.
Jeg lærer om de indre udfordringer, jeg har med i posen.
Hvor det før har været let at give chefen, kunden eller kollegaen skylden for, at jeg lige den dag hang med næbet og ikke følte mig god nok.
Så ved jeg i dag, at det handler om noget indeni.
Noget, som trækker tråde helt helt tilbage til der, hvor jeg kommer fra.
Der, hvor jeg var barn.
Og teenager.
Før jeg fløj.
Fra reden.
Alt for tidligt.
Selvom det gik godt.
Har jo klaret mig særdeles godt.
Siden, jeg fløj.
Men det er jo også det, det handler om.
De strategier, jeg fik, fordi jeg fløj.
Så tidligt.
Fucking fighter.
Jeg begynder at forstå, at jeg ikke altid behøver at kæmpe.
At jeg nogle gange kan vælge andre veje, end den hårdeste.
Jeg begynder også at forstå, at der er meget, jeg kan lære af mit lille værksted.
Om at arbejde, så blodet sprøjter af mig, med behovet for bekræftelse, indtil jeg tror så meget på mig selv, at behovet ikke er et behov mere. Men bare en rar kildren, når nogen anerkender, det jeg laver. Uden at jeg tror, at det handler om, hvem jeg er.
Jeg begynder også at forstå, at jeg også kan lære at sige fra.
At mærke efter indeni, om en henvendelse passer mig.
Eller ej.
Om jeg har plads.
Og overskud.
Så jeg ikke slider mig selv op.
Der er meget, jeg kan lære.
Af mit lille værksted.
Gad vide, om det er derfor, jeg har det?
For det kom virkelig dumpende ned i skødet på mig.
Der.
For tre år siden.
Nogen.
Gi mig en skovsø.
Og en stille stund.
Til at tygge på det hele.

ha ryddet op.
Inden de kommer.
De to dejlige mennesker.
Pis

Jeg er træt.
Helt ind i knoglerne.
I dag bliver en intens dag.
Besøg af veninde, som jeg ikke har set, siden vi begravede hendes dejlige far for lidt siden.
Det bliver så godt at få vendt de mange blade, vi ikke har nået i måneder.
Bagefter en anden veninde til overnatning.
Lige så mange snakke der.

Om store livsændrende begivenheder og tanker og følelser.

Som jeg glæder mig lige så meget til.

Dejlige dejlige mennesker i mit liv.

I går kom småkaotisk fra start, men udviklede sig lige så stille til en god og konstruktiv dag, hvor meget tog form og fyldte mit lille værksted med lys.
Fik endda mig selv ud på en tur i månelyset lige før i går blev til i dag.
Gik der i mørket.
Mærkede mine fødder tage et skridt ad gangen.
Men sindet arbejdede og arbejdede og til sidst begyndte af slappe af og nyde.
Turen.
Alligevel er jeg så træt lige nu, at jeg er ved at tude.
7. dag på penicillin.
Som da helt klart har hjulpet.
Men hvis jeg nu bare lige kunne sove.
Et døgns tid.
Eller to.
Så ville jeg måske få helt fat i mig selv igen?
Eller noget.

Er det et tegn på stress, når man stresser, når man har travlt.
Og stresser, hvis der pludselig er knapt så travlt.
Altså stress over ikke at være stresset.
Eksistensstress.
Eller noget.
Samtidig med, at man alligevel ikke helt har overskud til at kaste sig over de ting, der hænger.
Fordi man stadig er på penicillin med 1,5 mio. enheder pr. hestepille.
Måske jeg skulle tillade mig selv at trække vejret.
Bare lidt.
Skrue ned for spekulationerne.
Og prøve at være lidt i nuet.

Man skulle ikke tro det.
At det var fedt.
Men er lige kommet hjem fra Dyrehaven.
Hvor jeg har gået i styrtpisøsende regnvejr og blev gennemblødt fra inderst til yderst, fordi mit regntøj var gammelt og slidt, ved siden af min lækre unge.
Mens hun sad på ryggen af en islænder.
Som vi fra nu af har lov til at ride på lige så tosset, vi har lyst til.
Det har ganske enkelt været en af de hyggeligste eftermiddage hele sommeren.
Og om lidt skal vi ha take-away.
Fordi vi fortjener det.

