Kvalme over at skulle være stærk
Kvalme over at skulle være selvstændig
Kvalme over at skulle bære verden selv
Kvalme over at tage tigerspring
Hver gang
Og kvalme over at jeg ikke kan forestille mig at gøre det på nogen anden måde
Er jo sådan jeg gør
Når jeg lever
Er gået i stå.
Slam.
Bam.
Nothankyoumam.
Sidder her. Og skal virkelig anstrenge mig for at kæmpe hjulene i gang igen.
Om lidt er det bedre.
Det ved jeg.
Men lige nu vil jeg bare gerne gemme mig under en dyne og skjule mig for alle krav den næste måned.
Trænger til normalitet og balance.
Ikke flere udfordringer.
Men der er så mere end rigeligt af dem de næste tre uger.
Så mange at jeg puster stakåndet i det mentale rum.
Og ryster lidt på hænderne.
Men jeg kan.
Jeg vil.
Jeg gør.
Tror jeg.
Og sidste punktum i råteksten er sat.
Fuck … det er fedt. Kan gå i seng og vide, at jeg nu kun skal pudse på den gigantiske opgave.
Lidt som om jeg kan tage hul på det hele igen nu.
Genvunden kontrol.
Rar følelse.
…
Sidder og kan se den smukkeste fuldmåne fra mit vindue.
Små vidundere.
Så den vildeste regnbue i dag også.
Har tilbragt fire dage med dejlige mennesker. Og rundet af med aftensmad stiklingens forældres skød.
Og er nu tættere på balancepunkt end længe.
Og mere bevidst om ubalancerne end i umindelige tider.
It’s not going to stop.
Aimee Mann.
i Morgans mentale mosekonebryggende moseunivers.
Hjemvendt fra ferieland.
Opfyldt af intethed og afkobling.
Og fuldstændig grænseoverskridende alene efter intenst samvær med lilletøs.
Der nu er draget på spontanferie i to dage hos farmor.
Så sidder man her.
På borg.
Hvor der er vokset en grotesk mængde stiklinger frem de mest mærkværdige steder.
Fatter det virkelig ikke.
Men tror, der graves dybere end nogensinde før - og at disse buske altså er en form for fremskridt.
Kan mærke at jeg skal have lukket den store iværksætterværkstedsopgave, så jeg kan genvinde kontrollen over mit eget univers igen og fordybe mig i de ting som tilværelsen også handler om.
Som jeg har kunnet mærke i de fire dage, jeg har været væk fra alt, der hedder normalitet og boltret mig i frihed, lighed og broderskab hehe.
Men sært som der bor en følelse af inderlighed og melankoli på den anden side af smilet.
Christ hvor er jeg træt.
Og flad.
Har bakset med kæmpeopgave i det lille iværksætterværksted. Som var alt for stor. Opgaven. Og med alt for lidt tid.
Været overbevist om, at jeg ikke ville nå det.
Men nu ser det ud. Som om at deadline bliver nået.
Men jeg har heller ikke lavet andet end at arbejde, nusse barn, arbejde, nusse barn. Og så arbejde lidt mere. Siden en gang i sidste uge.
Og nu er jeg træt. Jeg er ikke i mål. Men kan se, at det hænger sammen.
Og orker ikke mere lige nu.
Har fire fridage med tøsen fra i morgen.
= sommerferie.
Jeg glæder mig som et lille barn.
Til at sidde derovre. Med dejlige mennesker. Og min lille mennesketøs.
Og prøve at komme i tanker om. Hvem jeg er. Og hvor jeg er. Og hvordan jeg vil leve.
For lige nu har der været lidt for lidt liv.
Og lidt for mange skeletter.
Dekoreret yndefuldt med stiklinger.
En solid omgang roundop og en miniferie skulle vel nok kunne ondulere den slags.
I en ruf.
(hvor mærkeligt … fandt pludselig denne kladde i mine gemmer. var overbevist om, at den var blevet smidt herop på bloggen, men det var den altså ikke … det er jo ikke dens skyld .. faktisk har den fortjent at komme herop, så det kommer den nu … ca. 1 uge forsinket .. undskyld indlæg, jeg mente det ikke!)
For hulan hvor der dog bare er kul på her.
Skal holde fire dages fri fra torsdag til søndag.
= min ferie, haha.
Bliver KLYNGEBOMBET med opgaver for tiden, så det er ved at tage pusten helt fra mig.
Det er fedt - og samtidig ekstremt voldsomt.
Kan godt mærke, at så stabil er jeg heller ikke.
