Mind of Morgaine

Æv.

Uanset hvad jeg gør.

Så smager kaffe uden mælk bare af lort.

Dagen er ved at gå på hæld.

Var lige hjemme for at tage i mod en fragtmand med lidt selvforkælelse - vin og portvin til borgfruen.

Kontoret er tomt nu.

Sidder her mutters alene og taster løs på væksten i mit lille iværksætterværksted.

Fuck hvor er det godt, det her.

Var helt udmattet og skeløjet for en time siden.

Af nye indtryk. Mange indtryk. Bange indtryk. Spændte indtryk. Undrende indtryk.

Og almindelige indtryk.

Men folk er søde her. Helt nede på jorden. Og dedikerede i det, de laver.

Et rigtigt lille iværksættersted.

Med en fin plads til mit lille værksted.

Yes.

Turen hjem og tilbage - tager i alt 5½ minut - gav luft til hjernen.

Og jeg kan mærke.

At det her. Er helt helt rigtigt!

Dette indlæg har kun et formål.

At cementere, at værkstedet er flyttet.

At ip-forbindelsen virker.

At iværksætteren sidder her på det tyste kontor i skumringen og drikker sin første kop kaffe.

Og har en rigtig rigtig god følelse indeni

Nogle gange er det så fantastisk at være vidne til.

De små, der for ganske få sekunder siden - sådan virker det i hvert fald - var helt i deres spæde vorden. Og krævede omsorg døgnets fireogtyve timer.

Og pludselig.

Uden at man har opdaget det.

Er de blevet så store, at de skridt, de tager, er banebrydende.

Her nærmer 1-års fødselsdagen sig med hastige skridt.

Og iværksætterværkstedet er blevet så stort, at det skal ha eget værelse.

Så i mandags blev nøglerne hentet.

Og i aften begynder borgfruen at flytte ind i iværksætterværkstedsfællesskabet.

Roberne pudses, og sindet glæder sig til at dele en del af hverdagen med andre mennesker.

Mens jeg ryster lidt på hænderne - det ER da en cementering af værkstedets eksistens.

Og tænk.

Det lille puds bliver 1 år!

Fåck hvor er jeg stolt!

Vi havde kørt langt.

Rigtigt langt.

Lilletøsen og jeg.

I en bagende varm bil havde vi ædt kilometer efter kilometer - og præcis som albatrossen følger skibene, så fulgte den ene Harley efter den anden os.

De på deres vej til MC-træf. 

Vi på vej til FAM-træf.

Og hist hvor vejen slår en bugt.

Og Danmark bliver allerskønnest i sommerlandet.

Gik en mand.

Jeg så ham langt forude.

Fordi der ikke var andre.

At se.

Han gik.

Stille og roligt. Ud af landevejen. Og kiggede på verden.

Da vi kom lidt tættere på, syntes jeg han virkede lidt beklemt.

Og tankerne gled - præcis som de gjorde i Mesmerized-universet - om, hvorfor han mon var beklemt.

Gik der og knugede hænderne sammen og holdt fast i jakkens underkant.

Som man gør.

Når man prøver at holde fast i noget for at undgå, at virkeligheden glider en af hænde.

Da vi kom tættere på, var jeg spændt på at se hans ansigt.

Om han var glad. Trist. Ked. Vred. Eller noget.

Men det så jeg aldrig.

For da vi kom helt tæt på.

Så jeg.

At han gik der.

I sommerlandet.

Med sort jakke. Hvid krave.

Og numsen bar!