Mind of Morgaine

Stod på posthuset i går. I varm og lummer kø. Mange mennesker. Alt for få interessante merchandise-varer, som jeg kunne fornøje mig selv, lilletøsen og MasterCard’et med, mens tiden gik.

Stod faktisk og syntes, det var godt klaret og klappede mig selv lidt på skulderen over, at det var lykkedes mig at nå på posthuset en almindelig hverdag. Tætpakket og logistisk udfordret hverdag gør det yderst svært at nå dette internetindkøbenes mekkacentral. Så lidt smålykkelig var jeg. Over at kunne hente min strømkabel til livlinen - når nu Kaninas havde ædt indpakningen til den eksisterende ledning.

Det bliver min tur. Lige ved siden af mig står en gut, som ‘fik tur’ lige et par sekunder før mig. Vi skal begge hente pakke. Så ender med at stå der ved skranken. Forladt af postskrankedamerne, der higer og søger efter vores pakker.

Og pludselig kommer jeg til at smile. Synes ganske vidst, at jeg godt kunne tabe et par kilo, men føler egentlig at jeg er ganske ok pæn. Det var han også. På sin egen moderigtige og vandkæmmede måde. Men mit blik falder på vores key straps. Nøgleremme. Reklamesøjler. Hvor nøglerne til hver vores borg hænger.

Unicef møder DNKY.

Og pludselig var det, at jeg forstod. Hvorfor det nogle gange er så svært for mig at føle mig RIGTIG hjemme i det private erhvervsliv. For selvom jeg leger med mit fagfelt og de andre med deres. Og hver især er både dygtige og har respekt for hinanden. Så er vores verdner bare alligevel så forskellige.

Elsker min nussede slidte Unicef-strap. Og det signal den sender. Og den hjælp den giver. Og ville ønske, jeg kunne huske, hvor jeg havde lagt den nye, jeg HAR købt.

Som atter at kunne tørre sit hår med håndklædet - med hovedet nedad.

Uden at kroppen tror, at verden skal sønderdeles i to.

At have erkendt, at man med garanti kan hygge sig lige så godt med urtethe som med vin.

At have mindet mig selv om, hvor fantatisk mit liv er. Hvor meget jeg elsker den verden, jeg møjsommeligt har bygget op her. Sten for sten. En mental borg, hvor jeg har tænkt mig at tilbringe foråret og sommeren - siddende på vindebroen og laden solen bage ind i min sjæl.

Mens jeg nyder et glas isthe!

For lige nu er alkohol afskrevet. Længe.

Påsken er nu en god opfindelse.

Camelot for ever.