Mind of Morgaine

i iværksætterværkstedet

er

fx

at postbuddet nu har meget lidt tøj på igen …

Var sulten.

Den der underlige sult efter en hel dag til børnefødselsdag.

Og træt.

Trættere end træt.

Burde arbejde.

Men havde bare lyst til at ligge på langs og betragte verden gennem en grå kasse med glas foran.

Ergo måtte jeg ringe efter udbringningsføde.

Det ringede på døren.

Og op af trappen kom han.

Stor. Ret stor. Med hjelm på. Og handsker.

Dem tog han af.

Men ikke hjelmen.

Det gav et sug i min mave.

Har bestilt fra dem før, men ikke så tit.

Og i min verden tager man sin hjelm af, når man går ind i banken, på posthuset, og når man står i en ung kvindes opgang.

Jeg prøvede at få øjenkontakt med ham.

Det lykkedes ikke - og han virkede irriteret.

Ikke fedt.

Så trådte han pludselig et skridt hen i mod mig.

Noget pizzamænd ALDRIG gør.

Jeg tror, mit hjerte sprang et slag over.

Så for mit indre en fod i døren og alt muligt.

I hvert fald trådte jeg et skridt tilbage og forsøgte at finde ud af, hvad der skete.

I virkeligheden havde han bare taget den lille kvittering og sat den fast i min dørkarm med tape.

Mens han fandt verdens langsomste dankortsautomat frem - den de også bruger på restauranter i dag.

Og mens vi stod og ventede på, at elektronikken skulle muliggøre min aftensmad, fandt jeg ud af, han faktisk var ok og ikke vildt irritabel.

Men fåck hvor blev jeg bange.

Jeg ville gerne skrive et indlæg.

Om tid, der pludselig fylder mere, end den plejer at gøre.

Om tankerne. Rundt om tiden.

Tanker, jeg godt ved er sunde.

Fordi de opstår i kølvandet på et pres. Der ikke længere er.

Og som giver rum. Til luft.

Og tid. Til at tænke. Over tid.

Men hverken krop eller sind kan helt finde ro.

Roder rundt på det mentale  gulv og samler sporadiske støvbolde op og knipser gammelt skrammel væk.

Mens jeg prøver at finde mig selv.

I stedet må det blive fortællingen om en samtale i går, der fik mig til at smile.

En aften, hvor jeg puttede al den nye tid i tasken og tog den med ind på mit elskede Jazzhouse for at lytte til en af vores allerstørste pianister og to gamle stortalenter.

Der sad jeg. Midt i livsglæden.

Bag mig sad en ældre mand med snurret overskæg, sømandsskjorteærmer og datter ved sin side.

Lokalet summer af forventning og mangfoldighed.

Vi er alt fra unge teenagere til ældre pensionister, der helt klart har været med i årtier - og alle glæder vi os til at forsvinde fra omverdenen for en stund.

Det trækker lidt ud. Og snakken går.

Bag mig siger den ældre mand til sin datter, at han er glad, for at han ikke satte sig foran dem.

Hvem, spørger hun.

Ja ham den høje. Han var mindst to meter høj. Han var virkelig høj.

Det må jo være grufuldt.

Hvad, spørger hun.

Ja - at være så høj. Tænk dig, siger han, at vælte på en cykel helt deroppe fra.

Det må være grufuldt.

Uha .. der var lige en overspringshandling mere, jeg kunne fifle med, inden jeg SKAL ha lavet iværksætterdagens sidste opgave for i dag. 

Courtesy of Dope - the one a lovely only! 

Havde I klaver derhjemme?
Nope … musik var ikke just det, der prægede mit barndomshjem.  

Spiller du selv?
Nej. Gad godt. Gad virkelig virkelig godt. Købte faktisk en el-bas for et par år siden og sad og klimpede (hmm … bassen klamper vel egentlig mere end den klimper) sammen med mine iPod-venner. Men døde desværre ud. Og så donerede jeg den til rytmegruppen på lilletøsens gamle skole.

Synger du under bruseren?
Ikke særlig tit - men sådan cirka alle steder. I køkkenet, ved computeren, på trappen, i bussen, på cyklen …

Har du nogensinde drømt om at være musiker?
Næh. Men har drømt mange gange om at KRAMME en musiker.

Hvad betyder musik for dig?
Åh. Hvordan skal jeg sige det. Music spins me round round round …  

Hvilken sang minder dig om din første forelskelse?
Gosh. Det var et godt spørgsmål. Min første forelskelse var Allan i børnehaven, som byggede en hule af store madrasser og spærrede Irene og mig inde i den en hel dag. Tror ikke vi sang så meget. Men kan huske en helt speciel bustur hjem fra volley-stævne, hvor Broken Wings med Mr. Mister spillede. Han var i øvrigt en spz’er. Ham i bussen. Og kan huske Sineads Nothing Compares to you og The Wind That Shakes The Barley med Dead Can Dance, som var de to numre, der fik mig til at forstå, at min x-mand og jeg var meant to be. Får mig stadig til at smile og tænke dybt

Hvilken sang er din yndlingssang?
Det kan jeg ganske enkelt ikke svare på. Men musik er en af mine yndlingsting i verden.

