Mind of Morgaine

Jeg synes, jeg er hårdhudet. Jeg synes ikke, jeg er naiv. Jeg har FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder hængende i min entre - fordi jeg tror på den, og fordi jeg mener, det er vigtigt, at vi hver dag minder os selv om, hvor vigtig den er. Og fordi jeg vil have, at min datter vokser op med den indprentet på sin nethinde.

Her til morgen læste jeg så noget på Politikens webavis, der rystede mig. Fordi det er så vigtigt og fundamentalt, at jeg med stort og tydeligt citat til Politiken (så vi ikke får lavet ballade i copyrighten) smider indlægget herind på min blog - fordi jeg tror på frihed, fordi jeg mener, det er vigtigt, at vi hver dag minder os selv om, hvor frit vi har det, og hvor vigtigt det er, at vi træder i karakter de steder, hvor mennesker ikke har denne frihed som en naturlig del af retssikkerheden. Og fordi jeg vil have, at min datter vokser op med den viden, at man KAN gøre noget. Hvis man tør.

Skriv under, hvis I føler for det!

Kilde: Politiken, 26/10-06

Verdensomspændende støtte til truede færøske bøsser

En ny international underskriftsindsamling protesterer over for Lagtinget på Færøerne, hvor det er lovligt at true og håne homoseksuelle.

Af Stephanie Surrugue

Egentlig ville jeg have skrevet et lidt dybsindigt indlæg om bydele, tilhørsforhold, identitet og roller. Men er for det første så træt som et ondt år - kunne ikke sove i går, og det var meget meget MEGET sent, før honningmælk og Ole Lukøje blev enige om at lade Morgan sove sødt, så hun kunne forsøge at blive smukkere. Tror faktisk, at det blev til så lidt søvn, at jeg endte med at blive lidt grimmere af det.

OG så var det, at der skete en af de oplevelser, jeg altså ville tro, var løgn, hvis jeg læste dem i en andens blog.

Men det her er ikke en andens blog.

Det er min egen.

Pudsigt at jeg lige skulle nævne geografilæreren i går. Og hans mulige kone.

I husker ham nok.

Den her excentrisk udseende mand, jeg så i sommer, vandrende tværs over gaden kun iført lændehåndklæde.

Og hans mulige kone, som jeg så forleden. Krydse samme gade - kun iført badekåbe.

Nu sad jeg så og ventede i aulaen i en af storbyens svømmehaller tidligere her til aften.

Nær billetlugen.

Grovåd min krimi, som altså var ret god. Omend jeg var ret træt. Så sad faktisk hele tiden og var lidt angst for, at jeg skulle blunde hen. Der midt i alle menneskene.

Der er noget ved stor åbne flader. I højloftede rum. Ved skumringstide. Der opstår en helt særlig stemning. Af vandrehal. Af tidspunkternes brydning. Af kernefamilier, der er hjemme og spise aftensmad med hinanden. Mens resten af verdens eksistenser myldrer i hver deres retning. Og nogle mødes i disse haller. Krydser hinandens veje. På vej til svømmebadet. Saunaen. SATS. Kurbad. Ud på cafe. Op i cafeteriaet. Videre. Ud. Væk. Nogle mødes til fællesskab. Andre krydser intetanende hinandens vej. Mindede pludselig om de lettere fortærskede, men stadig magiske sort/hvide billeder af fx Central Station i NY (http://www.darkworldbynight.com/rooms/9012/images/nybn_grand-central-station.jpg).

Nå - men mens jeg sad der og spiste mentale billeder af tilværelsen og forsøgte ikke at døse hen.

Så skete det igen.

Der.

Midt i det offentlige rum.

Vandrer pludselig en ung (og faktisk solidt spændstig) mand gennem lokalet.

KUN IFØRT HÅNDKLÆDE OM LÆNDEN.

Vandrede målbevidst op til billetlugen. Talte lidt (og ganske upåvirket af situationen) med damerne derinde. Og vandrede tilbage.

Mens jeg sad og gispede efter vejret, for TÆNK hvis håndklædet skulle dratte af. Så det ikke ud som om det sad lidt løst?

