Jeg blev faktisk rystet i går aftes.
Jeg er ikke let at ryste.
Men når mennesker ikke er ærlige.
Når mennesker ikke behandler hinanden med værdighed.
Så bliver jeg trist.
Så synes jeg, at stemningen bliver tung og lummer.
Jeg dater ikke meget.
Tag ikke fejl.
Jeg elsker mænd.
Jeg elsker sex.
Jeg elsker kærlighed.
Alt har bare været meget meget intenst det sidste lange stykke tid.
Så fokus til at løfte blikket og kigge ud ad har ikke været der.
Til gengæld har det været næsten livgivende at kigge indad.
Og udviklende at kigge rundt. Og skifte retning.
Omend også en kende udmattende.
Dating.
Et underligt ord.
Som i sig selv jo sender et mikroskopisk signal om, at det ikke er alvor.
Endnu.
En test.
Et måske.
Som i virkeligheden er en kende barsk.
Når det nu handler om følelser. Og om at mærke hinanden.
Men for pokker.
Sproget udvikler sig.
Og vi følger med.
Der er ikke mange aftenskoler, stramajklubber, sportsbaner og andet godt fra havet tilbage i det moderne samfund, hvor vi kan mødes, udveksle blikke og finde modet til at invitere ud efter tranedans i udkanten.
Så vi dater.
Når det føles rigtigt.
Nogle dater meget.
Nogle dater lidt.
Men jeg forventer, at vi dater ærligt.
Ellers kan det hele jo lissom være ligemeget, ikke?
I går morges mærkede jeg efter i min mavefølelse.
Som helt klart og tydeligt sagde mig, at jeg ikke kunne finde varmen frem i denne relation. Der var ingen gnist. Der var ikke ‘det der’.
Og der var et par signaler fra undergrunden, som jeg ikke helt kunne sætte fingeren på, men som klart bad mig om lige at passe lidt på mig selv.
Det er nok.
For mig.
Til at sige, at jeg ikke går indad den dør.
Kanske en kende hurtigt.
Men mit liv i iværksættervækstedet, på borgen, i skolegården og i barneuniverset levner ikke overskud til særlig mange af de rigtig hårde fejltrin.
Det er ikke den svimlende sugende altopslugende berusende forelskelse, jeg illusorisk higer efter.
Jo da - jeg ville da æde den med hud og hår.
Men jeg er også realist.
Vi slipper ikke tøjlerne så let længere.
Så jeg ved godt, at jeg skal give tid.
Men når jeg giver tid.
Skal det være fordi jeg tror på, at det kan lade sig gøre.
Ikke når jeg ved, at jeg er nødt til at starte med spritbrikker, lampeolie og 4 lightere.
Så jeg lukkede det mentalt i går morges.
Og det føltes rart.
Jeg smilede.
Og ræsede ellers af sted med min dag.
Og ville skrive pænt og høfligt om aftenen.
Det nåede jeg så ikke haha.
For jeg fik en mail med nogenlunde denne ordlyd:
Kære Morgan
Det var rigtig hyggeligt at møde dig i går og jeg havde en dejlig aften.
Jeg må imidlertid erkende, at der er en anden pige, som jeg har datet, som fylder alt for meget i mit sind, så jeg vil takke for de mange mails og ord, vi har udvekslet.
Kh
XXX
Hmm.
Vi spoler lige.
Jeg vil ikke udlevere detaljer om hans liv og baggrund.
Men tingene er gået meget stærkt i hans liv de sidste par måneder.
Hvilket også var en af grundene til, at min underbevidsthed råbte vagt i gevær.
Men kender I det?
Jeg ved faktisk ikke, om det er på mine eller hende den ‘andens’ vegne, at jeg skal blive mest forarget.
Det er præcis denne side af vores moderne, urbane livsstil, jeg har det svært med.
For det der var da ikke ærligt.
Overfor mig.
Eller hende.
Slet ikke hende.
Tankevækkende.
Men vær forvisset.
Morgan smiler stadig.
For hun lyttede til sig selv.
Hehe.
