Mind of Morgaine

jeg mærkede på min skulder?

Det har været en meget underlig tid. Længe.

Intens. Drænende. Skræmmende. Udviklende. Rystende. Tankevækkende. Livsændrende.

Måtte fornylig standse op i hverdagen. Ganske eftertrykkeligt. Og mærke efter. Om det virkelig var sådan, jeg ville leve mit liv.

I og for sig ikke en synderligt udsædvanlig handling i et moderne samfund, hvor livskvalitet og selvudvikling står øverst i de fleste dameblade og coachingintro’er.

Men for mig var det en meget underlig handling.

Fordi jeg ser mig selv som en meget bevidst person. Der ved, hvem jeg er. Hvad jeg kan lide ved livet. Og som er meget bevidst om, hvordan jeg bruger det. Og at der kun er én, som er ansvarlig for, om det føles godt eller skidt.

Så at JEG pludselig skulle sidde og stirre ind i en computerskærm. Fuldstændig frosset. Midt i tilværelsen.

Det rystede mig.

Det rystede mig, at jeg kunne lave en liste på 30 punkter, der alle skreg ’stress, alarm, dårlig livskvalitet, pas på, gør noget’.

Det rystede mig virkelig.

Jeg har brugt det konstruktivt. Meget konstruktivt. Og tror faktisk, at jeg har ændret mit liv markant. Så meget, at jeg liiiiige gisper lidt ind i mellem i disse dage hehe. For har åbnet en helt ny dør og starter selvstændig virksomhed lige om lidt.

Men jeg spørger mig selv. Efter at have været til afsluttende samtale hos lægen i dag.

Om jeg lige blev prikket på skulderen. Og mindet om, at vi skal passe på os selv.

For blodprøverne havde fundet noget. Noget meget ubetydeligt noget. En måling, der var lavere end den skulle være. Som jeg så skal indtage en gul pille for i tre måneder. Så skulle kroppen have gendannet det niveau, der står i livsmanualen.

Men noget har fået det niveau til at falde.

Og det noget er den måde, jeg har levet mit liv på det sidste lange stykke tid.

Hvad var der sket, hvis jeg ikke var stoppet op?

Hvor mange flere ting, havde mit liv gjort ved mig selv?

Når selv jeg, der har lavet en kontrakt med mig selv for 5 år siden om altid at være i nuet og leve et godt liv. Når selv jeg kan miste følingen med de gode værdier.

Så er der noget, der er lidt skævt. Med den måde vi bruger samfundet på. Med den måde samfundet bruger os på. Med den måde, vi bruger livet på. Og med den måde, vi lader livet bruge os på.

Jeg tror, jeg lige blev prikket på skulderen.

Tak for det!

så støjende børnetegnefilm skal være .. er mig virkelig en gåde, hvorfor alt skal være skrig, skrål, tjubang og skrabalder.

Kh

Mormor

Midt på isen.

Med snesko på.

Håber saftsusme, den kan bære

02.05.

Pivvågen.

Mange tanker om tid, fremtid og eksistens holder mig med selskab.

En ting er i hvert fald sikkert.

Sådan skal livet ikke leves.

Gå fire (måneds)felter tilbage og begynd igen.

Jeg dyrker ikke datoer. Jeg dyrker ikke spildt mælk. Jeg dyrker ikke fortiden.

Det gjorde jeg alt for meget en gang.

Jeg reflekterer. Og lever i nuet. Det er det, vi har det til.

Men kom lige til at se en dato på et blogindlæg derude på en af de ødegårde, jeg frekventerer.

17. maj.

Og måtte standse et kort sekund. Og fundere.

17. maj?

Der er noget ved den dato.

Og skulle ikke grave længe.

Det var en gang min bryllupsdag.

I dag for præcis 10 år siden havde jeg netop sagt ja til at dele medgang og modgang med min sjælefælle.

Der er saftsusme løbet meget vand i den å siden da.

Net forsvandt.

Lige pludselig.