Kan faktisk uden problemer genkalde mig hans skuldermuskler med et par dråber dekorativt placeret på huden.

Indrømmet.

Der skal meget til at gøre Morgan mundlam.

Men der sad jeg.

Med åben mund. 

Og røde æblekinder.

Hvad SILVAN er der med folk og lændeklæder?

hihi … er jo omgivet af mennesker uden kluns på.

(var faktisk også det par under Røde Kors-indsamlingen, hvor jeg kunne høre den ene spørge den anden - efter laaang tid - om han skulle lukke op, hvorefter det her rigtig rare mandhovede stak frem bag døren - en dør, der helt klart fungerede som lændeklæde … og der stod jeg og podinden og kluklo sammen med ham … vi ønskede ham en fornøjelig formiddag, da vi luffede af med småmønterne raslende lystigt i bøssen).

er faktisk en lille smule ynkeligt …

har plejet mig selv det sidste 1½ døgn

godt og grundigt

dyne på sofaen

masser af the

bog

tv

stilhed

ingen mennesker

men ER da lidt tarveligt, at man selv skal lade mad, når man er syg

og ER da endnu mere tarveligt, at nu, hvor man kun bliver småsvimmel nede i ISO, SELV skal rydde op i køkken og andre steder, hvor sygdomsbefængt legeme har smidt ting og sager i afmagt

øf

Kender I fornemmelsen af den lille lykke? Den der lille følelse i mave og hjerte. Som man ikke helt ved, hvor kommer fra. Men pludselig er den der - i et kort sekund og fylder hele kroppen med varme. Det kan være et blik. Et glimt. En blomst. En kommentar. En følelse, der bare opstår. Fordi verden i det sekund er ekstra dejlig.

Har allerede haft tre af dem i dag.

I morges ved børnehaven sad en mand og bankede i brosten. Desværre var min forventning, at manden allerhøjst ville kigge gnavent op på mig og podinden. Men i det vi passerer, kigger han op og sætter i det største smil, men kan forestille sig og siger ‘godmorgen’ (jeg syntes også selv, mit hår var lykkedes ret godt haha … selvom der vist ikke var nogen tvivl om, at det ikke var moderdyret, men barnlillen, han smeltede over). Det var SÅ dejligt at blive glædeligt overrasket af et andet menneske. Tak for det.

Tidligere i morges sad tøsen og jeg og spiste morgenmad. Vi er i disse dage i gang med et forsøg, hvor vi slår op med dynerne lidt tidligere end ellers for at få mere rum til en rar og afslappet morgen. Og der sad vi og spiste, sludrede og hyggede. Og pludselig var den der. Følelsen. I hele kroppen.

Og lige før skete det igen - har besluttet mig for at være et modigt og modent menneske og tage til den der skolejubilæumsting tilbage i Jyllands land i slutningen af denne måned. Tager på tøsetur med søs, tøs, mig selv og lille ene 4 månedershane i kurven. Og pludselig sad jeg her ved havnefronten og glædede mig.

Den lille lykke.

Den burde man samle på.

Kender I det? Fornemmelsen af, at der er en ting, man skal gøre. En af de ting, man slet ikke kan komme udenom. Men som man af uransaglige årsager bliver ved med at skubbe foran sig. Og i takt med at man gør det. Igen. Og igen. Og igen. Så vokser denne opgave sig bare større og større. Indtil den er så stor, at man - selv når man sidder i sofaen og IHVERTFALDIKKESOVER - så ligger den og ormer omme bagi. Selv når man fornøjer sig med sin allerbedste sysler, så prikker den en ækelt på ryggen.

Ikke om jeg forstår, hvorfor man så ikke bare får lavet den. Udført den. Ført den ud i livet. Fjernet den. Elimineret den. Onduleret den.

Ved I hvad?

Sådan en kæmpesnebold har jeg lige smeltet.

Væk er den.

Papirerne skal bare udskrives og sendes. Så er den opgave pist verschwunden.

Heureka!!!!

Jeg er en fri kvinde.