Lilletøs FantastiskBarn vendte hjem fra de alfaderlige jagtmarker i søndag.
Og hjemmet er helt igen.
Fantasiske lille sol, der blæser gennem lejligheden.
Og en eller anden opladning er det lykkedes mig at få bokset frem, mens hun var af sted.
Små bitte fremskridt rundt omkring i lejligheden.
Små øer af oprydning og mikroskopisk overskud.
Gjorde en vigtig erkendelse forleden. Da jeg endnu en gang var ved at segne af afmagt og slårjegnutilspsmer.
At ethvert job tager 3-6 mdr. at lande i. Før man føler kontrol og overskud. Jeg har gudhjælpemig kun været i gang i 1 måned og 24 dage. Så tror pokker, at jeg er ved at skvatte i svinget nogle gange.
Når man samtidig bokser med selvværdet (er det en blog-pest eller hyr?) i små bølger, så skal det da være festligt.
Men jeg lærer lige så stille det, jeg aldrig har lært andre steder - at sige fra, at sige nej, at sige ‘det her er mit liv’.
Lige nu har jeg alt for meget arbejde inde - men stor fed opgave fra ny kunde var mere end jeg kunne rumme at sige nej til. Men for sevan hvor jeg glæder mig til den er overstået.
Hyperventilerer ved tanken om de næste par uger … skal ha denne opgave høvlet ud af vagten, skal holde fri, skal ha mutti på besøg hos lilletøsen, skal ha lilletøsen startet i sfo, skal ha lilletøsen startet i skole.
Og have min egen sjæl med i det her.
Har minus luft til udadvendte aktiviteter. Helt væk i hovedet. Og nul liv haha .. sidder og arbejder om aftenen for at få denne opgave lukket.
Men det SKAL blive anderledes, når vi er på den anden side af denne weekend.
Jeg VIL lande med begge ben på jorden. Og liv ud af næsen.
Det går fremad. Men har sådan en følelse af, at jeg altid ser ud til at tage de mest indviklede tankeveje.
Knak fuldstændig fredag aften - men tror, det var en sund reaktion. Når jeg kigger på den retrospektivt.
Og var på besøg i fortids land i søndags. DET var voldsomt. Helt ekstremt - sparkede mig bogstaveligt talt gennem fletninger af stiklinger, gamle stubbe, bjælkehytter, bålsteder og ekkoet af gamle følelser.
Behøver vi ikke lige gentage foreløbigt!
Selvom jeg klart fornemmede store smeltende isbjerge i det land.
Så status herfra er helt og aldeles rundforvirret Morgan Med Alt For Meget på Mentalen 
indre melankoli.
Der hele tiden giver én følelsen af at stå på den anden side af glasruden.
Forstår ikke helt, hvor den kommer fra.
Er lidt som om, jeg glider rundt på den platform, der skal være mit grundlag, og forsøger at finde ståsted på den. Men skoene er glatte, det har lige regnet. Og det er i et helt nyt univers.
Føler det lidt som om jeg er lidt usynlig.
Lidt som om, jeg ikke helt passer ind lige for tiden. Fordi jeg ikke helt selv ved, hvordan mit nye jeg ser ud endnu.
Hvis jeg ikke var mainstream før. Så er jeg det endnu mindre nu.
Og kan godt mærke, at mængden af smalltalk, trykudløsning og tankeudveksling er mere end almindeligt minimal efterhånden …
Det er kun mig, der kan ændre det. Håber snart jeg er klar til at komme ud af min skal.
Sidder her - med værkende ryg (den har drillet de sidste to uger) - og lader mig skvulpe i den mentale vandkant.
Får tiere og tiere en følelse af klarhed. Af at hovedet kommer ovenvande. Og hver gang det sker. Bliver jeg rystet. Over hvor længe jeg har været under.
Er helt ufatteligt at jeg hænger sammen.
Og alligevel. Er det jo usynligt. Ingen kan se det. Uden på.
At der er hakkekød indeni.
Har ikke helt fundet mit ståsted her i iværksætterværkstedet midt i livet. Ved ikke helt, om jeg skal stå midt på gulvet, sidde ved bordenden, posere ved vinduet eller stå nonchalant i hjørnet.
Jeg vil ha mod på livet … men er forpustet.
Ikke ligefrem en mainstream-sti jeg har valg.
Men har jeg nogensinde det?
Og ville jeg gide det?
Næ.
Men selv en borgfrue bliver udmattet nogle gange.
Og lige nu vil jeg godt lige ha en mental pause.
