Mind of Morgaine

Det føles som om de sidste måneder er forsvundet mellem hænderne på mig.

Dage er sevet ned gennem fingrene som bittesmå runde sandkorn.

Som det er umuligt at holde fast i.

Jeg gik fra at kunne gå på vandet.

Fra at være i målet.

Og være pavestolt af, hvor jeg var. Og er.

Til at ryste lidt på hænderne.

Til at have kigget rigtig langt ind.

Og måttet flytte om på adskillige brikker.

Uden at vide, hvordan det endelige billede så ud.

Til at sidde med mit dejlige iværksætterværksted og mærke finanskrisen bide mig i haserne.

Ikke alvorligt.

Men ændrede mønstre.

Der fik min indre dommedag til at råbe og skrige som Golum ved afgrundens rand.

Jeg har fægtet ud i luften.

Grebet efter udspring.

Som jeg kan holde fast i.

For hende Morgan MindFighter er stadig derinde.

Pavestolt af min verden og min virkelighed.

Hun er bare træt.

Og glæder sig til at lukke døren.

Bag et år.

Der har været lidt underligt.

På alle fronter.

Årets andensidste dag er ved at være omme.

Kinderne er røde.

Øjnene er trætte.

Benene ømme efter skøjtebaneeksapader og brede smil.

Og indkøb for alt og alle og næsten ikke os selv.

Glemte det vist undervejs.

Det der med at huske at mærke efter og liiige tjekke, om det er nødvendigt at redde HELE verden.

Hver dag.

Glemt er til gengæld ikke denne juls tanker.

Om Max’s mor, som jeg genså i går.

Hvor hun rørte mig lige så meget. Og mindede mig om ikke at glemme mig selv.

Om glemte rosiner og ekko af nærhed.

Som lige nu føles længere væk end nogensinde.

Men som for første gang i årevis ikke er glemt.

Om nærvær. Og glæde. Om løftet om at grine mere.

Om følelsen af at forsvinde mellem hænderne på sig selv.

Om det lille iværksætterværksted, som jeg nogle gange glemmer at være stolt af.

Som jeg i virkeligheden nogle gange er en lille smule bange for.

Om rod rod og atter rod. Som jeg lige for tiden slet ikke kan holde fra døren.

Men fuck it.

Ville ønske her var spotless.

Indeed.

Men vil meget meget hellere sidde her.

Klokken 22.53.

Med sær plantegrød i håret.

Klyngebombet køkken.

Og nullerbørger i krogene.

Uden den fjerneste anelse om, hvad jeg skal have på i morgen.

Mens jeg ved.

At vi nåede.

At se Peddersen og Findus.

Og nusse.

Og småblunde i sofaen.

Inden en alt for kaotisk dag gik på hæld.

Sammen med et år, der blev lidt mere skævt end planlagt.

Stædighed overvinder alt!

Og en diskret opdagelse af manglende påmontering af to små essentielle dimser.

Nu har lilletøsen og jeg lige danset meget højlydt sejrsdans i køkkenet.

Og smidt 5 skæve raviolier i kogevandet.

Som hun skal indtage under omhyggelig observation om lidt.

Mens jeg drikker æblecider og champagne.

Kanin!

Stod der.

I køkkenet.

Med salige æblekinder.

Tjenerforklæde.

Mel på næsen.

Smil i øjnene.

Og æltede pastadej.

Havde højtflyvende tanker om sund og økologisk pasta. Grov pasta. Speltpasta. Pastadronningen, der håndfodrer sin dejlige lille unge med gudemad. Forever and ever.

Ravioli.

Skulle vi ha.

Pastamaskinen har vi fået af os selv i julegave.

Skidepænt af os, hvis du spørger mig.

Og jeg glædede mig.

Maven rumlede.

Blodsukkeret sydede.

Og det forp….. lortepis gik totalt i smadder i maskinen. Klistrede sig så meget ind i rulledimserne, at jeg er i tvivl, om jeg nogensinde får det ud igen.

