Mind of Morgaine

Forleden så jeg IKKE en udsendelse om kvinders syn på sig selv. Skøn som du er eller sådan noget.

Men jeg så traileren til udsendelsen.

En masse kvinder i undertøj (lingeri, hvis du tilhører det trendy segment :-))

Og en enkelt kvinde - også iført det inderste - som skulle placere sig, der hvor hun følte, hun hørte til i kropsudbulningsskalaen.

De færreste, der så traileren var i tvivl om, at hendes selvværd ville placere hende i den alt alt for runde afdeling.

Der er INTET galt i at være rund. Det er slet ikke det, der er mit budskab.

Det var bare tydeligt, at hun så sig selv meget større, end hun var. Og at det var formålet med hele setup’et.

…

Jeg har lige været på posthuset.

For at hente en pakke. Med min nye badedragt.

Nyerhvervet mikroskopisk overskud og iværksætterværksted har nemlig medført, at lilletøsen og jeg har begivet os ad svømmehallerne til mere end et par gange.

Og jeg har opdaget, at det faktisk er ret hyggeligt at være af sted med hende.

Men jeg har også opdaget, at selvom jeg jo har et par kilo mere end ønsket på sidebenene, så er min nuværende badedragt ikke synderligt flatterende for mine rundinger - som har ganske hyggelige kurver visse sted (og ganske irriterende kurver andre steder), som godt må blive fremhævet bare en lille smule, når jeg nu sidder der i vandkanten og suger livet ud af de stakkels mænd, der forvirrer sig ind i min nærhed (oj nu kom jeg helt til at grine over det mentale billede af en sort tarantella i badedragt, der dukkede op på min obskure nethinde).

Jeg flåede pakken op og baderagten ud - og iførte mig den uden på tøjet. Skulle da liiiiige se, hvor smækker jeg blev.

Og stod der.

Målløs.

Øhm.

Der kan være 1 af mig + en kvart mere i den model, jeg har indkøbt.

Kunne godt være, det ikke bare var hende i fjernsynet, der skulle justere sit selvværd.

Ahem.

Sidder her og virrer med hovedet.

Og kan mærke.

At stressen er ved langsomt at sive ud af kroppen.

Er det virkelig sådan her det føles.

Deromme på den anden side.

Af alting.

Fatter slet ikke, hvordan jeg er kommet igennem de sidste 3-4 måneder.

Fatter ikke, at jeg sidder her i mit eget iværksætterværksted.

Det ene øjeblik fyldes jeg af mod og overmod.

Det næste føler jeg mig som en afdanket amatør.

Men jeg begynder så småt at forstå.

At det ikke er noget, jeg har drømt.

At jeg er lige her.

Og at jeg godt må være lidt træt i koderne.

Er ikke småting, der er kørt igennem livshakkeren.

Jeg hader banker.

Så er det sagt.

Vil ikke en gang forsøge at bortforklare med lang studentertid, tidligt flyttet hjemmefra, anspændt økonomi og følelseskompenserende shopping-gen (her er det fuldstændig unødvendigt at komme ind på de to par støvler, et par sko og mit voksenlivs første par gummistøvler, der blev indkøbt i går … det var næsten alt sammen på tilbud og hjalp på et meget melankolsk sind … host host).

Men jeg har også forlængst erkendt, at banker er kommet for at blive.

Og at de også kan have gode sider.

Min bankrådgiver er et meget tålmodigt menneske.

Hun er også rar.

Samtidig med at hun er bankdame.

= organiseret, stabil og rådgivende.

MEN.

Noget mail-menneske er hun ikke.

Så da jeg en aften i et anfald af livsovermod sad og fniflede rundt inde på bankens homebanking-sider, opdagede jeg, at man kunne tilmelde sig en mail-service. Så man bruger websidens mailsystem.

Det var da smart.

Agtigt.

Tænkte jeg.

Og tilmeldte mig.

Men nu skal jeg love for, at jeg får kontakt.

For NÅR der så er en mail derinde i websystemet. Så sender banken en sms om, at der nu er kommet mail.

Hvor sjovt var det lige?

At stå i Matas. Med kortet klar. Efter gårsdagens shoppingeufori. Og høre telefonen bippe nede i tasken. Med meddelelsen om. At jeg har fået en mail. Fra banken.

Skyld.

Skyld med skyld på.

Ydrk.

når de trænger til at læne sig op af noget stort og stærkt?

