Mind of Morgaine

Har helt umotiveret så meget lyst til flæskesteg, at jeg nærmest kan både smage og dufte den.

 !?!?!??!?!?!?!?!??!?!

Det er en underlig oplevelse.

At opdage.

At man har vænnet sig så meget til modgang, udfordringer, tyngde, tristesse.

At det føles mærkværdigt.

Når verden bare er ok.

Fjong.

Fed.

Dejlig.

Min.

MIN.

at det er helt lovligt

det, der lige skete derude på trappen.

Iværksætterværkstedsindehaver var nødt til at drage ud i verden for at købe rugbrød.

Lilletøsens madpakke var lidt alternativ i dag.

Og nu var indehaveren sulten.

Så jeg drog på indkøb.

Og vendte hjem.

Pustende og stønnende som et gammelt æsel.

Havde godt set cyklen nede på gaden.

Og nåede at tænke, at måske var lilletøsens termobukser med i dag.

Dem, vi bestilte, fordi søderaremenutroligtsløveFar nu i 1½ uge ikke har været nede med de første, som vi havde købt, men som blev glemt ved sidste weekend deroppe.

Troede faktisk, at guddommeligt postbud var afgået ved rotationsordningen.

Men næh nej.

Der stod han.

Og bankede på min dør.

I korte bukser, så jeg kunne se hans overordenligt lækre ben.

Og med sine brune øjne. Store dybe brune øjne.

Og storsmilede.

Og syntes godt nok, at jeg havde købt meget.

Var altså bare brød, mælk og ost.

Og så skete det.

Det, jeg tror, nærmest må være ulovligt.

Han blinkede.

Lige der.

Midt i smilet.

Blinkede han til mig.

Duuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuut.

at INGEN af jer - jeg mener INGEN

nogensinde har fortalt mig,

at Skalde-Per dør i Ronja Røverdatter!

Jeg har lige siddet og stortudet, mens jeg læste sidste kapitel for lilletøsen,

mens hun sad og fnes over sin rørstrømske mor!

Sidder her. Mandag morgen efter ferien.

Og nyder roen i iværksætterværkstedet.

Småfamler lidt på skæbnen og pudser hjernebarken af efter velfortjent hvile (omen lever lige nu opponerer kraftigt - Ronja, Pyk og Dope var et krævende bekendskab lørdag nat haha, og der var RIGTIG langt hjem fra Århus i går).

Og opdager.

At jeg ikke ved. Hvordan man bremser.

For jeg har været på vej.

I nærmest syv år har jeg været på vej.

Enten privat eller arbejdsmæssigt.

Konstant i proces.

Konstant under pres.

Og jeg har lige opdaget.

At jeg for første gang i umindelige tider er på den anden side. At jeg sidder her i mit hjemmesløjdede værksted og kan kigge tilbage på en imponerende samling af velgennemførte projekter, processer og tanker.

Og ikke aner, hvordan man håndterer den situation.

Men ved I hvad?

Solen skinner.

Leveren er snart renset igennem.

Iværksætterværkstedet summer af liv.

Små fremtidsplaner udvikler sig helt af sig selv.

Og om lidt henter jeg lilletøsen lidt tidligere i dag.

Mon ikke det der procestog tager farten af helt af sig selv.

Og tager adrenalinmisbruget med sig.

Eller må jeg vel på kursus.

I ro.

Er store.

Hvis man vender skueglasset rigtigt. 

Var i biffen med lilletøsen i dag.

Og sad der. Midt i børneland. Og efterårsferie.

Og mærkede tilværelsen prikke mig på skulderen.

Tage fat om mig.

Stille sig lige bag ved mig.

Bære mig.

Og føre en samtale.

Med mit sind.

Om små hekse (og jo - det er ganske vidst, borgfruer er hexe på indersiden).

Om iværksætteri.

Om selvtillid.

Om at tro på sig selv.

Om medmenneskelighed.

Om tro på fremtiden.

Om at huske.

Hver eneste dag.

At alt er muligt.

Kiki. Den lille heks.

Håndtegnet japansk tegnefilm.

Der fik mig til at lande.

Der.

Midt i efterårsferien.

Åh … det er altså lidt svært at holde ferie.

Misforstå mig ikke.

Det er mere end tiltrængt.

Og jeg ELSKER tiden med lilletøsen.

Vi råhygger.

Maler figurer, bager kager, klipper karton, læser bøger, spiller spil, snakker, griner, sover.

Selv 1½ døgn med feber i den lille krop er blevet taget med et smil.

Men indeni.

Der har jeg det.

Som træet i skoven. Der vælter. Med et dumpt drøn.

Men da ingen kan høre det.

Kan man tvivle på.

Om lyden af drønet overhovedet eksisterer.

Har fat om roden på mig selv.

Og forsøger at holde rigtig godt fast.

situationen, hvor jeg begyndte at grine af mig selv.

Unødvendig info #1:

Morgan er meget venstreorienteret

Unødvendig info (og uforståelig) info #2:

Morgan har en helt og aldeles ukontrollabel uniformsfetisch.

Unødvendig info #3:

Morgan var hestepige som lille og elsker stadig disse store fantastiske dyr.

Hvad sker der, hvis man kombinerer disse tre unødvendige info-stumper på Morgans første ferieaften i København på den allerhelligste af alle aftner, nemlig kulturnatten?

Forestil jer følgende scene:

Morgan og lilletøs, hånd i hånd. Har netop overværet englene synge i Christiansborg Slotskirke og er på vej til ridehuset bag Christiansborg.

Klippetiklop siger brostenene.

Og Morgans svinske åndedræt stopper.

For pludselig står alt stille og aftenluften smelter til irrationelle hjerneklapkortslutninger, mens maskuline uniformer, lange støvler, store heste og stemningen af kulturnat og glæde svæver omkring mit hovede som små planeter, der har revet sig fri af kosmos.

Duuuuut dutttt.

Bach. Pludselig var billederne af din bruser pistvækborte.

Og store støvede hestehove og uniformer med mænd indeni dansede forbi.

Mens lilletøsen rev i min arm og spurgte om vi snart var der :-) 

sider af mig selv.

som jeg helst ville glemme.

som fx, da lilletøsen og jeg kommer tilbage til cyklen (nå nej - livsnerven!) efter end opdagelsesrejse i byernes by.

og finder

HELE mit nøglesæt, inkl. nøglerne til cyklen, liggende i min cykelkurv!

jeg burde være for løgn!

Kære dejlige du

Tak for en fantastisk aften i går.

Nogle aftner er du smuk.

Nogle dage gør du mig glad.

Nogle gange ser jeg sider af dig, som jeg havde glemt.

Eller sider, jeg ikke vidste, du havde.

Nogle øjeblikke ville jeg ønske varede evigt.

Nogle gange er jeg virkelig lykkelig over, at jeg fandt dig.

Du og jeg.

København.

Jeg elsker dig.

Og på Kulturnatten er du smukkere end nogensinde.

Når øjne så store som thekopper vandrer rundt.

Med smil på læben og oplevelser om hvert hjørne.

Når mennesker mødes. Om oplevelser og glæde.

Når lilletøsen og jeg vandrer gennem byens gader.

Og mærker.

Metropolen.

Når hun er allersmukkest.

Kære dejlige København.

Tak for dig