Har ladet lortet stå derude i ren og skær arrigskab.

Ædt nogle boller.

Og overvejer at testlave velkomstdrinken til nytårsaften nu.

Er sikker på, at champagne vil ha en positiv indvirkning på min livskvalitet lige nu.

Hmm.

Jo.

Jo jo. Da.

Det er rart at vide, at den lille rosin derinde ikke er formuldet og gået hinsidan.

Men det gør mig samtidig trist.

Indeni.

At mærke.

Hvor ondt det gør.

At stå herude.

I kulden.

Og kigge ind.

Som hende med de meget store tændstikker.

Og mindes.

Og mærke.

Og tvivle på.

Om jeg nogensinde får sådan en stue igen.

De sidste par dage har jeg rørt ved andres verden.

Og tændt et lille bitte lys.

Hos dem.

Der holder lidt længere end en tændstik.

Mens jeg for første gang i umindelige tider har tilladt mig selv at drømme.

Midt i deres selskab.

Om tosomheden.

Bare en lille bitte smule.

Tændstikkerne bliver jeg ved med.

Det er længe siden jeg har smilet så meget.

Og været så glad.

Helt derinde i hjertet.

Og haft det så rart.

Og rigtigt.

I dag har jeg samlet min sidemands tårer op.

Og taget ham i hånden.

Mens vi gik ned og satte os igen.

Jeg har kogt og braset.

Og smilet og krammet.

Og smurt og pakket.

Og mærket.

At jeg er levende.

Men drømmen.

Om det andet.

Stuen.

Varmen.

Samhørigheden.

Den gør ondt.

Noget knustes så grundigt den gang.

Jeg har prøvet.

At samle stumperne op.

Og lime dem sammen.

Jeg holder rigtig meget af den.

Den sammenlimede klump.

For den er smuk på sin helt egen skæve måde.

Men når jeg rækker den frem.

Føler jeg ofte.

At den måske ikke helt passer sammen.

Med de flotte ting fra Inspiration. Og alle de andre steder.

Og når den en sjælden gang i mellem.

Pludselig står.

Ved siden af en anden varm og skæv skabning.

Bliver jeg ofte så forlegen og befippet.

At jeg hurtigt får overbevist mig om.

At det jo aldrig vil ske.

I dag tillader jeg mig selv at drømme lidt.

Og minde mig selv om.

At det er godt at mærke den lille ømme rosin.

At huske.

At den ikke er væk.

Den findes.

Og så i øvrigt glæde mig over.

At jeg i hvert fald.

Kan fortsætte med at samle tårer op og tænde små lys hos de andre.

Som sover godt og tungt i nat.

Mens flæskestegen og den lille madpakke.

Varmer i deres maver.

Havde helt glemt, den eksisterede.

Den lille mørke hule.

Kulehule.

Hjertekulehulen.

Kom til at hoppe af glæde i forgårs.

Over at have fundet et sted.

Der favner alt det, der er vigtigt for mig.

Og som er fyldt med omtanke, medfølelse, hjertevarme og husrum.

Som jeg ved kommer til at give mig mange dybe stunder fremover.

Og som fyldte mine øjne med ro og tårer i dag.

Da jeg havde en stille og tænksom pause.

Hvor stiklingerne snoede sig op af benene.

Kun små bløde spirer, der var lette at fjerne igen.

Ekkoer af de oplevelser, der fyldte så meget og mere til for nogle år siden.

Og der skete det.

Da jeg hoppede op og ned.

At jeg kunne høre noget trille rundt derinde.

I hjertekulehulen.

En lille tør og runken rosin.

Der en gang var et hjerte.

Man skulle ikke tro, den slags kunne gøre ondt.

Men en hjertekulehulerosin er øm.

Lidt som et blåt mærke.

Og hvor pudsigt det end er.

Og uanset hvad der sker.