Hvor lang er din musiksamling?
50,77 GB

Hvad er det pinligste stykke musik du ejer?
Eilert Pilarm

Hvilken sang synger du på karaokebaren?
100 % ingenting. Sætter aldrig mine ben sådan et sted.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?
Bolero

Hvad er bedst at høre på en søndag?
JaaaaaaazzzMatazzzz

Hvilken sang giver dig lyst til at danse?
Åhr hva? Det er jo nærmest umuligt at svare på - Johan giver mig tit lyst til at hoppe og danse. Men det gør rigtig meget andet også.

Hvad er den første sang, du kan huske?
Øh. Aner det ikke. Jo - en af de første, jeg virkelig kan huske er Joan of Arc med Orchestral Maneuvres in the Dark. Og en eller anden musical-ting om I just can’t say no haha … fordi mine forældre havde den på LP, og jeg stod der i stuen og skrååååååååålede det, mens jeg svingede med imaginære skørter i cowboyland. Og solen er så rød mor.

Hvilken sang gør dig ked af det?
Hmm … dem er der et par stykker af. Pink Floyd går direkte ind i min sjæl. Nothing compares to you minder mig om det, der var, og ikke er mere.

Hvilken sang skal der spilles til din begravelse?
Ydrk. Det kan jeg slet ikke lide at tænke på.

Hvem var din bedste koncert med?

Hmmm … dem har der godt nok været nogle stykker af. Men mindeværdige er Eivør første gang på Jazzhouse,  Herbie Hancock i Operaen, Palle Mikkelborg som sideshow på en Niels Lan Doky & friendskoncert på Plænen, Peter Rosendahl Trio på Bartof første gang, jeg oplevede dem, Carsten Dahl første gang jeg så ham på Jazzhouse og mange mange andre ….

Tager du på festivaler?
Gjorde et par gange i de tidlige 80′ere - men er ikke god til at bo længe sammen med mange mennesker … har været introvejleder und alles og har efterhånden erkendt, at det bare ikke er min stærke side. Men Copenhagen Jazz Festival er årets højdepunkt. For der kan jeg sove i min egen seng. Og vælte mig i jazz i en hel uge.

Hvilken musiker ville du gerne på en date med?

Iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiih … hmm .. Johan er jo taget. Så jeg drømmer bare om en dag, hvor han kan klones.

Jeg tror, at taggelegen har kørt så længe, at de fleste har mærket prikket på skulderen, men der er én, som lige er vendt tilbage fra Sibirien - og han har været så savnet, at jeg ganske enkelt bliver nødt til at sende den til ham. Den er kærligt ment, Bachsen!

liderlige pengenarkomaner … !

Johan, jeg tror sgu, jeg elsker dig

Med andre ord sidder Morgan en højhellig lørdag og arbejder, delvist selvvalgt - og i et forsøg på at fordrive tunge øjenlåg og ungdomssløvsind har jeg kastet kaffe i halsen og smidt Magtens Korridorer på øregangsforsyningen. Og har nu faktisk lyst til at løbe en lille kæk løbetur og føle mig levende hæhæ.

Men skal heldigvis til koncert på mit elskede Jazzhouse lige om lidt - Carsten Dahl, Mads Vinding og Alex Riel … glæder mig som et lille barn.

Men har liiiiiige et par iværksættersnit, jeg skal ha produceret inden.

Hmm … en af mine allerstørste svagheder i denne verden er en stor stor stemme i en lillebitte krop - norske Ane Brun, der har fået mit sind til at forsvinde ud over fjeldet og ind i sindet intet mindre end utallige gange.

På søndag spiller hun i Vega - og jeg har billet der til.

Men ak og ve - jeg kan ikke komme … jeg sidder ganske enkelt til en konfirmation på Fyn og må lade en af årets dejligste oplevelser gå i glip-bogen.

Da hun er aldeles magisk, vil jeg være meget ked af, at billetten går tabt - så jeg har hermed besluttet at donere den til et godt formål. Nemlig jer!

Så! Tjek hende på:

http://www.myspace.com/anebrun

og

http://www.anebrun.com/

Og send mig en mail, hvis hun går lige så meget i hjertet på dig, som hun gør på mig.

Adressen er morgaine@morgaine.dk - og billetten doneres efter først-til-mølle-princippet.

Man skal åbenbart strække ud efter dobbelt trappevask.

Avavavavavavavavavavavavav.

But Anna - it’s not supposed to be aestetic!’.