World. Here I come.

Jeg har elimineret et hængeparti.

Yepeekaaayyiieeeeeehhh.

Jeg går lige ud og smører madpakke. Derude i mulmen.

Morgan og brændeovn er uvenner.

Meget.

Faktisk er jeg ikke helt sikker på, om det er en brændeovn.

Kunne også kalde den en kamin.

Det er der flere, der har kaldt den.

Men øh … er en kamin ikke sådan et åbent ildsted inde i stuen?

Eller kakkelovn?

Den her er helt sin egen.

Faktisk elsker jeg den.

Ret højt.

Selvom den er grim.

Grågrøn marmor over det hele … kan sagtens leve med den sorte støbejernsklump i midten, men den der marmor kan man kun elske i et mærkværdigt og lettere sygeligt had-kærlighedsforhold.

Holder som sagt rigtig meget af den.

For det første giver den en rigtig dejlig varme.

For det andet kan man se flammerne i lågen.

For det tredje har jeg sparet helt ok med penge, når det på cykel er lykkedes mig at hente brænde nede på Fasanvejen (puststøn .. må finde en anden løsning i år).

Men han er sur.

Må være en mand haha …

På den anden side minder reaktion lidt mere om en hysterisk kvinde end om en sur mand.

Jeg bliver nok nødt til at indkalde skorstensfejer, for noget er altså helt galt.

Hver gang jeg forsøger at tænde op.

Fyldes min stue med røg.

Jeg mener - RIGTIG MEGET RØG.

Så meget, at jeg måtte sende tøsen ind på sit værelse forleden.

Det går væk, så snart der er gang i kakkelovnen.

Men hvis vi når at dø af røgforgiftning inden, så er det jo lissom lige meget.

Og sådan har den altså aldrig opført sig før. Og har fyret med den i tre vintre.

Faktisk nåede jeg forleden at tænke, at nu manglede vi sgu bare, at naboerne ringede efter brandvæsnet.

Kunne nok egentlig sagtens have afledt en spændstig brandmand hehe .. men det er hen helt anden hold snak. Ahem (ville indsætte et billede af en engel her, hvis jeg havde haft tid til at sætte mig ind i billedarkiver her hihi … ligesom jeg altså snart må have styr på det med rss-feeds og andet mærkværdigt stuff).

Her lugter helt vildt af røg nu. Igen.

Selv mine fingre oser lidt.

Host host …

Jeg var til kulturnat i fredags. Med mig selv.

Har faktisk filosoferet lidt over mine solooplevelser. Som jeg virkelig nyder. Filosoferet, fordi jeg på et tidspunkt spurgte mig selv, om jeg slet ikke evnede eller havde lyst til at dele mine oplevelser med andre. Og erkendt, at de er et udslag af den ypperste egoisme og livsnydelse. Jeg vil gerne dele oplevelser med andre - og gør det gerne. Men min tid er spændt hårdt op - og når der er ting, jeg VIRKELIG gerne vil opleve (som fx intime koncerter på Jazzhouse eller yderarrangementer i forbindelse med kulturnatten), så vil jeg have lov til at være egoist. Jeg vil gerne gå på komprimis, hvis en veninde vil i biografen eller på cafe - jeg fungerer de fleste steder i denne verden, bare mine mennesker er glade og har det godt. Men jeg har også mine små mentalle huler, som jeg elsker at fordybe mig i … og dem vil jeg åbentbart gerne opleve uden andres filter.

Min kulturnat startede på Frederiksberg i en kælder, der huser en lille fantastisk forening, der hedder Dansk-indisk børnehjælp (www.childrencare.dk). De indbød til en aften med mange forskellige oplevelser - og startede med et foredrag af foreningens stifter, som fortalte om, hvordan det hele begyndte.

Jeg har fulgt foreningen på sidelinjen et års tid - igen er det tiden, der klemmer her .. jeg ville gerne give dem hele armen, men må vente til tøsen er lidt større. Og nøjes i stedet med at give det, vi nu har på den ene og den anden måde til dem, når vi har det.

