Herre jemini … sidder her i tryghed på borgen og filosoferer over, hvor farligt det er at leve (eller hvor rystende dårlig min motoriske udvikling måske er).
I baggrunden er Niels Hausgaard ved at runde sit show af … han er i manges øjne en tør, grå jyde, men tag ikke fejl af ham – han er ræverød, lynende intelligent og en af vor tids største samfundsrevsere … hephep Niels … keep up the good work .. du får mig til at smile underfundigt, præcis som Information får mig til at juble.
Men dette skal jo ikke være et indlæg om hverken politik eller sit-down-underholdning. Men er derimod beretningen om den gang Morgan rejste til en lille solbeskinnet plet i Østersøen.
Turstart gik godt – ingen rejsestress, intet rejsehysteri (er jeg sikker på, at lejlighedens 5-årige er ret glad for). Vi drog af sted som tapre landsoldater, selvom moderdyret vist mest af alt mindede om en gravid skilpadde – jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis vi var taget af sted i modvind … så kunne jeg have ligget der med den overdimensionerede rygsæk på ryggen og benene strittende i vejret, som en stor fed bille, der ikke kan vende sig selv. Meget senere på turen var der en midaldrende våbenhusvagt i Østerlars Kirke, der - midt i sin uafbrudte talestrøm, øsende løs af en fantastisk viden om dette unikke bygningsværk og dets historie i en kontinuerlig flod af informationer, som fortsatte, uagtet at tilhørerne løbende blev udskiftet – aldeles forbavset udbrød, at enten måtte jeg være gammel hjemmeværnskvinde eller også var jeg meget stærk haha … jeg syntes virkelig ikke, at vi havde for mange ting med … men mange ting, det havde vi. Indrømmet.
Første morgen i det lille hus på havnen startede også idyllisk … jeg havde smidt brød i ovnen og stod og nørklede med resten af morgenmaden, da en uventet motorisk spazme fik mig til - helt uden varsel - at placere den øvre del af min ene hånd på varmelegemet i ovnen. Kunne faktisk ikke mærke noget, men fjernede med mærkværdig sløv hastighed den ovnbagte hånd. Stirrede lidt undrende ned på den og filosoferede lidt over den sære hvide overflade, der havde dannet sig der, hvor man ekstra grundigt kunne se de der små furer, vi alle har i huden. Lavede morgenmaden færdig, men besluttede sådan lidt gammelklogt-agtigt, at jeg måske skulle nuppe et eller andet fra fryseren og lægge på, sådan HVIS det nu skulle begynde at svie lidt. Det gjorde jeg så.
Da mine venner lidt senere dukkede op og tøffede rundt, fik de naturligvis øje på min kunstfærdige konstruktion af et fryseelement og en karklud (lignede lidt noget, Gary Larson kunne have fundet på). Og bad mig fjerne aggregatet. Hvilket udløste sære gisp-lyde. SÅ slemt så det da vel ikke ud, sagde underdriveren. Efter en times modstand indvilgede jeg i at ringe til lægen. Som sagde ‘vand vand vand vand - du vælger selv om det er hos dig selv eller på skadestuen’. Så vand i et par timer - hvorefter vi tog skæbnen i egen bil (godt at ha venner med bil) og kørte til ø-hovedstadens skadestue, som konstaterede, at jeg er den lykkelige indehaver af en 1×4 cm stor andengradsforbrænding.
Godt så.
Vi nød derefter ølivets lave hastighed. Foretog os intet – ud over, at jeg tvang barnet til klippevandring en dag, så vi havde fået lidt luft. Vi plukkede også tre blomster og en bregnekvist – sidstnævnte ligger nu i pres i en P.D. James-bog. Gisp hvor var det dejligt bare at koble helt af.
Lidt kultur skulle vi også have – så en af de sidste dage drog vi på Middelaldercenter. Jeg er jo både ræverød OG historisk fanatiker, så det var en fantastisk oplevelse. Selskabets to små tøser ville også gerne fodre de små autentiske heste og æsler, og det skulle de da have lov til. Man er vel gammel hestequinde. Så vi stod lystigt der med græstotter i hænderne, da den anden mor hostede lidt ved tanken om den der fodring – og lynsnarrådig er man vel, så jeg reagerede flux ved at kaste min ene hånd ind foran den lille bitte barnehånd og … tja … uvist på hvilken måde, så landede min ene tommelfinger inde i kæften på et indtil da fredeligt udseende æsel. Som bed sammen.
Og blev ved.
Med at bide.
Og ved.
Og ved.
Havde lidt sådan en ud-af-kroppen-oplevelse.
Hvor jeg kortvarigt nåede at tænke undrende, om den vitterlig stirrede mig hånligt ind i øjnende, mens den trykkede kæberne endnu hårdere sammen om min gamle finger.
Jeg forsøgte at stikke fingeren i næsen på den - stod der, balancerende med 1½ barn på lårbasserne og 1 finger fri til at bore ind i dyrets nærmeste kropsåbning, hvis jeg ikke skulle tabe ungerne på jorden … unger, der heldigvis ikke helt havde fattet, hvilket potentielt bloddrybende drama, der foregik kun få cm fra deres små næser.
Min veninde kneb stædigheden selv under hagen.
Intet hjalp.
Nå … et af børnene må være hoppet ned – i hvert fald får jeg til sidst moslet min legemsdel ud af dyrets frådende gab. Og kigger lidt på den, men kunne sådan set ikke se noget på den. Og må indrømme, at jeg kom til at grine ret meget. For det er sgu da ikke normalt. At æsler æder køddele. Af mennesker.
Vi fik heldigvis afværget, at tøserne blev alt for forskrækkede, men på et tidspunkt fik jeg kigget ned af min hånd, som jeg havde gemt lidt for dem, indtil vi havde styr på alle tropper - og øhm … blodet fossede ned af den, så der var altså røget en god luns hudoverflade med ind i den lille kannibals mund. Jøsses.
Kombineret med, at jeg var uden IP-forbindelse, OG at jeg kun spottede 1 stk. sprød folkeskolelærer i en lokalbus, så må man sige, at det var en lidt sindsoprivende tur til øen i havet haha … MEN dertil skal så siges, at øen ER et fantastisk sted – historisk, naturmæssigt, sindstemningsmæssigt, kagemæssigt (Fru Pedersens Cafe er en rystende dejlig oplevelse hihi), afstressningsmæssigt og livskvalitetsmæssigt. Men bare lidt småfarlig, når man er udstyret med et af universets mest underudviklede motoriske niveauer.
Jeg rundede besøget af med at skvatte vandret (iført 40 kg rygsæk og støvler med høje hæle – jojo, de kom med, de små omvandrende sauna-apparater, der jo er som skabt til indian summer … not – men jeg TROEDE jo, at det ville blive koldt) ud af husets dør, fordi jeg ikke havde set et lille patetisk trin … jeg undgik dog at falde som en hjemvendende mariehøne med alt for megen ballast om bord, da jeg på mirakuløs vis udviklede ærbare vinger i mangel af sensuelle stimuli i ugens løb.
Swush swush …