Her til morgen.

Puf, sagde det. Helt lydløst. Og forbindelsen til omverdenen, nettet, verdenen, blogosfæren, alle tankerne, alle planerne. Forsvandt.

Fortrængningen varede længere end vanligt.

Indtil min underbevisthed tiltvang sig adgang til mit sind.

Og viste mig billedet af lille gnomagtig kanin.

Lige der. Hvor livseliksiren flyder. Fra væg til adsl-boks.

Havde faktisk tjekket to gange om der var brud på ledning.

Men til sidst måtte jeg bide i den sure ledning.

Og fandt.

Totalt afmonterede ledningsstumper.

Panik.

Helligdag.

Intet åbent.

Hysterisk opringning til it-guruen.

Der kunne berolige mig med at det var et almindeligt telefonstik, der var tale om. Som jeg bare kunne tage fra en telefon.

Hvis jeg havde sådan en.

Men det har jeg jo ikke. Er 100 % mobil.

På hovedet i kasser, æsker, hylder og rod. Forfærdeligt meget rod i den her lejlighed.

Men vupti.

Der lå en grim sort ledning med de rigtige dimser i hver ende.

Godt jeg ikke er sådan en, der smider alt ud. For der KAN jo pludselig være en dag, hvor man har brug for det.

Og det var der.

Nu flyder info frem og tilbage. Præcis som det skal.

Og jeg skal have fjernet alt, der minder om ledninger fra kaninhøjde.

Eller også skal vi have kaninsteg i weekenden.

Men sammenlignet med helvedeshunden fra Høll, så er ledningsædende kanin jo et paradis. Hvis den altså bare ikke åd ledninger.

For jävlan da.

For fire år siden ringede det på døren.

Og uden for stod en mand med en buket blomster.

Til mig.

Fordi jeg var blevet mor.

Det er en oplevelse, jeg aldrig kommer til at glemme. Fordi tiden omkring det at blive mor var for mig krydret med mange tårer og dybe tanker. Lilletøsen er det smukkeste, dybeste og dejligste, jeg har oplevet og stadig oplever. Men vejen dertil gjorde ondt. Og kostede dyrt.

Men MIN mor sørgede for, at den første Mors dag i mit liv var en varm og dejlig oplevelse, hvor lilletøsen sammen med bedstemor og bedstefar sendte mig en buket og en tanke.

Det gjorde mig utrolig glad. Og gjorde en forskel.

I dag har jeg lyst til at gøre en forskel. Og at opfordre alle andre til også at gøre det.

Gå ind på: http://www.maternityworldwide.dk/

Her kan du gi’ et bidrag og være med til at redde liv. I Etiopien dør hver 7. kvinde i forbindelse med en fødsel. Men disse liv kan reddes - det koster kun 200 kr.

Maternity Worldwide opfordrer os til i år at fejre Mors Dag ved at give os selv eller en mor, vi kender, den ultimative gave - giv en sikker fødsel og red en mors liv på Mors dag! 
 

Sad midt i en overspringshandling (læs: lejlighed meget tæt på at blive lukket af de sociale myndigheder, men kaffe og stening kaldte lidt mere end udmugning).

Gloede på en australsk fnyf-serie, mens jeg gulpede rugbrødsmadder ned - på en sær måde skulle gulpningen retfærdiggøre overspringshandlingen. Hvis jeg åd rigtigt hurtigt og næsten ikke nød det, var det jo lidt som om, jeg slet ikke havde sprunget over. Ikke?

Opgang med tagterasse. Venner til middag. Vin i glas. Store grin og små fnis.

Og pludselig slår det mig.

Hvornår holdt jeg op med at grine?

Hvornår blev det hele så alvorligt?

Mental note: Aktivér godt humør og livsglæde, vennen min. NU!

På vores egen lille og stærkt befærdede allé. Hvor villaerne troner på den anden side. Lå for nylig en perlerække af små selvstændige virksomheder: 2 grønthandlere. 1 frisør. 1 pizzaria. En fascitoid renseriejer. Og et par lidt større virksomheder.

