Mind of Morgaine

Jeg kan godt lide at virke stærk.

Styrke er en del af det billede, jeg har skabt af mig selv.

Eller - det billede, jeg tror, jeg har skabt.

Jeg kan ikke lide at vise svaghed.

Eller vaklen.

En gang troede jeg, at det handlede om en lidt utiltalende side ved min personlighed.

Men det er jo ingen hemmelighed, at jeg graver rigtig dybt i sindets afkroge i denne tid.

Og jeg har lært.

At det handler om noget helt andet.

Om en angst for at være til besvær.

Jeg har meget tidligt lært at klare mig selv - og lært, at det er et succeskriterium.

Tankerne på Annas blog satte dybe dønninger i gang hos mig.

Oven på den undersøiske tsunami, der i forvejen vibrerer dernede på havets bund.

Så nu gør jeg det.

Viser sårbarheden.

Og fortæller (ganske vidst i datid, for jeg tror vi er igennem - men selv et mikroskopisk fremskridt er vel stadig et skridt fremad?).

At jeg et kort øjeblik. Som føltes som meget lang tid.

Var bange.

Bange for mit lille iværksætterværksted.

Bange for, at finanskrisen havde bredt sig og spist mine kunder og mine opgaver.

Som sagt arbejder jeg meget intenst for tiden med relationen til barndommens land.

Og må indrømme, at nogle af de sider, der bliver vendt, gør rigtig rigtig ondt.

At tage sig sammen. At lade være med at skabe sig. At leve op til forventninger, der rammer min verden helt skævt. At føle sig forkert. At tvivle på sin egen virkelighed.

At stille spørgsmålstegn.

Ved verden.

Er ikke let.

Og får selv en borgfrue til at ryste lidt på hænderne derinde i selvværdet.

Når så det lille fantastiske succesbarn, der har givet mig æblerøde kinder og skaberglæde, pludselig sætter sig på halen og ikke helt rykker hverken frem eller tilbage.

Så bliver der stille her i riddersalen.

For så føles det næsten.

Som om jeg er usynlig.

Som om jeg med et holdt op med at eksistere.

Bare forsvandt.

Og ikke længere havde et formål.

Men heldigvis.

Varede angsten ikke længe.

Lige nu dufter her igen af savsmuld i det lille værksted.

Kaffekoppen er varm igen.

Og Morgan smiler lidt.

Og tænker.

At det hele sgu nok skal gå.

Og at mit lille værksted er pissesejt.

Ok.

Har forsøgt at stille el-kedel ind i køleskabet.

Og lige fundet 200 kr. i min jakke, som jeg ikke aner, hvor kommer fra.

Måske jeg bare skulle hente lilletøsen.

Sneen vælter ned uden for og pakker min verden ind i en følelse af hyggelig vinter og ‘det skal nok gå’.

Mens mit indre sidder i et hjørne og prøver at forstå, at borgen her er god og sikker.

Her er ok.

Er muligt.

At det jeg kommer fra.

Gjorde meget ondt en gang.

Og at jeg stadig ikke er stærk nok til at tage kampen op.

Hverken the UN way eller med fremstrakt klinge.

Der er ingen åbne sår.

Kun meget gamle blå mærker.

Og bjerge af mentale noter fra en mønsterbryders dagbog.

Nogle gange føles vandrestøvlerne stabile.

Og andre gang må jeg samle mig selv op.

Fordi der lå en iskalot nede under bladene.

Issylene smelter hurtigt.

Og ligner tårer.

Når de kommer ud af mig.

Nogle gange er jeg bare trist.

Over.

At det skal gøre så ondt.

At lære at forstå.

At det jeg kommer fra.

Ikke behøver at være der jeg skal hen.

Og at tro på.

At min borg.

Er min.

(og så må der så godt liiiige komme et par opgaver til iværksætterværkstedet flyvende ind fra højre. pronto.)

… jeg er ringe til at lave pandekager!

Så!

Nu tror jeg omsider, at jeg fik bugt med 1½ uges mismod og melankoli.

Det var godt nok ikke sjovt.

At sidde dernede på brøndens bund.

Føj for pokker.

Ved ikke, hvorfor det sker.

Men når det gør.

Så tror jeg pludselig ikke på noget som helst.

Hverken her eller der.

Den mentale vind piver ind af sprækkerne i iværksætterværkstedet og min krop leger parcelhus-reenactment i sofaen om aftenen. Divorced version, that is.

I går.

Aftes.

Fandt jeg mig selv igen.

