Mind of Morgaine

ville gerne skrive et dybt indlæg om min januar, hvor iværksætteren og privat-hexen Morgan måtte bide i gulvbrædderne og stadig sidder og hiver splinter ud … men kan ikke få hovedet til at samle ordene på den rigtige måde endnu …

Ah hva siger du?

Mobiltelefon ringede, og ultrastresset fyr råbte igen, om jeg var Morgan fra seminariet.

Næh, det var jeg jo ikke.

Hvem er du så?

Øh? Jeg er mig. Hvorfor?

Jamen du står i min adressebog.

Gør jeg det? Jamen jeg har aldrig gået på seminariet. Synes det lyder hyggeligt med seminariet, men har aldrig gået der.

Nå! Jamen så ved jeg sgu ikke, hvordan du er landet i min adressebog. Men nu sletter jeg dig.

Mmm .. gør du det.

Hajhaj.

…..

….

Nu har jeg googlet hans nummer. Hahaha. Jeg ved godt, hvem du er min ven.

Total komadate fra sidste års datingsupermarked. Som ville det hele på ingen tid - og så ikke ville noget alligevel, da græsset alligevel ikke var grønnere på den anden side af hegnet.

 Gad vide, hvor sjov han ser ud i hovedet, når han finder ud af, hvem det var, han lige ringede til.

Fnis.

Eh?

Ja - mor, hvad er det her?

Æhhmm christ - hvorfor er min krop så meget til rotterne, at den får de ondeste tømmermænd af ET glas vino?? Burde komme med en meget pædagogisk forklaring på det, tøsen står med i hånden. På den anden side er direkte forklaringer ofte at foretrække.

Det er et kondom.

Hvad er et kondom.

Det er noget manden tager på sin tissemand, hvis man ikke vil lave børn.

Nå ok.

Dutdutdut

Solen skinner.

Ikke at jeg kan se det særlig meget fra mine grotesk pinlige vinduer.

Hvor der faktisk (and this is a true story, coming soon to a cinema near you) stadig er julesne og rød tape på.

Men jeg kan mærke den.

Solen.

Helt ind i sjælen.

Sammen med en dump følelse af, at det ikke var synderligt smart at komme til at drikke sig småsnaldret med sig selv i går aftes.

Når man skal sidde i snickaboet her og producere.

Uff.

Must drink coffee.

Kan huske, da jeg sad derovre i Jyllands land som purung teenager og så musikken pulsere hen over skærmen til en af de første musikudsendelser i min verden.

Jeg husker det, som en oplevelse, jeg tog alene.

Som det meste af min pubertet.

De små usikre trin ind i kroppens virkemidler.

Hvad sker der, når jeg tager den makeup på. Det tøj. Lytter til den musik. Prøver den sport.

Jeg ved den dag i dag ikke, om min hukommelse spiller mig et puds.

Eller om jeg vitterlig bar mig selv.

Den gang.

Jeg ved heller ikke hvorfor.

Det var sådan.

Nogle ting forklarer en del.

Andre er mig en gåde.

Jeg  ved, at kontrasten er enorm.

Til min datters liv.

I dag.

Hvor jeg står lige bag hende.

Prøver virkelig at skabe den varme favn.

Hjemme.

For hende.

Som betyder så meget.

For det selvværd der bærer os gennem verden.

Right behind you.

Mit mantra.

Til de mennesker, jeg holder af.

I min verden er det en ære at stå lige bag dig.

Lige der.

Sidder her.

Fredag aften.

Har haft et par forfærdelige uger.

Mit lille værksted buldrer derud af.

Stærkere end nogensinde.

Samtidig med.

At jeg vitterlig troede, at jeg skulle dø.

Bogstaveligt talt.

Var hos lægen i forgårs.

Og fik at vide, at der ikke var noget!

Nu sidder jeg har.

Lilletøsen er hos sin far.

Og alligevel sidder jeg og ser x-factor.

Hendes program.

Musikken har pulseret hen over skærmen.

Og fået mig til at tænke tilbage.

På den gang.

Jeg sad der.

Alene i stuen.

Og kunne mærke hjertet banke vildt.

Ved tanken om næste gang.

Jeg skulle på disk.

Derovre i Jylland.

Og kan mærke.

At verdner og tanker mødes.

Og får mig til at smile lidt.

Vi vælger selv.

Om vi vil være lykkelige.

Eller bange.

Selvom man nogle gange lige skal minde sig selv om det.

Her.

I.

Eldorado.