Mind of Morgaine

Iværksætterværkstedet er MIT sted.

Undres til stadighed over, at det er så svært at tro på og være stolt over.

At det er mit sted.

Mit værk.

Min præstation.

Hvor kommer angsten for korthusets fald fra?

VIL tro på mig selv. På at det her er bankestærkt.

Og at den store straffer ikke kommer og æder mig.

Mens jeg er på vej op på sæteren for at blive fed.

Der er blevet snittet og snattet godt og grundigt i månederne, der er gået.

Og her begynder at se ud som noget, der kan bære.

Men i starten af det nye år blev det også tydeligt for mig, at jeg havde udviklet en livsstil, der på ingen måde var sund.

Og havde givet efter for min dybt indgroede pleaser-mekanisme.

Hvilket betød, at hvor jeg jo før cyklede på min stålgrå ganger gennem byen og pumpede hjertekarsyndromerne godt og grundigt igennem hver dag.

Så sad jeg nu på min efterhånden ret flade popo.

Og fik langsomt mere og mere ondt i ryggen, nakken og kranspulsårerne.

Og var røvstresset oveni.

DET var jo ikke meningen.

Det var jo slet ikke sådan, det skulle være.

Samtidig var jeg træt.

Bankebanektræt.

Kræver sin mandskvinde at være iværksætterværkstedstræmandssnitter og solo-mor på samme tid.

Med skoleskift, madpakker, hiphop, omsorg, boglæsning og livsglæde.

Så jeg styrtede hjem til alle mine kyllinger og deadlines, når jeg havde bænket lilletøsen i skole.

Og sad så her og snittede så spånerne fløj om ørerne på mig.

Til hun skulle hjem igen.

Og lige så stille sad jeg også om aftenen.

Og det er bare noget hø.

Havde låst mig selv med en kæmpeopgave, så jeg intet kunne gøre, før den var leveret.

Og prisen blev da også høj.

En ondsindet influenza lagde mig totalt vandret i den sidste uge af opgaven.

Flot.

Havde smadret mig selv til ukendelighed.

På grund af hvad?

Pleaser-trang?

Iværksætterglød?

Pengelidder?

Fremtidsfobi?

Jeg ved det ikke.

Men godt var det ikke.

Nu har jeg lige så stille lært.

At tiden fra lilletøsen er afleveret til kl. er ni.

Er min.

Ikke værkstedets.

Ikke kundernes.

Den er min.

Mit værksted er mit.

Jeg bestemmer.

Og jeg har bestemt.

At tiden er min.

Så nu løber jeg.

Eller træner.

Og samler mig.

Indtil jeg åbner.

Og det er forbudt at arbejde om aftenen.

Og tænk.

Jeg føler det næsten som om jeg har fået en julegave.

Tiden, der blev væk.

Er generobret.

Og hvem ved.

Måske bliver den store popo.

Langsomt mindre også.

Hihi.

Har altid arbejdet intenst med mig selv.

Var et uhæmmet tænkebarn.

Og en sortsindig teenager.

Og de sidste par år har på hver deres måde også bidraget til, at jeg har arbejdet solidt med mine indre processer.

Er glad for indsigten. Ville ikke undvære den.

Men undrer mig nogle gange.

Over, at det alligvel er så svært at styre de mekanismer, der ligger dybt forankret i os.

I min mentale verden har det lige været jul.

Jeg har ganske enkelt mistet lidt mere end to måneder.

Som bare forsvandt.

I en arbejdssuppe, der var ved at dræne mig for livsgnisten.

Som fik min livsglæde til at forsvinde helt.

Og endte med at sætte mig i et hjørne, hvor jeg spurgte, om det virkelig var sådan, jeg havde lyst til at leve.

Jeg mener - EFTER at jeg har brugt over et halvt år på at etablere det lille iværksætterværksted, netop fordi jeg ville ændre mit liv.

Jeg tror, at december og januar trykkede på gamle blå mentale mærker.

Der stadig gjorde ondt.

Reaktionen hos go’e gamle Morgan var at indhylle sig i en uhæmmet stor opgave, der låste mig på hænder og fødder.

Nu er jeg kommet ud af puppen igen.

Og har fundet mig selv.

Og livsglæden igen.

Men for pokker.

Det er jo ikke første gang, jeg har gjort det her, vel!

Stod på motionsmaskinen i går aftes og bekræftede mig selv i, at jeg gør noget.

For mig. Og min fremtid.

Fabulerede til lilletøsen, der sad ved siden af, om at jeg var begyndt at træne, løbe, bevæge mig - og spise lidt sundere (havde lige sagt nej til et bolche), fordi jeg gerne vil tabe mig lidt.

Tavshed.

Tænkende tavshed.

“Hvis du gerne vil tabe dig, hvorfor ligger der så altid chipsposer, når jeg kommer hjem fra far?”.

Ahem.

Goddamit.

Knock knock.

Lyden bredte sig fra døren ind til resterner af borgfruen, der sad ved computeren.

Hun trak vejret væsende. En uges sygdom, delikat opstart med roskildesyge, der hurtigt havde forvandlet sig til lungesot og influenza. Og som stadig havde fat i den udmattede krop.

Håret var fedtet, blikket lettere udslukt og tøjet en skandale.

Hun åbnede døren.

Og der stod han saftsusme igen.

Adonis i PostDanmark-forklædning.

Men efter den borgfruefremtoning kan vi vist godt lukke den hverdagsfantasi.

Lungesot gå så væk!