Mind of Morgaine

Får spat.

Sidder her.

I sidste time.

Og forsøger at lave noget, der bare minder om et regnskab.

Så jeg kan få lidt af pengene tilbage for pc-indkøb fra sidste år, hvor firmaet overvejede at blive til et firma.

Hvorfor hulan skal det være så indviklet.

Ka I huske Professor Baltazar - med håret ud til alle sider og mærkelig musik.

Sådan har jeg det lige nu.

Bal.

Bal.

Baltazaaaaaaaar.

 …

…

…

 Nå - fandt lige Mr. B på nettet.

Hans hår stritter da ikke.

Måske var det Einstein, jeg tænkte på:

Selvom det godt nok ikke er Einstein-klog, jeg føler mig lige nu.

Nærmest modsat.

Har en indre omsorgskonto, der af og til går i minus for tiden.

BachFar har sendt mig et ae’eningslager, der skulle kunne holde mig gående et stykke tid. Nu har jeg omhyggeligt (mens jeg åd chocolate chip cookies) omhældt dem på krukker og forseglet dem på vaskeægte hexemaner, så de kan holde rigtig længe.

Glæder mig til at sætte mig i sofaen med en af de store krukker og bare frådse løs :-)

Ih hvor er mine øjne glade for den nye skærm. Absolut en af de bedre investeringer i det lille firma. På Allén.

Hvor der tastes på livet løs.

Og hvor fingrene er ved at være lidt småtrætte af også at taste om aftenen.

Holy moly hvor der knokles. For at få den lille biks på benene.

Ja - faktisk ER den jo på benene. Men for at holde den på benene.

Og holde skeletterne/skelletterne/skeleterne .. for pokker da, hvordan staver man til det stads? Gider ikke slå det op. Har oversat softwarestrenge hele dagen. HELE dagen. Fordi en kunde havde regnet forkert, og jeg havde været så dum at stole på det, fordi det var i et uhandyt format. Så lige pludselig er der over 3 gange så meget tekst, som forventet.

Og tja … jeg vil rigtig gerne have kunden i hus. Og rigtig gerne have omsætningen. Og rigtig gerne vise dem, at vi skal lege rigtig meget sammen i fremtiden.

Men lige nu vil jeg også rigtig gerne snart have en lille smule ro på. En lille smule aften. En lille smule følelse af, at det her, det SKAL JEG TRO PÅ.

For det går godt. I den lille biks.

Tror jeg nok.

Har det bare stadig som om det er en andens film, jeg er med i. Som om det her ikke er virkelighed.

Men det er det.

Jeg laver noget af det, jeg er allerbedst til. Og gør det for mig selv.

For første gang ever.

Når jeg har taget en lang aften. Er det ikke for at please en anden. For at være en anerkendelseshungrende medarbejder. Eller en god arbejdskraft.

Nej, så er det for mig selv. For min biks. For min indtægt. Og for vores liv. Tøsen og jeg.

Jeg kigger mig rundt.

På de freelancere, jeg har kontakt med. Som jeg har haft kontakt med gennem årene.

Som jeg har beundret og respekteret.

Og opdager, at de uden at blinke har hentet mig ind i deres verden. Og gjort mig til en af deres.

Moi!

Jeg opdager, at jeg et par gange nu har stået på små usikre stikkelsbærben. Derude i det private. Hos nye kunder. Som selv har fundet mig. Vaklet. Stirret undrende på de små ben, der stak ud af bukserne. Indtil jeg opdagede, at de faktisk kan bære. At de faktisk står betydeligt mere solidt fast end en garderstøvle til barnedåben på lørdag.

Tror, jeg tager en pause. Og tøffer ud og ser, om grønthandleren eller de rødgrønorange på hjørnet har chokoladekage. Ku altså virkelig godt spise chokoladekage nu. Lige nu.

Jeg har en fobi.

Altså udover edderkopper.

Bankdamer.

Kan sikkert langt og dybt nede i underjeg’et finde en blokering overfor autoriteter, der forklarer denne fobi.

Men den er der. Og den er ret irriterende.

Men nu har selvstændigshedsfreelancequinden været en stor pige.

Og skrevet til sin bank, at hun har ændret civilstand fra lønmodtager til selvstændig.

Og at hun udbeder sig en kassekredit. Med sikkerhed i lejlighed.

Tror lige, jeg slukker min telefon.

Ydrk.

Har pludselig hovedpine og alt muligt haha.

Hahah … har lige haft besøg af mand fra DANA. Som ville fortælle om, hvorfor jeg skulle melde mig ind i DANA og ikke ASE, som jeg til at begynde med havde valgt.

Og uagtet, at han endte med at få mig som medlem. Nærmest udelukkende fordi han fortalte mig, at DANA er startet af græsrødder og almindelige mennesker, hvorimod ASE har det etablerede erhvervsliv i ryggen, så Rød Fronts hjerte pludselig følte sig hjemme igen.