Eller en, der aede mig på hovedet og fik ryggen til at opføre sig anstændigt.
Drak lidt vin og kaffe med et par af stiklingernes venner i går.
Igen den der følelse af at være lidt uden for cirklen.
Vil finde min cirkel. Det er nemlig, hvad jeg vil.
MIN cirkel.
Og vil derhen, hvor jeg også har overskud til den kreative side af mit iværksætterværksted … og liv.
Men jeg ved også, at jeg lige skal tage en dyb indånding. 1½ måned. Officielt. Er sålænge jeg har været i gang. Er nødt til at tage en dyb indånding og minde mig selv om, at 3-6 mdr. vil der gå, før der er normalitet her. Præcis som i ethvert andet job.
Alt ændrer sig om ørerne på mig - og lige om lidt er det også institutionslivet.
Men i stedet for at tabe pusten.
Vil jeg hive rollatoren frem, sætte mig på den og beslutte, at det betyder, at lige om lidt. Er vi præcis der, hvor vi skal være. Tøsen og jeg. I det nye liv. Så skal vi bare ha sat møblerne på plads.
Åndredrætsøvelser.
Pulskontrol.
Kære lille hjerteslag. Fald nu ned igen. Stille og roligt.
Vi må ha lidt ro på her.
Jøsses en formiddag.
Internetforbindelse pist væk. Slut. Slukket.
DET giver ikke god værkstedshumor her på iværksætterværkstedet.
Skulle jeg hilse og sige.
Vi var her vidne til den sædvanlige malkommunikation mellem etaten (TDC) og en underleverandør, der skal overtage driften af iværksætterværkstedets IP-aktiviteter.
Og hvor undertegnede var landet mellem to stole. Uden at nogen havde samlet mig op.
Forhåbentlig er alt oppe at køre igen i morgen. Og kommunikationen mellem de to virksomheder aktiveret, så de kan lave den overlevering, sådan som den burde være forløbet fra starten.
I mellemtiden sidder jeg på småcorny trådløs forbindelse hos en eller anden stakkel, der bor i nærheden. Tak for dig. Hvem du end er.
Christ!
Hvis det ikke var fordi det slet ikke var sjovt. Så ville jeg grine nu. Men skal lige ha normal puls igen.
Hahaha … hvis det ikke var så trist, så ville jeg grine af det her.
Jeg har som oftest en profil på en eller to dating-steder.
Ikke fordi jeg dater særlig meget (læs: dater ikke).
Ikke fordi jeg skriver særlig meget til nogen.
Eller særlig mange skriver til mig (kunne sikkert gøre min profil mere leflende - den er hverken sur, syrlig eller sad … den er bare mig … med hud og hår … og jeg er helt velvidende om, at det ikke er alle, der lige har lyst til at sluge en borgfrue).
Jeg har dem mest for at have et vindue åbent ud til verden.
Jeg ved, at jeg en gang imellem er nødt til at sparke til alenemor-tilværelsen. Og stikke hovedet lidt ud af vinduet og mærke luften suse på kinderne.
Men en sjælden gang imellem tager jeg mig ekstra meget sammen. Og skriver.
Hvis der er en, der lyder rar. Dyb. Dejlig.
En af de nyeste trends på disse sites er, at man nu kan angive politisk orientering.
Spændende.
Men har også givet mig lidt smådårlig samvittighed.
Jeg er jo som bekendt rødere end rød. Og stolt af det.
Og jeg har taget mig selv i et par gange at scanne væk fra en ellers rar profil, fordi der stod ’til højre for midten’.
Jeg ved jo godt, at det ikke behøver at betyde yderste højrefløj. Men for filan hvor det bare har revet i min medmenneskelige sjæl at læse den kategori. Jeg vil næsten hellere opdage det i samtale (for jeg kender jo trods alt mere end én Venstre- eller Konservativ-mand, som er ok hehe). Der er et eller andet ved stolt at kalde sig til højre for midten, som ikke glider helt let ned hos mig.
Men jeg må også indrømme, at jeg er stoppet med at glide videre. Hen over dem.
For jeg synes ikke, det er fair.
Alle fortjener en chance. Indtil en vis grænse efter midten.
Her til aften tjekkede jeg så min ene profil.
Fordi jeg havde skrevet til et par søde øjne og en lidt dybere sjæl.
Her er svaret:
Kære Morgan (ja - det hedder jeg naturligvis ikke derinde)
Mange tak for dit søde brev. Men søger desværre en kæreste som ikke har børn.
…
…
…
Ta’ den!