Solen skinner. Både uden på.
Og indeni.
For første gang i et stykke tid.
Underlige snirklede veje mit liv tager for tiden.
Hvis du spørger mig.
Kan se, at jeg har formået at passe godt på mig selv.
Og læse de signaler, jeg skulle læse.
At jeg er blevet bedre til dem.
Samtidig med, at jeg turde mere, end jeg har turdet meget længe.
Og at jeg stadig nu.
Tør mærke det, jeg ikke har turdet mærke siden stiklingernes rod begyndte at rådne.
Den store udfordring nu.
Er om jeg tør mere.
Tør jeg tro på, at min verden er god nu?
For lige nu.
Skinner solen.
Både indeni.
Og udenpå.
Og der.
Under bruseren i morges blev jeg så ramt af angst.
Lammende larmende angst.
Og jeg ved godt.
At det gør jeg.
Fordi der er ro.
Fordi lige nu er der for første gange i meget meget meget lang tid kun rare ting i min verden.
Og det har sindet svært ved at vænne sig til.
Angsten er sendt hjem.
For den havde ikke noget at bide sig fast i.
Men jeg så den godt.
Den lille lede gnom.
Min sommer var rar.
Barsk.
Og rar.
På samme tid.
Den åd en masse kræfter.
Med tanker om iværksætterværksted, livskvalitet og følelser.
Værkstedet er rart.
Under rekonstruktion uden at jeg helt ved, hvor og hvad det betyder. Men lige nu virker det. I hvert fald.
Følelserne var store og skræmmende.
Og dejlige.
Men ramte en mur.
Som jeg ikke havde set.
Og som ikke selv kunne gøre for det.
Men den var der.
Og jeg bremsede.
Lige før jeg tordnede sammen med den.
Jeg har lært noget.
Om mig selv i den proces.
Flere ting.
Og er glad for hver en brik.
Og stolt over at kunne sige, at borgen ikke smækkede porten i.
Men at jeg faktisk har kunnet lide at mærke frisk luft i salene.
Selvom jeg stadig synes, det er indviklet at danse kædedans.
Nu skal jeg tage en dyb indånding.
Og tro på.
At min vej.
Er en god vej.
At alt ikke behøver at være op ad bakke.
Og jeg gerne må slippe pedalerne og lade inertien tage over lidt.

Så lykkedes det vist at få penicillinen til at slå til - dagen endte med at blive råhyggelig med besøg af x’ens knægt, x’ens x, laaaang snak i køkkenet om alt og meget lidt intet og om de mere svære sider af tilværelsen.
Og lilletøsen og jeg fik lavet ravioli, der rent faktisk kunne spises og endte flettet ind i hinanden i sofaen til Karlas Kabale - som endnu en gang trak vand i øjnene hos mig, fordi der er så fandens meget genkendelse i det univers, som er beskrevet så stærkt, at det burde være pensum i udvidet livsbeskuelse.
Vil gå i seng.
Selvom jeg ikke er en skid træt.
Og lade op.
For nu vil jeg på benene.
Og mærke verdenen.
Igen.

Om ikke andet, så får jeg gode armmuskler af det her.
Af at hænge ud over kanten og prøve at holde mig fast.
Besøgte min nye ven vagtlægen i går.
Og fik hestepenicillinpiller med hjem.
For anden gang på en måned.
Tænker lidt.
Om første omgang aldrig blev slået helt ned.
Eller noget.
I hvert fald er jeg ved at være godt mør af at være mor, selvstændig erhvervsdrivende og syg.
Barn bortført kortvarigt af x’ens x til svømmehallen.
Og min krop og hjerne arbejder på højttryk med at lade op.
Og rydde op.
I morgen er det mandag.
I morgen er jeg rask.
Hører du.
Krop.