Stakkels mand.
 
Der stod han.

Midt i Ikea.

Mens Anna meget pigefornærmet med svingende arme og let fremskudt underlæbe trippede ind til lamperne.

Og han stod og fumlede mandeforvirret ved vasketøjskurven i sort nylon.  

På det tidspunkt havde jeg ledt efter mig selv mellem skriveborde, forhæng og lys. Forstår ikke helt, hvad det er, der rammer mig, når jeg er deroppe.

I Ikeas land.

Men det gør det.

Rammer mig.

Kan ikke beslutte mig for noget som helst - og ender med at kigge mennesker i stedet. Præcis som den gang børn var en produktionsproces, der gjorde ondt. Og jeg gik rundt i Jalsøe og følte mig som en mand i kvindeomklædningen.

Ser på par med barnlige reaktionsmønstre, der kommer til at give revner om 5 år.

På børn med store stjerneøjne. Og trætrøde kinder.

Og jyske fædre i praktisk tilstand med deres storbybeboende døtre, som synes, det er lidt flovt, at han står der og råber sin dialekt ud over sofaerne. 

Vi ser helt bort fra, at jeg i processen kom til at stjæle en anden dames vogn.

Seriøst stjæle.

Så meget at jeg ikke opdagede, at den var stjålet. Tøffede hvileløst rundt mellem beslutninger og vendte på et tidspunkt tilbage til vasketøjskurvene, fordi min er død. Mødte et storsmilende menneske, som jeg havde mumlet med tidligere ved en hylde, hvor vi var enige om, at jeg ikke ville være der mere. Så troede jo bare, at hun grinede af, at jeg stadig var der. Indtil hun skubbede en vogn hen til mig. Og tog fat i den, jeg troede var min. Undskyld. Dame.

Kørte hjem og kaldte på slæbe-op-af-trapperne-hjælp i baghuset (er jeg ikke dygtig! jeg bad om hjælp) - og endte med G&Ts til midnat.

Fantastisk.

Dejligt.

Levende. 

Tog mig selv i at være på vej, mens jeg sad hos dem.

Rastløs.

Som om jeg forstyrrede. Mine bedste venner. Fordi jeg kun var mig. Og ikke et par. Til middag.

Sad der midt i hyggen.

Og gav mig selv et dask over nakken.

Husk.

At være i nuet.

At leve.

Mens vi gør det.

Så nu vil jeg gå ud og vaske trappen.

I opgangen.

Et lille fælles projekt lilletøsen og jeg har påtaget os.
Til fælles opsparing og hygge. Bortset fra. At vi har vundet de uger. Hvor hun er hos sin far. For fanden da.

I går aftes

Kære veninde. Jeg ved godt, at jeg lige har sendt dig en mail, hvor jeg spørger, om I kan passe lilletøsen, mens jeg er til forældremøde den 28. april. Men jeg er lige blevet ringet op af x’en (aka stiklinge-masteren), der ville spørge mig, om jeg ikke havde overset, at jeg ikke kan komme til forældremødet, da jeg ligger i en pøl på Gran Canaria den dag med en drink i hånden. Så kan du ikke bare se bort fra, at jeg er lige præcis så eklatant kaotisk, som jeg plejer at være. Det havde jeg sgu lige glemt. Det der med ferien.’

Morgen

‘Åh jeg ser lige, at du har leveret teksten til os, selvom du har ferie - håber, du får mulighed for at nyde den nu’.

Say what?!?

Lettere distræt borgfrue tjekker signaturen på iværksætterværkstedets mail. Og må til sin rædsel se, at hun i hvert fald overfor sine faste kunder nu er på ferie frem til i morgen! For fanden da. Er jo først om en måned.

Argh.

Senere - på kundebesøg

Bliver vist rundt og skal hilse på en af deres nye teknikere, som jeg kun har kommunikeret med på mail.

‘Ja hej Espen. Hyggeligt at møde dig’

 (Kom så Espen - ved godt, at jeg har v-udskæring på, men det ER ikke skidetjekket at hilse på min kavalergang).

Lidt senere - derhjemme efter lang tids venten i telefonen

‘PostDanmark, der er xx … hvad kan jeg hjælpe med?’

BiiipbiiiiiiiiiipbipppBIIIIPBIIIIIIIIIIPBIIIIIIIIIIIPBIIIIIIIIIIIIIIP

‘JA HEJ, DET ER MORGAN MORGANSON … SOM LIGE PÅ EN ELLER ANDEN MÅDE SKAL HA DRÆBT DEN HER BRANDALARM, SÅ DU KAN FÅ LOV AT HJÆLPE MIG …’

‘Jamen dog, brænder det?’

‘NEJ - ER BARE MIN ELKEDEL, DER FIK AKTIVERET DEN’.

Pyh. Det kan altså godt ende med at blive en lang dag, det her.