Mind of Morgaine

Blodsmag i munden.

Hovedet dunker. Pulsen pulserer - præcis som Grynet føler livet pulsere i sig. Øjnene svier. Og maven syrer.

Eller. Rettere.

Det gjorde det.

Wuzere end wuz.

Sådan har jeg følt mig de sidste mange uger.

Er muligt at mange andre end strejkekasserne har glemt alt om strejken nu.

Men de små nystartere henne på skolen og mit overskud har det stadig i fuld erindring.

I går hentede Kofoederne overskudsmøblementet i min stue. Jeg føler det næsten som om jeg har fået hele min lejlighed igen. Pludselig er her rart at være.

Og forleden skrev en net-ven til mig, at det virkede som om jeg var derude, hvor jeg ikke helt kunne overskue tingene - og at jeg sikkert ville klare mig alligevel, selvom jeg tog lidt mindre ind i iværksætterværkstedet.

Og hvor havde han ret.

Strejken var langt mere end mit logistiske iværksætteroverskud kunne klare. Og var i bakspejlets lys ved at sende mig rigtig rigtig meget til tælling.

Men nu har jeg booket en ekstra uges ferie. Og tager lilletøsen på en spontantur til legoklodserne hjemland i weekenden.

Trukket i håndbremsen og prøver at huske, at jeg er Morgan.

Med begge ben i jorden (på?). Ben i næsen. Livsglæde ud af ørerne. Og eget værksted.

21.37.

Gik jeg i seng.

Har monteret velcro overalt, hvor jeg går.

Og sat to store stykker på hver skulder.

På den måde kan jeg læne mig op ad muren.

Og undgå at falde.

Når benene kollapser under mig.

Jeg er så træt.

Strejkens stress sidder stadig i mig og gnaver løs i de sidste par års strabadser.

Single-mor, iværksætterværkstedsindehaver, læsemotivator (hvorfor er det lige, at børn og forældre åbenbart skal ryge i flæsket på hinanden, når de skal prøve at lave indlæring sammen?), husholdningsmaskine, malerværkstedsimitator og datojonglør.

Stod der i min gang i går - velcroen sad lidt for højt, og den anden piges mor havde sit sædvanlige marmoransigt på, som gør, at jeg slet ikke kan mærke, hvor hun er. Mine mentale hænder famler løs i hendes ansigt for at mærke, om det smiler, tager afstand eller er et helt andet sted i sin egen mentale verden, hvor der ikke er plads til andre. Endnu. Jeg ved det ikke.

Min lejlighed lignede en eksplosion - Kofoeds Skole kommer først efter sofa nr. to i morgen, min gang er en byggeplads, fordi stiklingemesteren blev afbrudt i sine strabadser derude og først vender tilbage. En gang. Om snart. Tøjsække på lilletøsens værelse til Kofoederne. Udklædningstøj og andet tøj, man også kan klæde sig ud i, lå spredt ud over badeværelset. Og maden stod i ovnen, fordi den anden piges mor syntes, at den anden pige skulle hjem og spise.

Jeg havde siddet i stuen. Ved computeren. Og mærket varmen brede sig. Indeni. Ved lyden af de to tøser, der pludrede løs på værelset. Elsker at mærke, at de hygger sig. At verden er dejlig. At de har hinanden. Og nyder det. Hvis du gør sådan, så gør jeg sådan, og så laver vi dansen sådan. Agtig.

Der stod vi. I gangen.

Min mave rumlede og blodsukkeret tæskede op og ned. Mens tøserne lavede danseshow.

Og vi talte om min gang.

Tja, sagde jeg, jeg når det, jeg når lige nu.

Jeg synes sgu, det er svært at komme helt på benene efter strejken. Den har virkelig trukket tænder ud. Forstår du?

Det er jeg ikke sikker på, at hun gjorde.

Det er ikke nogen hemmelighed, at en af mine allerstørste lidenskaber er musik. Det er i jazzen, at jeg finder den indre ro, der får mit blik til at glide ud over horisonten og ind i hjertet.