Dette var dog chancen for at komme til at vide mere og mere indgående om deres aktiviteter. Det var et spændende og gribende foredrag. Jeg var meget fascineret af helstøbtheden og det holistiske aspekt i deres aktiviteter - at det ikke kun handlede om at levere et tæppe og en skål ris, men tværtimod VIRKELIG handlede om at gøre enhederne selvforsynende og selvbærende. Meget spændende.

Der var dog én ting, der fik mig til at reagere lidt tøvende til at begynde med - men som virkelig har fanget mit sind efterfølgende.

De talte næsten filosofisk om at VÆRE I MÅLET, frem for at tænke, spekulere og bekymre sig … eksempel:

Man har et projekt og bekymrer sig om, hvorvidt der er finansielle midler nok til at gennemføre det. Dermed definerer man projektet som værende et projekt med økonomiske udfordringer. Frem for at sige til sig selv, at vi har penge nok og projektet ER er en realitet.

Lyder lidt søgt ikke?

Men jo mere jeg har tænkt, desto mere er jeg chokeret over, at det faktisk er sandt. Der sker en hhv. mental blokering og frigørelse, hvis man arbejder med sin indre tankegang og indstilling.

Tag min egen lille virksomhed.

I sommer blev jeg af veninde opfordret til at momsregistrere mig og gøre noget ved det. Jeg blev smigret og overvejede det, men tøvede - orkede ikke at tænke udvidet selvangivelse, jantelov, vidste ikke om jeg havde overskud til at producere tingene, var træt, følte at det havde været sjovt fordi det kun var lystbetonet osv. osv.

Men nu - hvor jeg i et anfald af afmagt og stædighed momsregistrerede mig, fordi jeg VILLE skabe mit eget rum midt i dette inferno, SÅ GÅR DET HELE AMOK I MIT SIND … så udvikler tingene sig omkring mig, uden at jeg overhovedet når at stille spørgsmålstegn … de sker bare … og det er FEDT.

Jeg tror faktisk, at den lillebitte forening derude på Frederiksberg har fat i noget, der er mere end rigtigt.

VÆR I MÅLET … det skylder du dig selv. 

Gennemgår i disse uger en veritabel kødhakkemaskine - ting, jeg ikke har nogen indflydelse på, påvirker min egen hverdag i meget høj grad og har sendt mig i tænkeboks mere end 100 gange inden for de sidste 3 uger (jeg ser for mig en af de der gennemsigtige plastikbokse, som Jarlen yndede at have med i sine quiz-programmer).

Det har været og er stadig hårdt - hårdt at stille spørgsmåltegn ved det, man har beskæftiget sig med hver eneste dag i årevis, og som man har elsket … hårdt at vide, at man står ved en skillevej - og at der ikke er noget facit.

Men der er opstået en helt igennem mærkværdig bivirkning ved denne krise.

Jeg er ganske enkelt blevet besat.

At min egen lille kreative poltergeist.

Har i årevis haft små kreative aktiviteter hist og pist. Det sidste års tid er kreativiteten landet på sin egen hylde, men har ligget på et lille hobbyplan uden andet end lyst og hygge på tapetet.

Men dette stormens øje, som jeg åbenbart befinder mig i rent arbejdsmæssigt, har udløst en kreativ bølge, som næsten tager pusten fra mig. Samtidig med at den er helt fantastisk.

Pludselig fandt jeg mig selv siddende i nattens mulm og mørke (haha - der var den igen … er da et fedt udtryk) og momsregistrere mig.

Og denne momsregistrering har affødt en blind-moving eksplosion af tanker, ideer, planer og koncepter. Som kræver adgang til en lille sort notesbog med elastik (MÅ jeg anskaffe mig omgående), fulstændig på samme plan som forfattersjælene herinde bruger til at fastholde, udvikle, afvikle og nedskrible de tanker, der kommer, når man mindst venter det. Min hjerne kører på højttryk hele tiden - deromme i baggrunden - med ideer til, hvad jeg vil og hvordan jeg vil det. Og det er fantastisk.