Små, flittige og (bortset fra renseriejeren) meget venlige mennesker, der mødte tidligt og arbejdede til sent. Kæmpede for dagen og vejen, mens kone og småbørn pludrede i baglokalet. Kæmpede med influenza i øjnene, fordi det trak fra døren.

Pludselig på en måned var det ene pizzaria og en grønthandler lukket. Pizzariaet solgt og under ombygning. Grønthandleren bare væk. Butikken tømt og efterladt, som om det var flere år siden, der sidst havde været nogen. Renseriejeren væk og en lille indisk mand havde overtaget det - efter at være blevet snydt af den småagressive forgænger.

Det nye pizzaria ser ud til at åbne om ganske få dage - og har tilsyneladende nuppet grønthandler nummer to med i processen. Renseriejeren fulgte mit råd og satte et farverigt, håndskrevet skilt i vinduet om ny ejer.

Og pludselig er den anden grønthandler tilbage. Butikken ser præcis ud som før. Bortset fra udlejningsfilmene, der har efterladt sig en tom montre, der stille og skræmmende vidner lidt om, hvad der mon er foregået i den lille måned, hvor alt var tomt.

Jeg hilser med et kæmpesmil, mens vi køber is, og siger, at det var dejligt at se dem - at vi var bange for at de var blevet helt væk fra os.

Og han smiler. Med munden. Mens øjnene viser mig.

At det har gjort ondt. Og at jeg ikke er sikker på, at han står her af lyst. Men at de sikkert ikke har kunnet sælge butikken. Og nu forsøger at få en smule indtægtsdækning i gang.

Det er svært. At være den lille mand på gulvet.

Jeg håber inderligt, at det lykkes for ham. At han har fundet kapital til at få butikken på benene.

At Danmark er et land, hvor iværksætteri er en god ting. Og hvor influenzaen holder sig fra ham et par måneder. Mens lilletøsen bliver lidt større i baglokalet.

Space skrev forleden om det at skrive. Om det at mærke ordene hobe sig op. Og om, hvordan man bare ikke kan lade være.

Det virkelige liv kræver, hiver og slider løs i min krop og mit sind. Men hver eneste dag møder jeg situationer, der stimulerer både skrivekløe og teksttanker.

Og nu må sindets synder og sukker altså øverst på dagsordenen igen.

Forleden mødte jeg en kendt. Han kom gående der på Falkoner Alle og gjorde mig helt varm, glad og nørdelykkelig indeni.

Jeg er som bekendt en eklatant historiefreak. Jeg forsvinder ind i et parallelunivers ved tanken om vikingetid, middelalder, artefakter, udgravninger, rekonstruktioner, plantefarvning, vævetekniker og mosefund.

Så det er hårde år, her mens Nationalmuseets oldtidssamling er pakket væk og de nye udstillingsmontrer bliver produceret.

Og mere end en gang har jeg - i al hemmelighed - fundet mig selv mere end femten gange siddende i weekendnattemørket og meganørdet den, når DK4 har sendt udsendelser, hvor Flemming Kaul med glødende iver, vid og engagement har fortalt fortryllende historier om fund, baggrund og fremtid. Jeg har ganske enkelt siddet klinet til skærmen, vel vidende at jeg, hvis nattens trolde, der råber skåååååååååål nede fra gaden vidste, hvad jeg lavede, ville de slå sig på lårene af grin.

Men jeg kan altså ikke lade være.

Han elsker sit felt. Han gløder i sin formidling af vores fortid. En ægte ildsjæl.

Og forleden så jeg ham altså.

Tøffe af sted i sin egen verden. Der midt på Falkoner Alle.

Og jeg sad der. I min lille egen verden. Og blev lidt glad. I mine nørdeceller.

Ved tanken om. At der. Midt i vrimlen. Var vi to. Med samme last.

Starfucker for ever.