Mind of Morgaine

Lige om lidt.

Er jeg nogens mor.

Indtil lige om lidt har jeg.

Det seneste døgn.

Været.

Hardcore iværksætterquinde.

Med rystende hænder.

Konfronteret med dæmoner.

Har gjort tabene op.

Har kæmpet med teknologi, der driller.

Følt mig som den store stærke teknologinørd.

Sejret.

Forhandlet.

Knyttet nye bånd.

Sået nye iværksætterfrø.

Arbejdet som en gal.

Bagt kage til aftenens aktiviteter.

Forsøgt at holde fast i min proces - og alle de nye vaner.

Og nu sidder jeg her.

Soden er vasket af væggende i værkstedet.

Øjnene er lidt klatøjede.

Produktionen skrider imponerende godt frem.

Uroen i maven er væk.

Og lige om lidt.

Henter jeg nogen.

Forvandler hende til en lille heks.

Og iklæder mig rollen.

Som nogens mor.

Gad vide, om nogen andre ville opdage det.

Hvis jeg hældte sprut i kaffen.

Og bare satte mig.

I et hjørne.

Og smilede almoderligt.

Sådan en dag har det været i dag.

En pauuwf-dag.

En af de dage, der rammer en lige i mellemgulvet.

Og sender kroppen i knæ.

Så sidder man der og gisper.

Jeg er oppe igen.

Trækker vejret stabilt.

Her lugter lidt af sod.

På væggene.

I iværksætterværkstedet.

Og mellem røgaftegningerne er der svage omrids af gamle dæmoner, der lige tittede frem.

Fra asken.

Heldigvis var det kun en fiktiv papirkurv, der selvantændte.

Men det mindede mig alt for voldsomt om.

Hvor skrøbeligt det hele er.

Ikke en sjov dag.

Jeg er ok.

For hvis der er noget, jeg har lært af de seneste par år.

Så er det.

At verden går videre.

Også i morgen.

Og jeg er ok.

Min tanke går til dem.

Der ikke er.

Efter i dag.

Lilletøsen ser Grynet for tiden.

Hun er på en mission om, hvor hurtigt man kan nedslide en dvd til 49,- and going strong.

Forleden kørte den i baggrunden - hun lå på sofaen med ondt i maven, og jeg knoklede løs i den evigt afmagtsskabende balancegang mellem hyggelig omsorgsmor og indehaver af iværksætterværksted med stakkevis af deadlines.  Ikke en disciplin jeg er særlig stærk i.

 Min underbevidsthed har flere gange registreret Grynets far. En rimelig rød avisredaktør i et småborgerligt samfund. Som tør gå i clinch med borgerskabet. Og som langsomt flytter sin Hammershøiske kone med. Over på den røde front.

Grynet og lille Splint får en lillesøster. Og der. Midt i Astrid Lindgrens Carl Larsson-idyl stak det. Da jeg så ham. Stå der. Og smile. I sin verden. Til sin verden. Med sin verden. Direkte fra skærmen og ud i mit hjerte.

Jeg havde læst og genkendt Annas tanker om erkendelse og definition af at være single. Genkendt den tanke om, at kernefamilien. Er for de andre. Den flyttede. Og slog rod. Et andet sted.

 Og der. Fra en dvd til 49 kr. Om en historie fra en kvinde, der om nogen formåede at se verden. Fra den anden side.

Kiggede jeg ind i øjnene på en mand. En rolle. En karakter.

Og tænkte.

For fanden da.

Han må være derude.

Et sted.

Det er svært at indrømme.

Når man er bomstærk iværksættermadamme med egen proces, personlig udvikling, værksted og identitet.

At der ER noget, man savner.

Det er ikke ligusterhækken. Herre jemini - jeg ville gå i hundene i et parcelhuskvarter.

Det er sjælefællesskabet.

Det er der, stiklingemesteren stadig kan røre mig.

For når jeg som i går sidder i hans køkken og er med til at fejre hans små poder.

Sidder der.

Midt i mit gamle liv.

Som er fortsat.

Uden mig.

Og lader øjnene glide hen over hans velkendte ansigt og tanker.

