Tumler rundt i nyt job. Skifter mellem stort smil og afsindig afmagt haha.
Og har været så letsindig at sige ja til at passe venindes lille hund, mens hun er på loooooooove holiday.
Har altid haft en blød plet for hunde. Men den er lidt anstrengt, den bløde plet, i disse dage. For lillehunden er ikke særlig velafrettet. Eller renlig.
Og har opdaget, at lissom jeg skulle vænne mig til bilen, som er alt for voksen, så er det HELT forkert, at jeg - Morgaine of all times - tøffer rundt i nabolaget med en lille pissevisker haha. Jeg skal da ha en hund med substans. Så sender helt forkerte signaler med den lille hvide uldtot om benene.
Her til aften var jeg så på gåtur nr. 3 million, siden hundebassen flyttede ind. Har et par gange spurgt mig selv, hvorfor jeg går turene, for den pisser på gulvet alligevel - men hvis jeg nu skal være helt fair, så tror jeg, at den lille stakkel har været rigtig bange i går, for det er gået lidt bedre i dag.
På min vej gennem aftenmørket - hvor jeg faktisk godt kan mærke, at tankerne får rum til at komme ud på den gode endorfinmåde - mødte jeg en nabopgangsmand, som jeg faktisk tit møder. Fordi han ikke ryger indendøre. Vi er på nik.
Pudsigt fænomen i storbyjunglen. Nikkene. Naboforholdene. Man opsøger sjældent kontakt. Man kan bo i opgang i årevis uden at vide, om den anden ser TV2 eller History Channel (og nej - det var ikke product placement hehe). Man kunne ligge død i ugevis, uden at nogen ville vide det.
Og derfor har jeg med samfundssind observeret vores ‘forhold’ udvikle sig fra nul-viden om den andens eksistens til nik.
Og selv nik udvikler sig i deres helt eget univers.
Først et forsigtigt nik. For tænk, hvis den anden ikke nikker. Fordi han ikke har set det. Eller fordi han vælger at lade som om, han ikke har set det.
Derefter et lidt mere kækt nik. Fordi vi begge ved, at sidst så vi hinanden. Naboskab. Fællesskab. Nærhed. Komme hinanden ved. Nabohjælp. Og alt det euforiske gejl.
Derefter en smule forsigtighed - for vi skulle jo nødig end med at overrende hinanden. Skulle helst ikke blive til den slags naboskab, hvor man senere tænker ‘hvorfor holdt jeg dog ikke mine nik for mig selv’. Grillvenner. Campingferie. Konebytteri.
Men går det godt, så er det faktisk meget hyggeligt. Jævnlige bekendtskabsnik.
Evt. krydret med et kort ‘hej’, der helst skal gryntes ud, så man ikke er helt sikker på, om det var et grynt eller et hej.
Men her til aften - da jeg trissede af sted med uldtotten og følte mig betydeligt mere storbytøset, end jeg er .. fordi jeg vimsede af sted med lille hvid hund i rød snor - valgte Naboskab og Lille Hund at forelske sig i hinanden. Så de stod og nussede, mens jeg stod lettere genert ved siden af og forsøgte at finde ud af, hvad jeg skulle sige og gøre, mens de kælede .. og han snakkede med sin kammerat.
Fik endda fremstammet et par ‘ja - jeg elsker også hunde’. Og ‘ja det er lidt småkøligt’.
Gik videre, for hund ville ikke hjem.
Og mødte dem på tilbagevejen.
Hvor scenariet gentog sig.
Storbyliv er noget underligt noget.
Gad vide, hvordan vi hilser næste gang.