Så var han pæn. Og rar. Ikke ultralækker og scorekarlagtig. Bare pæn. Duftede rart. Intelligent. Og rød.

Åh … så er det, at man erkender, at man vist kommer for lidt ud haha.

Må se, om der er lidt jazz et sted ude i verden i aften.

Så jeg kan blive luftet lidt.

Nogle dage er det, som om man bare lige pludselig har lyst til at sætte sig ned og slet ikke føle sig spor stærk.

Piv.

Har lige lavet årets bommert (PS - ender godt).

Har jo arbejdet som en gal på det seneste. Føler nærmest, jeg har siddet bænket her ved computeren døgnet rundt. Og de sidste to dage, har jeg virkelig kunnet mærke, at det gik ud over øjnene.

Nu er det sådan, at jeg lever af mine øjne. Og min hjerne. Og mine hænder.

Så jeg kunne godt regne ud, at jeg blev nødt til at anskaffe en skærm til den bærbare. Hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om, at fungere som freelancer her i mange år endnu.

Kørte i Metro - 1½ time gennem byen. Total sneglefart.

Kampsvedte i Metro og var for træt og havde for ondt i øjnene til at få shoppingeufori.

Fandt min skærm. Gik til kassen. Kørte min vej.

Og sad og var lidt glad.

Har været en træt dag. Men en konstruktiv dag. Har leveret de tre opgaver, der har hængt over hovedet siden torsdag. Har lært mig selv at fakturere (yeeeeeeeeeees!!! vi har sendt fakturaer af sted i dag. egenhændigt. pavestolt. næsten revisor. agtig).

Sidder i bilen.

Glad. Fro. Lidt nervøs for penge - men dette var en vigtigt investering.

Vender mig om med et smil for at ae kassen, der står bag mig.

OG SER, AT JEG KÆMPEKLAPTORSK HAR TAGET EN KASSE MED EN STOR REVNE I PAPPET!

Hvor dum har man lov at være.

Hvis en solid femten meter tyk papkasse har en revne, så har indholdet fået en ordentlig tryk16. Garanteret.

Så der sad jeg. Midt på Enghavevej og kunne mærke, at tårerne steg op i øjnene.

Helt helt ufatteligt så åndssvag jeg følte mig. Et par tusinde ud af vinduet. Til noget, der garanteret havde en kæmpe revne. Og ikke duede.

Mange tanker om forsikringer, opringninger til Metro og dumme kundeservicemennesker kravlede gennem mit hovede, mens trafikken sneglede sig af - og den sneglede virkelig.

Drønede op af trappen. Plaskvåd. Og hængeøret.

Pakkede kassen op.

Og nu står den fine nye skærm på mit bord - og VIRKER!

Den havde det fint. Må have været en macheteslasher, der lige kom forbi derude. I hvert fald virker den fint og giver mine øjne massage. Blidt stor, flad og bred massage.

Havde til gengæld bestilt et forkert spil til min lille tøs. Men hellere et par hundrede ud af vinduet, end et par tusinde.

Pyhhjjjjfffooorrpokker da.

Det er faktisk ret forfriskende at opdage, at man har nået det, man satte sig for her i den lille freelancehytte.

Selvom det, man satte sig for, var næsten umuligt. Og lå ovenpå en hel uges umulius-opgaver.

Jeg tror, jeg er med igen nu.

Pyh for pokker og jävlan da også.

Er lidt udmattende at være nystartet iværksætter, alenemor, voldpresset og hundesyg.

Og tror jeg ligner en blanding af Madam Mim og finger i stikkontakt.

Men er med nu.

Vil prøve IKKE at arbejde i aften. Har firkantede øjne. Og trætte hjernevindinger.

Sælg min bil for mig.

Jeg rummer det ikke.

Konto for udfordringer opbrugt.

Vi bringer en klage.

Jeg kan ikke arbejde.

Sidder her og taster løs.

Radioen kører i baggrunden.

Med Johans fascinerende stemme.

Johan Olsen. Fra Magtens Korridorer.

Jo - indrømmet. Han har den vildste pornostemme, og det kan vel bringe selv den mest målrettede tekstquinde ud af fatning, i hvert fald kortvarigt.

Men han har også noget mere.

Kender I det?

Manden er intelligent. Dyb. Tænksom. Musiker. Forsker. Menneske.

Har holdninger. Er rød. Ærkerød. Tør sige det. Sige sin mening. Og har noget at ha den i.

Han kan skrive tekster, så englene synger.

Han kan få mig til at lytte til heavy. En evne, der ikke er set siden 80′erne. Og selv da meget flygtigt.

Han kan formidle tanker og temaer, der får hverdagsdanmark til at stoppe op og spørge sig selv, om det virkelig ER nødvendigt med en ny frisure og ludbehandlede træpaneler.

Eller om verden handler om andet og mere.

Tak for dig, Johan.

Bliv endelig ved med at distrahere.