Så ved jeg.

At vi er sjælevenner.

Sådan en vil jeg ha igen.

Fandme.

For nylig definerede nogen rundt om mig udvikling som det at vikle tingene ud - altså at filtre indviklede ting ud og få større klarhed.

Rundt om mig ligger der bjerge af snore, tråde, grenstumper og puslespilsbrikker.

En lille kvist i håret.

Og mudder på næsen.

Ud-viklingen giver klarhed.

Vished.

Strategier.

Og mod på fremtiden.

Men når man så pludselig skal vikle sig ud af alt det ud-viklede.

For at nå nogle af iværksætterværkstedets mange deadlines eller hverdagens små diskrete udfordringer.

Så kan benene godt blive viklet ind.

I al den ud-vikling.

Så man snubler.

Og kortvarigt føler det hele.

Lidt mere indviklet.

Fik foræret en uventet pause på et par timer.

Bremsede.

Lukkede.

Ned.

For alt.

Lukkede.

Alt. Ude.

Og satte hjernen på pause.

Tillod den at bløde. Hvile. Glide. Glæde. Græde.

Og endte.

Med at sidde.

På alle fire.

Ved udgravningsstedet.

Med en mikroskopisk ske. Og en pensel.

Og lige så stille.

Afdække.

En lille flig.

Af relationernes rod.

Ser på stumperne, der dukker frem.

Som en mentalarkæolog fra det ydre rum.

Ville kigge.

På fordums rester.

Prøver at forstå.

For indsigt.

Er vejen til ændring.

Og ændring heler.

Helt.

Søvn gør godt.
Den får ikke smerten til at forsvinde.
Den forærer heller ikke flere kapitler med indsigt og bearbejdet proces.
Men den lægger en dæmper på det, der flåede i sindet i går.
Så det nu føles som dampende gløder.
Og mosekonebryg over hjernetågerne.

Jeg vidste, at det ville ændre alt, da jeg gik i gang.
Med processen.

Men det var på et meget meget hypotetisk plan.
Jeg fortryder intet.
For jeg ved, hvor vigtige disse skridt er.

Også dem i går.
Pippi kalder det tingfinderi.
De Fem kalder det detektivarbejde.
Filosifien kalder det eksistens.
Terapeuterne kalder det indsigt og proces.

Jeg kalder det hårdt arbejde.
At finde ind til sig selv.
Og forstå.
Støbeformen.

Alle terninger er ved at være kastet.
Alle brikker ligger på bordet.
Og skriger til mig.
Brøler, at jeg skal lægge spillet.
På min måde.

Jeg indrømmer blankt, at jeg ryster på hænderne.
For det er større end jeg troede.

Og skræmmende.

Er gået i skjul.
Kravlet ned i bunkeren.
Og ligger på en mental køje og vånder mig.
Af smerte.
Har tilbragt en dag i selskab.
Med opvæksten.
Frustrationen.
Dysfunktionaliteten.
Processen.
Og ryster nu over hele den mentale krop.
Mens jeg prøver at børste støv, kviste og bølgegang af mig.

I det mindste forstår jeg denne gang.
Hvorfor jeg har det som jeg har det.
Nu.

så tiltrækkende naturformidlingsmedarbejdere kan være.

Og Vagn og broen.
Jeg kan stadig huske det.
Et program, de viste der en gang.
For tusind år siden.
Da jeg stadig boede.
Der.
Ovre.
Hvor tankerne stadig gør ondt.
Et program om en mand.
Der var med til at bygge en bro.
Kan huske, vi en gang gik i stå.
Der midt på broen.
Holdt der.
Lige hvor buen begynder at gå nedad igen.
Mens bilerne susede om ørerne på os.

Har været 4 dage på en af Danmarks hyggeligste øer.
Lilletøsen og jeg.
Stråtækt idyl.
Ild i brændeovnen.
Vin i glasset.
Trætrøde kinder.
Og tanker om røvere i natten.

Løbetur i regnvejr.
Og tanker i bakspejlet.

Møn er fin.

Av
For pokker
Hvor gør livsændrende processer bare møgondt nogle gange