Og når Jazzhouse bygger om, er jeg hvileløs og hjemløs hehe.

 I går var min venten forbi - og for sevan en indvielse, jeg fik lavet mig.

Rendyrket nordisk urkraft, kvindelig skønhed og karisma, en stemme smukkere end en tåre og et repertoire, der spænder så vidt, at vi skal være heldige, hvis vi får lov at beholde hende for os selv.

Eivør Palsdottir.

Ladies and gentlemen.

Jeg har endnu ikke overværet en koncert med hende, hvor jeg ikke pludselig har opdaget, at der løb tårer ned af mine kinder. Og hvor min sjæl ikke har haft det som om den har løbet en maraton bagefter.

Jeg var så høj, da jeg kom ud fra koncerten.

Som om jeg havde drukket ren ilt.

Åbnede min telefon til en usigeligt trist besked om, at en af mine andre store jazzikoner - Esbjørn Svensson - er død i weekenden i en tragisk drukneulykke. Sidder og lytter til Bound for the Beauty of the South og Years of Yearning fra albummet Strange Place for Snow - og kan slet ikke forstå, at han er borte. Han efterlader en stor og meget tom plads. I mit hjerte. Og på musikscenen.

Ét skridt fremad har jeg taget.

Tilbage til verden.

Har været totalt underdrejet under strejken.

Og lige tilbragt et par timer på min sofa med at lave intet.

Men jeg gjorde det.

Jeg rejste mig.

Tog løbeskoene på.

Og løb.

Var ved at afgå fra udvalget af homo sapiens-variationer undervejs.

Prisen for pause er høj.

Men jeg VIL. Jeg vil løbe. Jeg vil ha fat i mig selv på den måde. Og jeg gjorde det.

Og var ved at begynde at tude undervejs.

Som altid er Johan med mig i ørerne.

Ren eufori.

Og der - foran mig på stien, midt i alt det grønne, gik et ældre par ved siden af hinanden.

Pludselig rakte den ene hånd ud efter den anden.

Og der gik de.

Hånd i hånd.

Mens jeg fandt mig selv.

Jeg gjorde det.

man gør?

Eksisterer uden strejkestress.

Uden stress.

Uden at føle, at man er strukket til det yderste - både fysisk og psykisk?

Var helt surrealistisk, da presset uden varsel pludselig forsvandt i fredags, just som ugen gik på hæld.

Har været en underlig proces.

Har været ved at sende mig helt til tælling.

Har været ved at koste lilletøsen hendes smil.

Og mig den stramme (ahem) hud under øjnene.

Politisk har det været en afsindig spændende proces - jeg kan ikke huske, hvornår jeg har fulgt en sag så intens og mærket lag efter lag af forståelse, holdninger og erkendelse dukke op i mit sind.

Og min holdning om den siddende regering og deres usynlige bagstoppere i et system, der ellers er et af de flotteste overenskomstsystemer i verden, er blevet cementeret til væmmelse.

Og min oplevelse af at være gidsel uden virkemidler i en konflikt, der er gået i hårdknude, bliver en, jeg ikke lige glemmer med det samme.

Men verden er min igen.

Forsøger lige så stille at huske, hvordan det, er man gør.

Så kører Folketingets afslutningsdebat.

Om forsvars- og udenrigspolitiske strategier.

Jeg vil ønske de ærede partier en dejlig lang sommerferie.

Håber, I nyder den.

Mens vi er nogen, der sidder undrende tilbage.

Midt i en strejke.

Som ingen gider forholde sig til.

skriver de inde i Politikens hule og fortsætter:

“…Med andre ord venter regeringen på, at befolkningen snart har fået nok af de tusindvis af behandlinger, som lige nu er sat på standby, da det kun er patienter i akut fare for død eller invaliditet, som bliver opereret.”

“…Pædagog lockout er afgørende
Et politisk indgreb vil både ramme Sundhedskartellet og pædagogerne, og derfor er den 17. juni en vigtig dato.