(hmm … så forresten, at den lille farlige skobutik havde fået støvler hjem .. laaaaannngge flotte lækre støvler … måske det ville hjælpe … på hende, der lige har tørret øjnene bag skærmen og erkendt, at også iværksætterværksteder kan blive trætte i koderne, når der endelig er luft til luft)

Det var titlen på en af de bøger, vi læste, den gang jeg var studentikos.

Og sådan har jeg det lige nu.

Suger luft ind.

Fylder lungerne.

Og mærker efter.

OM jeg mon ikke snart er landet.

Der.

På verdens kyst.

Hvor luft og bølge bruser.

I brand. I glød.

Har i hvert fald lyst til at gløde.

(hahah .. nu spiller de den igen … derude i radioen i køkkenet (den er tændt, for så føles det lidt, som om her er andre end mig … temaet fra Dick Turpin - min barndoms helt … hahah … kan huske, at jeg havde Richard O’Sullivans navn skrevet på væggen  ved min seng, med tusch!, så det ikke kunne gå af, og jeg kan huske, at min søster og jeg fór rundt i gården med orange gardiner blafrende bag os … yeeehaaah!)

For ytringsfriheden, friheden og rettighederne.

Læste følgende artikel i weekenden:

 Hej, husk fra i dag bliver alle dine sms’er registreret og lagret i et år …

http://information.dk/146473

 Hostede forbløffet.

Og kiggede først undrende ud i luften.

Fordi jeg ikke fattede (og stadig ikke fatter). Hvordan den lov fik lov at glide igennem.

Uden at vi alle stod på barrikaderne.

Vi burde stå der endnu.

Dernæst fordi jeg lige et kort sekund måtte tjekke, om der stod nogen bag mig.

Som den gang jeg alvorligt havde nogen i min omgangskreds mistænkt for at fodre Nynne-skribenterne med mit privatliv.

For på mit bord lå følgende bog:

Mailstorm af Per Helge Sørensen

Som jeg tilfældigt havde fundet på en hylde på biblioteket for nylig.

Og man skulle virkelig tro, at det var løgn. At det ikke er et tilfælde. At den bog bliver læst. Af min hjerne. Netop nu.

Læææs den. Lææææs den.

It makes a difference.

Godt gået. Per Helge Sørensen.

Du har fået en fan!

Det har vores lovgivere til gengæld ikke.

Midt i en pøl.

En dejlig varm pøl.

Svømmepøl.

Derude på ØsterBro.

Havde ikke været der siden lilletøsen var meget lille. Og skreg hele vejen hjem bag på cyklen en kold søndag vintereftermiddag. Siden da opsøgte vi de mere nærliggende svømmehallers haller. For en stund. Men der er nu dejligt i den pøl. Derude. Så der drog vi til i dag.

På en dag, der startede grå. Men som bragte tung, fuldmoden efterårssol og boblen i maven.

Opdagde, at selvom jeg stadig føler mig som en mental krykhusar. Så ER der et spirende overskud på vej. Efter mange måneders kravlen opad og opad og opad på algeglatte sten i vandkantens klipper. Opdagede det, da vi vendte tilbage fra pølens plasken.

Efter sådan en tur plejer jeg at være totalt udmattet. Grænsende til komatøs.

Det var jeg ikke i dag.

Jeg var glad.

Havde lidt trætrøde kinder. Og måtte stene lidt i stolen. Hvor solen bagte. Mens tøsen pludrede. Og ulmede lidt. Over at jeg måtte sidde der. Og bage.

Men jeg var ikke bevidstløs.

Nå .. det var opdagelsen af mig selv, jeg kom fra.

Der. Midt i pølen.

Mens jeg kiggede ned på min krop. Gennem bølgerne. Og fortvivlede over, at der sidder 5-10 kg for meget på mave, bag og lår. Og undrede mig over, at algeglideture på stejle klipper kan give ekstra kilo. Så jeg et par øjne. Og et sind.

Kender I det.

Nogle gange kan man mærke et sind. En sjæl. En stemning. Tværs gennem et rum, der er større end en fodboldbane. Er en svømmehal det? Større end en fodboldbane? Jeg er håbløs til tal, størrelser og mængder. Men den var stor. Hallen. Altså.

Og på en eller anden sær måde.

Var det mig selv. Jeg så. I hans øjne.

Min underbevidsthed fulgte ham rundt i hallen.

Med hans børn.

En gang slog jeg blufærdigt øjnene ned.

Hahah. Jo. Morgan kan godt være blufærdig. Blev også selv lidt paf.