Så er det fantatisk at mærke.

At den stadig er der.

Den lille ømme rosin.

Er jo helt sort.
Hytten ligner her noget, der er smadret med en baseballkølle.
Og jeg gider bare ikke gøre noget ved den lige nu.
Må rydde op, når jeg står op i morgen.
Vi skal være hos søs kl. 11 og bytte gaver.

Er som om jeg bare slukker, når solen går ned.
Men vi har haft en megahyggelig dag.

Vi var i biffen.

Og så Max Pinlig. En underlig tur. Filmen var alt alt for voksen til de små tøser. Men heldigvis ikke uhyggelig.

Elsker Max’s mor. Sad der i biffen og knuselskede hende.

Først sad jeg og blev småtrist indeni over hende. Fordi hendes hjem minder så meget om mit. Jeg kan godt huske, at jeg var småflov over mine forældres rod. Og jeg har slet ikke lyst til, at lilletøsen skal ha det sådan. Men i løbet af filmen. Var det som om jeg så de rigtige værdier. For er ikke Verner Panton eller rengøringskoner, det kommer an på, når det virkelig tæller. Men hjerterum.

 Bagefter hurtig tur i FrederiksbergCenteret, hvor lilletøsen forsvandt ind i børnecirkusfantasioplevelser i ½ time. Helt væk. Stod bare der og smilede og klappede. Det er så fedt. At se hende stå og være 7 år, som man skal være som 7-årig. I stedet for de små voksenlege, de nogle gange får leget.

Jeg trængte til noget musik.
Og vi havde tjekket inden afgang, at der var julekoncert i en kirke i nærheden. Lilletøsen fik selv valget. Så da vi havde afleveret bøger med gigastrafrenter på biblo, så tæskede vi ned til bilen og kastede den med hvinende sving om i nærheden af kirken. Var sultne og var ved at gå ind efter en fransk, inden det startede, da lilletøsen altså syntes, hun hørte musik fra kirken. Totalt utjekket tænkte jeg - at starte før tid. Men måske de varmede op.
Vi listede ind og alle sad der og var julesalighellige.
Sært.
Og luciabrude und alles.
Jeg mumlede til kirketjeneren, om det da ikke var kl. 16 det skulle starte. Nej nej. ALTID kl. 15.
Nå.
Sad lidt og undrede mig.
Men jeg er sgu så kaotisk nogle gange, at det sikkert var mig, der havde læst forkert.
Sad lidt mere.
Og forsøgte at se småsalig ud.
Lænede mig frem.
Og fik øje på et stykke papir med program på.
Hvor der stod Brorson Kirke.
For fuck da.
Vi skulle jo være i Sankt Thomas Kirke.
Ahem.
Godt vi lige havde set Max Pinlig.
For så vidste jeg.
At jeg ikke var den eneste.
Der både roder derhjemme.
Og er pinligmor.
Selvom den anden er fiktiv.
Men jeg ved, hvor deres hus er.
Hi.
Vi kiggede på hinanden.
Og lilletøsen grinede.
Som kun hun kan grine. Af mig.
Så listede vi ud.
Spænede ned til bilen.
Kastede den gennem Frederiksberg.
Og ankom.
På slaget.
Listeræsede ind.
Og fandt en bænk.
Satte os med behørige miner.
Hvorefter jeg frøs.
Og tænkte.
For fuck da.
Igen.
For kirken var fyldt med pensionister. Helt og aldeles uden børn.
Totalt.
Programmet fik jeg også hurtigt skimmet.
Ikke just ‘glade jul, dejlige jul’. Meget meget tungt og klassisk.
Men alas.
Min holdning var.
At nu var vi her.
Nu så vi.
Hvordan det ville blive.
En oplevelse gør altid en rigere.
Så vi satte os godt tilpas.
Og efter lidt orgeltrutterut.
Fyldtes rummet pludselig.
Af Ave Maria.
Så rent og smukt og stort og altfavnende.
Så alt stoppede.
Og tårerne vældede op i øjnene på mig.
Og brystet bare blev fyldt.
Med liv.
Og eksistens.
Lilletøsen møffede lidt rundt.
Vi sang med på en fællessalme.
Så lagde hun sig ned.
Og stak de små fødder op på mig.
Præcis som vi gør herhjemme i sofaen.
Og så sad vi der.
Og forsvandt fra verden.
Hun fik nusset fødder og lyttede.
Og jeg lukkede øjnene.
Og nød.
Og lyttede.