Min identitet.

Mit sind.

Mit liv.

Og blev lige 1 år ældre af det.

Hæ.

når stavekontrollen i Word foreslår, at jeg ændrer ’skalering’ til ’skalpering’!

Ved virkelig ikke, hvad det er, der sker i mit lille Morgan-hovede for tiden.

Måske er det metaltræthed.

Måske er det en stiver eller to i iværksætterværkstedet, der vånder sig i efterårskulden.

I hvert fald.

Er der knap så meget pep og pondus, som der plejer at være.

Er som om sindet graver indad - helt om i hjernebarken.

Og slet slet ikke har lyst til det derude.

Mens bevidstheden kratter i ordrebogen og pisker en stemning op.

Om finanskriser og andet rædselsvækkende.

Er ikke tit, jeg indrømmer, at jeg ikke er helt stabil.

Men man skal jo prøve noget nyt.

Og lige nu.

Vil jeg rigtig gerne trække et mirakel.

I det her livsspil.

Sådan et, der bare få himlen til at lyse op med store smil og varme følelser.

Så jeg kan ryste den her underlige tilstand af mig.

Tror hende borgfruen trænger til at blive støvet lidt af.

Og komme ind i kampen igen.

Var på Bogforum i går.

Elsker det.

Elsker og hader det, må jeg nok efterhånden sige.

For det er stort. Alt for stort. Og pakket. Og overfyldt. Og varmt. Og irriterende.

En halv time gik der.

Hvor jeg havde det sådan.

Og så skete det.

Igen.

Lige pludselig forsvandt alle menneskene omkring mig og bogdisen begyndte at slynge sig rundt om søjler og stakke med bøger.

Og mit sind sniffede løs i hjørner, mens tankerne legede med masser af ord og inspiration og livsglæde.

Jeg gik derfra med æblerøde kindre og fyldte poser.

Små nørdede bøger og en stor rødgardistkolos.

Har nærmest tilbragt hele weekenden i solo-skab.

Formåede endda i går ved et uheld at komme til at drikke mig selv slightly tipsy.

Var ikke meningen - arbejdede med ulden helt spontant og havde lyst til at småhygge mig.

Jeg er træt.

Helt ind i min sjæl er jeg træt.

Så træt at jeg ikke er kommet ud at løbe et par dage. Og det irriterer mig.

Men jeg forsøger også at give min krop og mit sind lov til at være trætte.

Synes krop overdriver en kende her til morgen, for under det ene øje har jeg noget på størrelse med en Irma-pose, men regner stærkt med, at øjepåsmøringsmassen om føje øjeblikke har opstrammet alt, så jeg kan smile uden at ligne noget fra Hovedbanen.

Jeg kan godt forstå, at jeg er træt. Og har også forsøgt at tage hensyn til det.

Og giver al den plads jeg kan til det.

Men det er svært.

Når refleksen siger, at jeg er overmenneske.

Mens krop og sind siger, at vi mødte kanten for flere måneder siden.

Det prøver jeg så at tage ad notam.

 Fødselsdag lige om lidt. Hos søs.

Derefter tror jeg, at jeg lukker Borgen lidt igen. For visitors.

Den der lyd.

Fra Treo-reklamen.

Er der igen.

Inde i mit hoved.

Nu må det godt.

Være.

På den anden side.

Mine øjne svier.

Og jeg fedter rundt uden at kunne komme i gang med arbejdet.

Krop og sind har bare lyst til liiiig at forsvinde et par timer.

Powershoppe.

Læse.

Eller sove.

Eller måske bare glo ud over horisonten.

Et kort øjeblik.

Et lille bitte kort øjeblik.

Uden at performe.

Meget meget glad for den aflysning, der lige tikkede ind på mailen.

Derude i mit køkken.

Lige før.

En bleg, træt og rastløs person.

Som ikke kunne finde hverken sig selv eller noget andet.

Som endte midt i en veritabel orkan for snart 1½ uge siden.

Som endte midt i en, der var endnu mere uventet for et par dage siden.

Som har arbejdet alt alt alt for meget det sidste lange stykke tid.

Som ikke kan huske.

Hvornår der sidst har været en aften. En lørdag. En søndag.

Der ikke omfattede arbejde.

Eller fakturering.

Eller moms.

Og som inden da arbejdede mere end intenst med nogle meget store indre byggeklodser.

Hun kiggede på mig.

Lod blikket hvile i mit.

Lidt.

Og gik så videre.

Ind for at prøve at finde sig selv.