Men har sgisme ikke mærket eller set mig selv som kvinde de sidste mange måneder.

Kun som kamphane og overlevelsesgen.

Men et eller andet sted. Kunne jeg mærke.

Mig selv.

Der.

Midt i blufærdigheden. Hallen. Tankerne. Dellerne.

Lod blikket glide opad. Mod de store stolte stovte vinduer.

Der kiggede ud på den blå himmel.

Hvor livet bor.

Og kunne mærke.

Det strømme ind gennem glasset.

Til mig.

Som det ikke har strømmet meget længe.

Nu må jeg godt trække vejret. Dybt. Inderligt. Længe.

Nu er det ok.

Plaskede med tøsen.

Lod tankerne glide.

Og panseret skride.

Så op.

Et kort sekund.

Uden panser.

Og hans øjne.

Gled.

Lige ind i riddersalen.

Ved ikke helt, hvem af os der blev mest paf.

Men stemningen er blevet hængende.

Resten af dagen.

Følelsen af at være levende.

I live.

Være mig.

Have valgt mig.

Kunne mærke mig.

Benene vakler under mig.

Men de står.

Og jeg er lige her.

Og dufter af klor.

Mens jeg søber.

Mere vin end godt er.

Men det er ok.

Jeg er ok.

For første gange i lang tid.

Sidder her.

På værkstedet.

Har snuset en lille smule til et par websites om kontorfællesskaber.

På sigt.

(Nej nej - der er på ingen måde tale om overspringshandlinger .. jeg ryger ikke .. det er bare sådan nogen små minipauser, jeg har aftalt med min chef, at jeg gerne må smide ind i arbejdstiden hehe)

Har det lidt, som om jeg (igen) er kommet ud på den anden side af en kødhakker.

Og begynder så småt at lande med begge ben på jorden.

I mandags sad jeg i bussen på vej hjem fra skolen.

Den stakkels cykel var syg og hos cykelmanden.

Jeg var mental grød. Og lod blikket flyde udslukt ud af bussen.

Og dér var han.

Johan. Fra Magtens korridorer.

Jeg kender jo ikke manden.

Omend jeg har oplevet ham en gang til en privatfest. Og tror det er der, min store svaghed for ham er opstået.

På en aldeles ærbar måde. Var sørme gift og alt muligt den gang.

Det samme er han.

Men mage til rødt fyrtårn skal man lede længe efter.

Og der. Midt i den tunge mandag. Kørte han. På sin cykel. Gennem byen.

Med et mentalt stearinlys på luen.

Husker I den. Emils lue?

Der kørte han.

Og mindede mig om.

At der er en verden. Uden for barske business-mænd, der æder iværksætterværksteder til morgenmad.

Og tramper løs på borgfruer.

Der heldigvis er lavet af stærkere materiale end som så.

TyggegummiKongen Bobbel.

Har leveret en del af materialet.

Og der. I bussen sad jeg og smilede.

Træt.

For det stearinlys sendte mig hjem.

Med mod i lommen.

Og nu sidder jeg her.

Tre dage senere.

Betydeligt mere på benene.

Og pludselig synger han derude i radioen. Som er tændt for første gang i meget lang tid.

Lyde har larmet ufattelig meget på det sidste.

Den stemme.

Den personlighed.

Det engagement.

Den glød. Glæde.

Den måde at leve på.

Den måde at minde hverdagsdanmark om, at der er andet og mere mellem himmel og jord end mammon og villaer på Strandvejen.

Det vil jeg godt takke for.

Tror han er lidt min helt.

Ham Johan.

Ville egentlig filosofere over livet, tilværelsen, universet og alt det andet.

Men har lige et par deadlines på iværksætterværkstedet.

Og faldt så i en overspringshandling over dette indslag i medielandskabet. Og gik helt i gulvet. Vi skriver 2007!! Og så lancerer en af verdens førende bilproducenter sådan noget knald! Ufatteligt.

http://www.ford.dk/ie/modeljagt/modeljagt/mdl_intro/-/-/-/-

(og hvad ER det, der er der på væggen bag hende .. hun er vel for grødens skyld ikke bundet?)

Kl. er 09.59.

Om præcis 1 minut skal jeg være til fødselsdag i baghuset.

Hos elsket veninde.

Men selv efter en hel morgen, middag, eftermiddag og aften på sofaen.

Kan jeg socialt og mentalt næsten kun stå på benene, hvis jeg holder godt fast i vindueskarmen.

Vi ses senere.