Ville have skrevet et indlæg.
Om den store klump, der sad i halsen, da jeg sad i bilen på vej hjem fra Julens land.
Om de tårer, der ikke ville ud.
Over følelsen af at ikke at forstå. At mine rødder. Er klippet for længst. Rodløs.
Grounded. Begge ben på jorden.
Men rodløs.
Smerten derinde. Hvor samhørigheden bor.
Derinde. I skabet. Hvor barneskoene står.
Der sidder den. Den stakkels lille stump.
Og vibrerer. Svagt. Når et vindpust. Eller en duft. Kommer forbi.
Om at søge ind i et hus på vejen hjem.
Ved tanken om at mærke nogen, der kender mig. Langt ind. Næsten helt ind.
Blot for at opdage.
At jeg sad der. I det kæmpe hus. På en jysk bakketop. Et hus, der er større end mit barns gamle børnehave.
Med en bil, der er større end baghusets carport.
Hos en børnefamilie, der er præcist lige så træt som alle andre børnefamilier.
Og mærkede. At de ikke kender mig. Han kender mig ikke. Men tager mig frem. En gang imellem.
Stiller mig på bordet.
Kigger.
Undrende.
Beundrende.
Forundret.
Forfærdet.
Forfængeligt.
Forgængeligt.
Lader hænderne glide ned over mig.
Fascineret og forfærdet på samme tid. Over de spændende kurver. Og rædselsvækkende anderledes drejninger.
Som et dyr i zoo.
Sad jeg der.
Og opdagede. At jeg var præcis det.
Et dyr i zoo.
Lige der. I deres køkken.
Jeg er mig. Og glad for det.
Mit liv er så anderledes. At det bliver skræmmende. Hvis man forsøger at spejle sig.
Jeg spejler mig ikke. Når jeg er i Jylland, spejler jeg mig ikke.
For det gør ondt. Derinde. Hvor min lille jyske teenager bor.
Hende, som godt kan huske, hvordan jeg havde det den gang.
Og der.
På den anden side af morgenbordet.
I det store køkken.
Hos ham. Der en gang snusede forsigtigt til spejlbilledet. Og løb hurtigere end remmer og tøjler kunne holde tilbage til trygheden.
Og hans kone.
Sad jeg.
Og var den anden side af spejlbilledet.
Mens de sad.
Og rystede kuldegysningen af sig.
Og hyggede sig.
Over at kunne fortælle om besøget.
Af dyret fra zoo.
Når nytårstorsken skal indtages om få dage.
Som altid.
Forsvandt hovedpinen ved synet af den første bro.
Og åndedrættet blev sig selv, da den anden lukkede sig bag mig.
Der bor et helt kapitel inden i mig.
En indledning.
Til et andet liv.
Og jeg har bygget en solid mur omkring det.
Det må meget gerne blive derinde.
Alt det.
Ville jeg have skrevet et indlæg om.
Krydret med tanker om den der mærkeværdige søgen i livet.
Efter roen.
Efter roen og troen på det lille iværksætterværksted. Der flakser rundt. Som sommerfulge i vinterboliger.
Og varmen fra en partner. Der skal ville andet og meget og mere. End Illum, gulsten og duffelcoat.
Som vil gispe med mig ved bagsiden af en montre på Nationalmuseet. Som vil forsvinde ind i bålets gløder. Som vil se solen gå ned. På Island. I Italien. I sofaen. Som vil tale om alt og intet til natten går over i morgendug. Og møde verden. Med et åbent sind. Og suge det hele til sig. Uden at bekymre sig. Om tidens trend. Og trættende tendenser.
Og om tankerne om den partner, der ikke er min længere. Som var så meget. Og så lidt. Om endelig at være nået til et punkt i bearbejdningen, hvor de gamle følelser igen kan mærkes. Fordi de ikke er farlige længere. Bittesmå stiklinger. Der husker, hvordan det var. Den gang. Det var.
Og om afmagten. Over hvor svært det bliver. At bygge noget. Af den kaliber igen.
Men alt det forsvandt.
FORDI NOGEN HAR TAGET MIN GIN.
Jeg kan ganske enkelt ikke finde det bæst af en flaske.
Jeg VED, den er her et sted.
Med sin forførende blå farve.
Nu ville jeg for første gang i meget lang tid. Nyde et glas. Ved nattetide.
Og så er sprutten væk.