Det er ganske enkelt som om den livsmur, jeg bankede hovedet mod for et par uger siden har forvandlet sig til en katalysator for noget, der kan udvikle sig til en meget stor del af mit liv.

Mit liv som besat, hihi …

at man til sin egen overraskelse er fyldt med digte, når man nysgerrigt kigger ind i sjælen for at finde ud af, hvad det er for nogen tekster, der har truet med at bryde ud i årevis.

Stor var i hvert fald min undren.

Har faktisk tænkt en del over, hvorfor det er digte, der springer så intenst ud, at jeg har oplevet mig selv standse cyklen tre gange fra Østerbrogade til det gamle Galle & Jessen for at sende brudstykker af et digt til mig selv via sms af angst for, at ordene skulle forsvinde.

Jeg arbejder med tekster til hverdag - hvor en af mine mærkesager er klare, koncise, konkrete og levende tekster, der taler direkte ud af posen …

Jeg kan pudse på en tekst i det uendelige. Udenforstående kan som oftest ikke se, hvad det er der sker mellem 4. og 5. gennemlæsning. Men jeg ser ofte en snedker for mig, når jeg arbejder på den måde. Lader mine hænder glide over teksten, gang efter gang … og hver gang hjernen registrerer en lille forhøjning, så får ordhøvlen lov til at tage endnu en lille bitte bid. Hvorefter jeg pudser efter. Wush. Wush. Wush. Det er en fantastisk proces.

Digtene … jeg har spurgt mig selv, om de er en form for modreaktion. De kommer ofte væltende. Korte og komprimerede. Næsten færdige. I fødselsøjeblikket.

Og skælder væældigt ud, hvis jeg forsøger at ændre dem.

Indrømmet - der er en del indre katarsis iblandet. Og alligevel ikke. Ofte er de mere retrospektive. Essensen af det, der skete. Det, der var. Det, der er.

Men pudsige. Det er de. For jeg vidste altså ikke, at jeg var digter. At der var digter inde i mig. Jeg troede, der var prosa. Noveller. Roman. Tekster. Lange tekster.

Men måske har jeg brugt alle teksterne op om dagen. Så der er kun den yderste essens af min verden tilbage, når jeg sætter mig i privatsfæren og taster.

Jeg skrev lige før, at digtene ofte kommer ud. I ryk. Næsten færdige. De vil ud, når de skal ud.

Men der er et digt. Det bliver ved med at ligge der. Jeg har de første 2 linjer. De er kommet kravlende. Snigende. Luskende. Men er ufatteligt stædige. Faktisk har jeg fået et nærmest venskabsagtigt forhold til dette digt. For det VIL virkelig ud. Men på sin helt egen måde. Og jeg må bare vente. Det kommer, når det vil. Men jeg har bare at være klar. Med skærm og sms, hehe …

Har lige haft en ud-af-tiden-oplevelse …

Som jeg ikke helt forstår.

Sidder her og troede faktisk, at klokken var 23.03 eller deromkring.

Skulle lige tjekke op på cyberomgangskredsen herinde … har været lidt underdrejet en uges tid eller to, så er helt bagud af dansen.

Pludselig vipper min brevsprække. Det kan være tegn på, at et af baghusmenneskene liiiige vil kigge forbi til en kop kaffe. Men havde lige vinket farvel til den kvindelige del af den bagerste bygning, så det stemte ikke helt i min verden.

Jeg tøffer ud i gangen som en gammel nysgerrig morlil.

Og ser noget avis-noget stikke hovedet ind.

Og tænk - det forstår jeg ikke helt. Jeg troede, at aviser blev skrev helt frem til deadline.

Og at de blev trykt i nattens mulm og mørke (det er altså et ret godt udtryk .. mulm og mørke).

Og at de så blev kørt ud i det ganske land. Og derefter cyklet ud til verden.

Men her sidder jeg altså med to trykfriske gratisaviser, der altså er klar. Kl. 00.13, som jeg så i min dybe undring fandt ud af, at klokken var. Hvor blev den sidste time af?

De skulle nok gå tidligt i dag. Der på redaktionen. Hehe ..