Det var så skønt.

Bagefter hurtig netto - og hjem og lave kartoffelmos.

Nu har hun siddet i over en time og lavet en ekstra julegave til mig. Og er kylet i seng.

Og jeg kigger undrende på vores eksplosion af en lejlighed. Som må vente.

Mine venner er ikke helt almindelige.

Heldigvis.

En af mine allernærmeste blev meget rundt for nylig.

Og ville gerne fejre dagen og midvinteren og jævndøgnet og verden og livet generelt.

Med os alle.

 Så vi mødtes.

Langt ude i skoven.

ved shelteret shelteret

i skoven skoven

ved bækken bækken

ved mosen mosen

i skumringen skumringen

ved bålet bålet

i stormen stormen.

Og hyggede.

Og snakkede.

Og stegte.

Og brasede.

Og drak.

Og sludrede.

Og blev døsige.

Og hostede (for der var nemlig SLET ikke nogen røg af en ild).

Jeg sad der.

Midt i menneskene.

Og lod mine trætte øjne glide ind i bålet.

Og sjælen mærke verden.

Og ferien.

Og følelserne for de mennesker, der var omkring mig.

Og smilede.

For lige der.

Var verden bare helt utrolig dejlig. 

Og da vi gik hjem.

Mærkede jeg lilletøsens bløde hånd i min.

Hørte hende sludre.

Mens vi gik.

Næsten surrealistisk målrettede gennem den mørke mørke skov ned til bilen.

Ikke en tur, jeg havde taget alene.

Men når man har lilletøsen med.

Kan man alt.

Og virker (forhåbentlig) aldeles frygtløs.

Mens man med rolig stemme fortæller, at der hverken findes trolde eller spøgelser.

Og at der i hvert fald ikke går nogen bag os, for ingen andre end os er tossede nok til at gå der, hvor vi gik.

Nu sidder vi her.

Og venter på Nissernes Ø.

Og stinker af røg.

Dufter.

Elsker den duft.

Mens pølser og økologisk hjemmebag fra bålet tumler i maven.

Og den varme kakao vugger i årerne.

Dejlig dejlig dag.

‘Mor’.

‘Mmmm’.

‘Det passer altså ikke, at frøer bliver til en prins, når man kysser dem’.

‘No kidding!’. ‘Ok!’

‘Jo. Fordi. Jeg har altså lige kysset den her bamsefrø, og den blev i hvert fald ikke til en prins’.

‘Se det forklarer jo alt. Hæ.’ ‘Ok - nej, så kan jeg godt se, at det ikke er rigtigt’.

Gad vide.

Hvornår sirenen holder op.

Den der hyletone, der har skreget løs indeni mig i små 6 år.

Hele tiden brølet op om, at lige om lidt sker der noget frygteligt.

Igen.

Som den gang.

Alt brast om ørerne på mig.

Siden da ER der væltet et par småmure.

Og hver gang.

Er jeg stoppet med at trække vejret.

Har lukket øjnene.

Ladet hænderne klappe sig vej ned over mig, lilletøsen og min tilværelse.

For at mærke.

Om nogen har os har mistet lemmer eller kropsdele.

Er svært at lære.

At trække vejret helt ned i lungerne igen.

Suge al ilten derind, hvor den skal bruges.

Og sige til sindet.

At den tone, man hører.

Faktisk bare.

Er lyden af ok.