Mind of Morgaine

Der er nogle google-søgeresultater, jeg godt kunne have været foruden:

Lægemagasinet - Tunge øjenlåg og

Omme hos Acq siger harddisken beepbeep.

Her siger hovedet vel nærmest duuuuuuuuuuuuuuut.

Duuuuuuuuuuuut - som gamle dages hyletone på tv.

Efter weekend med alt for meget ovedosis af mennesker, der burde være nære, men som er mig overordentligt fjerne.

Som gør ondt på min sjæl.

Når de kommer for tæt.

For længe.

Og når de er her. Så er det det, de gør.

Er lidt død indeni.

Mindre død, end jeg plejer.

At være. Efter sådan et møde.

Og hygger mig over.

At mine tæer og min krop. Er varmere end varme.

Efter afsindigt impulskøb i store dejlige øjne og varmt smil i friluftsbaseret interessebutik.

Nogle gange.

Er det ok. At opsparing får ondt.

Hvis det lapper lidt.

På en sjæl. Der en gang.

Gik lidt i stykker.

Deromme på den anden side af det mentale univers.

Og om hvor meget jeg elsker at vandre rundt i inspirationens og livskvalitetens land. For mig er Bogforum bedre end Chokoland. Hvert eneste år starter jeg med at træde ind i hallen og tænke ‘goddæmit - det her gider jeg ikke … det er jo et ekstremt gedemarked’. For små ti minutter senere at svæve rundt mellem standene i timevis. Med røde glade kinder. Strålende øjne. Stort smil og søgende sind. Møder de særeste mennesker. Udveksler dejlige dialoger. Bladrer i unikke værker. Store værker. Små værker. Rodede bunker. Støvede reoler. Og overvældende udvalg. Min juleaften.

Og i år fik jeg vist lilletøsen, at også små ører har store glæder ved Bogmekkaet hehe.

Men nu sidder jeg så i stedet og skriver et indlæg om at miste sig selv.

For det gør jeg nogle gange.

Mister mig selv. Glemmer at få mig med. Og opdager det først, når jeg står på en platform og klør mig forvirret i håret. Mens jeg panisk mærker det store tomme hul, som jeg slet ikke havde registreret. Prøver at holde sammen på kanterne. Mens jeg med sind og syn forsøger at trække den stakkels trætte sjæl med op foran igen.

 Jeg ved ikke, hvor den er, når den er væk.

Sjælen.

Men det ville være rart, hvis jeg kunne få fastgjort den, så den ikke glider ud igen.

Det er nu en gang rarest, når vi alle er samlede

Lilletøs sidder og roder i sofa.

Moderen sidder og nørder.

Og har frygtelig ondt i sine fødder.

Må klart være de små smarte elegante hotte bettyboop-agtige sko, jeg trippede rundt i i går.

Kan intet have at gøre med timerne blandt gamle bøger.

Lilletøs har lavet tre store bunker på bordet.

Fra vores bibliotekstur inden bogmekkapilgrimsrejsen.

Og den efterfølgende bogplyndring på stedet over alle steder for bibliopater over alle bibliopater (når man altså ikke tæller antikvariater med).

Og finder i bunden af tasken en enkrone.

Se mor, siger hun.

Ja, svarer jeg. Den er sørme fin. Den kan du smide i din skraldespand.

Øh.

?!?!?

Jeg mener, den kan du smide i din sparebøsse.

Behøver jeg at sige, at hun sidder i sofaen og skriger af grin over mig lige nu.

Måske er jeg kommet til at hive et par RAM-klodser ud i mit forsøg på at lande i tilværelsen.

Og nu lød det altså grangiveligt som om pizzamanden sagde ‘Medister’ i dørtelefonen i stedet for ‘Pizza’. Tror bare jeg skal ha et glas rødvin og se Forbrydelsen. Og så i seng haha.

Der er sådan ca. 800 grader på Bogforum.

Og lilletøs var på et tidspunkt ved at udvikle sig til Saharas ørken, så vi opstøvede en colaautomat.

Smed den diskrete sum af 20 kroner i aggregatet.

Og stod et par sekunder og stirrede på displayet, hvor der stod ‘Vend’, indtil colaen landede i skuffen med et brag.

Jeg samlede den op og åbnede den på snigermåden (forstår ikke helt konceptet med at tyre en cola ned i bunden af en maskine, så enhver der uforvarende BARE åbner sin cola vil blive oversprøjtet med sukkersaft med farve i).

Mens jeg stod og kunne mærke, at min hjerne snurrede.

Over det der ‘Vend’.

Vend.

Vend hvad?

Mønten. Colaen. Kroppen?

Indtil jeg begyndte at kluk-lé.

For der skulle jo slet ikke have stået ‘Vend’.

Det var ganske enkelt en ordblind oversætter, der havde skrevet ‘Vend’ i stedet for ‘Vent’.

Men sådan er der jo så meget.

Agtig.

Godt så.

Lilletøs og jeg på vej hjem fra Bogforum (det vender vi tilbage til i et senere afsnit).

Fødder gør ondt. Kinder er røde. Øjne er trætte. Og pung uhyggeligt slunken.

