Mine tanker spiller bold med ting, jeg ikke helt forstår …
Om en træthed, der bor helt inde i mine knogler.
En udmattethed efter år af udfordringer.
Om glæden ved det, jeg selv har bygget.
Der bor sammen med angsten for ikke at slå til.
En angst jeg normalt kan tage et fast greb om og tage lage snakke med, hvor vi mødes på midten og når frem til, at tingene måske nogle gange bliver gjort til en elefant - og at vi begge skal være fandens stolte over det, vi har bygget op. Sammen. En sund lille virksomhed.
Der nogle gange vokser mig lidt over hovedet.
Fordi verden er fyldt med strejker og indkøb og håndværksprojekter, der går i stå.
Men stadig en sund lille virksomhed.
At være stolte over.
Om tanker i aftenmørket. Om her og nu. Om den gang. Om i morgen. Om at leve i nuet. Og at lande efter mentale køreture med 180 i timen (Anna siger, det tager 2 dage at lande! Månedens bedste nyhed).
Men her til morgen fyldes mit sind af to ting.
Den dejligt varme kaffe i koppen ved siden af mig.
Og nyhedens i går aftes, lige inden jeg gik i seng, om at Ingrid Betancourt og 14 andre gidsler er blevet befriet i Columbia.
Der er 100-vis af gidsler rundt omkring i verden.
Og selvom man gerne ville hjælpe alle, så kan intet menneske rumme så mange.
Af uransaglige årsager har Ingrids sag ramt mig lige i hjertekulen, og jeg har fulgt hendes skæbne tæt de seneste år.
Og hver gang siddet tilbage med en smerte indeni. Over dette lille stærke og principfaste menneske. Der har siddet fanget siden 2002.
Måske er det hendes afmagt, der ramte mig.
Jeg ved det ikke.
Men jeg ved, at verden føltes som et lidt bedre sted at være, da CNN i går aftes pludselig meddelte, at hun er fri.