Her bliver pædagogerne lockoutet af arbejdsgiverne, hvilket betyder pasningsproblemer for forældre til en halv million børn i stort set alle landets daginstitutioner. Er der ikke kommet et indgreb inden da, vil det gå hurtigt, da samfundets ellers går i stå.

Lovindgrebet skal i givet fald fremsættes af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V). Fra indgrebet er fremsat som lovforslag, går der 24 timer, til indgrebet er en realitet. “

 Ikke et øje er tørt!

Lad os da endelig bare vente, venner.

På at det er de uvorne strejkere, der ikke ‘vil stoppe den der strejke’, der bliver upopulære - det er nok bedre.

End at I tager jeres del af ansvaret i denne situation.

Som vi jo sådan set ikke var endt i, hvis I behandledes jeres medarbejdere ordentligt.

Jeg stiller min firmamail videre til Anders Foghs inbox indtil da - for min datter og hendes kammerater synes ikke den store strategiske dans er særlig sjov mere. Og jeg er trættere end træt.

Ærgerligt, at jeg ikke nåede at lave mig en stressygemelding, mens det stadig var muligt som dansker at få den slags.

Og min arbejdsgiver - som jeg jo efter Hjort-Frederiksens nye strategi skal tale med om, hvordan vi fastholder mig på arbejdsmarkedet - ja hun er sørme slidt op. Af at prøve at på at holde lokomotiv og barn kørende.

Mens vi venter på Godot. 

Statsministeren afviser fortsat at gribe ind i strejken, der foreløbig har varet 55 dage.

Jeg ved sgu snart ikke, hvad vi venter på.

Godot?

Forhandling?

Indgreb?

Måske skal man bare lukke sin virksomhed. Sende regningen til vores fantastiske regering, der har budt medarbejderne i den offentlige sektor så dårlige vilkår i så lang tid, at vi nu står i denne situation.

Så kan jeg melde mig arbejdsløs, sende 800 umotiverede ansøgninger om ugen - 1 ansøgning om dagen holder Hjort-Frederiksen fra dørens.

Faktum er i hvert fald at jeg er ved at få spat.

Jeg ville gerne holde niveauet i mine indlæg. Forsøge at være sober og dybdeborende.

Men jeg har ikke flere kræfter til det - jeg bruger min energi på at holde min datter på benene og min virksomhede kørende med hiv og sving lige nu.

Og jeg er virkelig virkelig træt af det.

Jeg sad forleden aften og filosoferede over, hvordan strejkevåbnet og lockout-mekanismen en gang var gode og solide værktøjer, der satte tommelskruerne på de to stridende parter.

Det gør de jo ikke mere.

Disse værktøjer tæsker løs på uskyldige personer, der kastes ind i konflikten uden at have noget at skulle sagt.

Jeg kan ikke gøre noget. Jeg har kun mit skrevne og råbende ord.

Jeg kan stille mig ind på Rådhuspladsen og råbe mig hæs.

Der er ikke en dyt, der lytter alligevel.

Min stemme tæller ikke i det her.

Men alligevel er det mig, om ikke konfliktens parter, det gør ondt på.

 Jeg bakker op. Det gør jeg stadig. Om bedre løn. Bedre arbejdsvilkår. Ligeløn. Flere hænder.

Men jeg tilter snart.

Som menneske.

Jeg forsikrer dig, Fogh … jeg er blevet rødere end rød af denne omgang.

Så noget godt kommer der da ud af din, Løkkes og Hjort-Frederiksens udspekulerede spin-strategier.

For sevan det er intense tider for tiden.

Iværksætterværkstedets indehaver har rødglødende og trætte kinder af at prøve at holde sammen på virksomhed og barn og være en værdig medspiller både i klassepasningsordning og samfundsdebatten. Samtidig med, at jeg næsten bruger hvert ledigt øjeblik til at prøve at gennemtænke og gennemanalysere udmeldingerne og ikke-udmeldingerne i medierne.

Jeg gav i mit seneste indlæg BUPL bolden.

Men jeg tager den fra dem igen.