Metro tager varmt i mod os.

Ét stop. På vej ud af toget.

SLAM.

Meget meget MEGET røde kinder.

Fik borgfruemoderen.

For på trods af klippekort, monteret flagrende i hånd (og til tider mund, når tasker og hænder og stejle trapper løb tør for kombinationsmuligheder).

Så havde jeg glemt at klippe.

FÅCK.

Osse.

Nå … vi fnisede som to tanter op af trappen.

Og lilletøs formanede, at det skulle jeg nok ikke gøre igen.

Og det lovede jeg.

Hvorefter jeg stod og kiggede undrende.

Frederiksberg Station så godt nok underlig ud.

Faktisk havde den forklædt sig som Nørreport.

Ahem.

Kære søde dejlige lille trætte lilletøs.

Vi skal lige ned igen.

Og køre to stationer den anden vej haha.

Jeg har ikke styr på en hylende fis.

Men sjovt var det.

Morgenblues.

Efter fantastisk dag med dejlige venner.

Samlede mine kære omkring mig i går for at fejre min snarlige aldring.

Og havde en dejlig varm dag.

Der dog også gav en sær følelse indeni bagefter.

Der var VIRKELIG tomt her, da alle var gået.

Men lilletøs og jeg endte med at sidde og råhygge i sofaen.

Malede fantasifyldte krigere. Og faldt i søvn.

Jeg var rastløs hele aftenen. Og natten.

Måske er det sådan, man lander.

Lige så stille?

Alt roder rundt indeni stadig i dag.

Og nu ville jeg lave mig en kop helbredende kaffe.

Men SHUTE.

Vi er løbet tør for mælk.

Dæmit.

er angrebet af baciller. eller viriller. eller noget.

har prøvet noget helt nyt.

hev stikket fuldstændig og har ligget under min dyne og sovet hele dagen.

måske er det en omgang Maude over valget i går.

har lige et lille forældremøde på lilletøsens dagtimeopholdssted.

så er det direkte hjem i dynen igen.

forventer helt klart at være helbredt i morgen.

100 %

110 %

1200 %

(sikke pæne tal er i den her skrifttype)

(overvejer at skrive en mail til helligånden - om han lige gad komme forbi og fixe lejlighed, der bliver fyldt med gæster på lørdag … )

tjullahoptjullahej … møgvirile viriller

Pyh … har kvalme af adrenalin. Og overload af udfordringer. Men sidder her og virrer med hovedet. Næh. Det er løgn. Jeg går rundt. Hvileløst. Og forsøger at få adrenalinen ud af kroppen. Mens jeg flytter papir fra en bunke til en anden. Smider lidt ud på vejen. Rydder lidt op. Forsøger at gøre badeværelse rent. Hænge lidt vasketøj op. Men giver op på vejen og går ud i køkkenet og laver the i stedet for. Prøver lige så stille at lande igen.

Iværksætterværkstedsindehaveren har nemlig afleveret momsregnskab i dag. Og fy for pokker, det er altså noget der udmatter en borgfrue. Jeg hader det virkelig. For det er i den proces, at jeg ikke kan stikke af fra realiteterne og udfordringerne. Og tallene. De små lede gnomtal, der bider mig i haserne og driller mit intellekt.

Det er her, jeg mærker, de ting jeg lukker øjnene for i dagligdagen. Det er her, jeg kommer i tanke om de ting, jeg ikke lige har fået gjort. Og de ting, jeg ikke helt har styr på.

Men samtidig kan jeg også se, hvor godt det faktisk går.

Jo bevares. Der ER så sandelig ting, jeg skal have lidt bedre styr på. Rent regnskabsmæssigt.

Men det var langt mindre skræmmende end sidste gang.

Alligevel ryster jeg stadig på hænderne. Og er lykkelig for, at jeg kan lukke øjnene de næste tre måneder. For det bras.

Jeg kan mærke at mine mælkesyrede ben ryster under mig.

For jeg har godt nok løbet stærkt det sidste halve år.

Jeg har løbet og løbet og løbet.

Troede selv, at jeg havde løbet sådan lidt flikflakagtigt.

Men det ser ret stabilt ud.

Det ser faktisk ud som om det er lykkedes. At bygge en lille iværksætterborg. Ved siden af den store.

Pyh.

Gad vide, hvor lang tid der går, før jeg slipper for den der urolige følelse i maven. Følelsen af, at det her går galt lige om lidt. Af at jeg skal dukke mig og kigge mig over skulderen. At jeg skal forberede mig på næste ørefigen.

Gad vide, hvornår jeg giver mig selv lov til at trække vejret dybt og tro på. Det hele.

Fredagsobservation nr. 1:

Jeg så mig selv stå og fnise i min gang (helt alene), fordi det lød som om pizzamanden sagde ‘Tissemand’, og ikke ‘Pizzamand’ i dørtelefonen.

 Fredagsobservatin nr. 2:

Pizzamanden havde en slikkepind med og stirrede undrende på mig, da lilletøsen ikke var med til at lukke op.

(Købe vi virkelig takeout så tit?!?!?!?)