Det er svært som lille presset menneske på gulvet hele tiden at holde tungen lige i munden og se, hvor processerne har deres udløb, og hvorfor åløbet former sig, som det gør.

 Jeg tror ikke, jeg har været så aktiv politisk rent mentalt og verbalt i flere år, som jeg har været de seneste uger. Og det er forfriskende. Det er også udviklende, at erkende, at jo længere man graver ind i en sag, desto klogere bliver man.

 Og jeg er sug nok tilbage ved mit første strejkelindlæg - der er noget galt i vores samfundsbalance. Og det er denne konflikt et klasseeksempel på.

Jeg selv er ved at gå i knæ af logistisk.

Men jeg vil hæve mig ud over det egoistiske - og opfordre jer alle til at læse kommentarerne på Anders Foghs blog:

http://blog.andersfogh.dk/2008/05/28/mod-en-bloed-landing/

 Jeg har det tit sådan, at jeg kan gå og tygge på et emne længe. Og så pludselig læse en artikel i Information - og bum. Så ligger brikkerne på den rigtige måde foran mig.

Og sådan havde jeg det, da jeg for 10 minutter siden læste kommentarerne derinde.

Nu venter vi bare på Godot.

Fra: Morgan Mindblown

Sendt: 5. juni 2008 11:22
Til: ‘hpe@bupl.dk’
Cc: ‘tan@bupl.dk’
Emne: Så ligger bolden hos jer 

Kære Henning – og resten af BUPL 

Jeg har i ugens løb skrevet med både BUPL, KL og med Mads Lebech.

Beskrevet, at jeg er et politisk bevidst og aktivt menneske.

Der bakker 100 % op om vores overenskomstsystem. Et system, der har været et stort stort plus for det danske samfund og har betydet, at vi er et af de lande i verden, der har de bedste vilkår for arbejdstager og arbejdsgivere.Et system, der er baseret på gensidig tillid og dialog. 

En konflikt er aldrig sjov.

En hård konflikt er slet ikke sjov. Og forhandling er svær, når parterne står stejlt på hver deres. 

Og konflikter har ofre.

Som betaler en høj pris.

På sundhedsområdet er den meget tydelig. På børneområdet er det knapt så tydeligt – fordi vi som forældre gør alt, hvad vi kan for at skærme vores unger. For at sikre, at de mærker konflikten så lidt som muligt. Men prisen er høj – personligt er jeg alenemor på Frederiksberg og selvstændig erhvervsdrivende.

Og jeg er træt.

Jeg er rigtig rigtig træt nu.

For jeg arbejder døgnet rundt i øjeblikket – om aftenen og på helligdage for at få tingene til at hænge sammen og for at sikre, at min virksomhed ikke tager skade af det her. 

Det er så prisen.

For mig.

Men nu begynder jeg også at se prisen hos ungerne.

Min datter er træt. Hendes venner er trætte.De orker ikke flere skift – børn har brug for struktur og tryghed.

Og det er der intet tilbage af mere.

De synes ikke, det her er sjovt mere.

Og de reagerer.

Stærkt efterhånden.

I Århus passer forældre op til 7 børn!

Mens de forsøger at følge med på arbejdspladsen.

Familierne er begyndt at æde af deres sommerferie for at få det til at hænge sammen. 

Det er lykkedes at få KL til bordet.

Det i sig selv er en præstation, der kræver applaus – jeg har personligt været i skarp dialog med Mads Lebech de sidste dage, og det kan jeg næsten regne ud at flere må have været, siden han spillede ud og åbnede ballet igen. 

Og jeg synes, det er ved at være tid, at I også erkender, at det store slag ER taget i denne konflikt – strategien blev testet, noget virkede og noget virkede ikke.

Jeg ved, at jeres område er presset – jeg ved det fuldt ud.

Og jeg bakker op om jeres konflikt og har gjort det hele vejen. Men jeg synes, at prisen for strategien er ved at være meget meget høj.Og jeg synes, at denne omgang sværdslag er ved at være omme. 

Kig i posen – og find en løsning.

Bolden ligger hos jer nu.