Skal på besøg i dag.
Med iværksætterværkstedet.
Kundebesøg.
Ny opgave.
Stor udfordring.
Lærerig proces.
Alt i alt en god ting.
Hvis det ikke lige var.
Fordi det skal afholdes der.
Hvor rigtig mange ting startede.
Og sluttede.
Ydrk.
Tændte for radioen for et par timer tiden.
Så her føltes som om, der var andre end mig.
Dejlige Iben (hvorfor måtte hun og Huxi ikke lege sammen mere??) og hendes medvært fortalte lystigt om Danmarksindsamlingen. Og om at man på en eller anden måde kunne vinde en dag i øveren med Magtens Korridorer.
!!
!?!?!?!?!??!
Den konkurrence turde jeg ikke en gang overveje at deltage i.
Jeg ville aldrig komme levende igennem en hel dag.
Med Johan.
Suk.
Når jeg er rationelt tænkende.
Konstruktiv.
Sammehængende.
Udhvilet.
Når solen skinner.
Ordrebogen er fuld.
Hjertet jublende.
Og begge fødder er solidt plantet på jorden.
Så ved jeg godt.
At jeg virkelig har gjort det godt.
Jeg har kæmpet, så blodet er sprøjtet af næverne.
Jeg kan godt se - når de andre i netværket taler om kønsroller og karriere og alt det er - at jeg er godt med. Mere end godt med.
Jeg har rejst mig fra rygende ruiner.
Og udviklet mig som menneske.
Jeg er blevet mor.
Jeg har håndteret voldsomme jobændringer og stået ved mig selv.
Jeg har stiftet min egen virksomhed.
Og har formet den i mit navn. På min måde.
Jeg er iværksætter.
Jeg er stærk.
Jeg kan godt li mit liv.
Og føler, jeg har passet godt på mit dejlige Camelot.
Og alligevel.
Måtte jeg lige stoppe op et kort sekund tidligere i dag.
Da jeg fandt en gammel ven på Facebook.
Og så ham sidde der.
Gift.
Med baby på armen.
Og lykken struttende ud af ham og hende.
Og dem.
Mens jeg tænkte.
At jeg ikke helt kan gennemskue.
Hvor det var, jeg glemte at stå på det der tog.
Med to.
??
ikke helt nemt at være tekstuelt kreativ en formiddag i Danmark kl. halv ti, når man alligevel er kommet til at drikke kaffe til et aftenmøde dagen før.
drikke kaffe til et aftenmøde, hvis man lige har ligget i sengen og er det tætteste på at være af-koffeiniseret, som man nogen sinde har været, siden man var 16.
Hahaha.
Har lige opdaget.
At jeg er 38 år.
Ikke 39.
Goddamit.
Lidt distræt har man åbenbart lov at være her på en søvnig mandag.
Føler det lidt som en småsvedig mentalpatient, der er kravlet ud efter et længere ophold i gummicellen.
Lidt ør i hovedet, vantro, vaklende på benene og småudmattet.
Efter alt for mange tanker.
Og mærkværdig isolation.
For det første er influenza-pesten ved at være ude af kroppen.
Går lige et par dage, før jeg kan begynde at skamløbe mine knæ til gigt igen.
Men lungesoten og muskelstrækmærkerne er ved at være væk.
Og så ser det ud til, at det lille iværksætterværskted igen lige så stille har fundet sit sædvanlige leje.
Støt og roligt fremad.
Det-skal-nok-gå-alt-sammen.
Summer det.
Gad vide.
Hvornår jeg får is nok i maven til at sige det højt hver gang.
Der er lidt stille i indbakken?
Gad vide.
Hvornår mit sind accepterer den nye identitet.
Iværksætter.
Selvstændig.
I stedet for at gå i panik og være overbevist om, at nu er det nu, at straffen rammer.
Hvor alle opdager, hvor talentløs jeg er.
Og slår op.
Det ved gud, jeg ikke er.
Talentløs.
Men lidt skævt selvværd.
Det kan vi vist hurtigt blive enige om.
Eller måske er det noget, der følger med pakken.
Iværksætterpakken.
Måske SKAL det være sådan?
Jeg ved i hvert fald, at hver gang jeg bliver totalt panikslagen småangst, så gør jeg ting.
Strategiske ting.
Fremadrettede overvejelser.
Sætter processer i gang.
Og justerer fokus.
Måske HAR jeg alligevel fat i den lange ende.
Den der sørger for, at jeg hele tiden udvikler mig.
Og måske ER det ok.
At blive lidt angst ind imellem.
Her.
I mit lille støvede værksted.
Så det ikke komme.
Sad i min bil med flimrende øjne og migræne for aftagende.
På vej til kursus i en del af iværksætterværkstedets fremtid.
Og mærkede en form for ok.
Selvom aftenens saltvand og nattens hovedpine havde sendt mig helt til tælling.
For da det lige så stille lettede der i bilen.
Var verden jo ok.
Og min.
Kurset spændende, inspirerende og sparket til en masse tanker og idéer.
Ræsede hjem til hovedstaden, hentede lilletøsen, spiste mad med venner og forsøgte mig med lidt følelsesmæssig åbenhed.
Ignorerede svinesti i køkken.
Og vågnede næste morgen.
Med den ondeste influenza.
Der stadig sidder hoverende ved siden af mig i sofaen.
Har nu forsøgt mig med trodsig bestilling af sushi-takeout for at se, om det jager bacillerne på porten.
Ellers vil jeg godt bestille et tæskehold.
Åhr for pokker altså.Det her er ikke sjovt. Selvom det er et sundhedstegn.
Jeg ved, at det er godt. At jeg kan mærke mig selv igen. At jeg ikke er blevet til en isdronning, der ikke tør elske en gang til.
Jeg ved også, at mit sind ofte er meget trist efter alkohol. Og at min krop har været helt skæv i dag efter ganske få dråber vin hos kammerat og kammeratkæreste i går.
Jeg har tænkt meget siden julen på de porte, der åbnede og lukkede sig i de dage.
Rosinen, der begyndte at røre på sig igen.
Tænkt, at det jo var magisk, at den stadig var der. Og at selvom det kun blev ved tankerne. Så var det en stor oplevelse. Varm. Dyb. Konstruktiv. Og givende. At opdage. At jeg ikke har slukket kaminen for evigt.Alligevel skete det igen dernede i dag.
Lige så stille begyndte et isbjerg, der var Titanics under gang værdigt, langsomt at smelte i mig.
Jeg var ved at sætte mig til at tude midt i det hele. Og rystede på hænderne, da jeg kom ud efter min vagt.
Sad i bilen og turde ikke slippe tårerne fri.Jeg ved godt, at det er fantastisk, at jeg helt uden for min egen lille bitte verden har mødt et menneske, der tiltaler mig på så mange punkter.
Men for fanden hvor gør det ondt, når isbjerge smelter.
Især når det ikke virker, som om der er nogen respons overhovedet den anden vej.
Det gør også ondt, fordi det går op for mig, hvor stort et tomrum Stiklingemesteren svigt har efterladt i mig.
Som jeg havde fyldt med isfrossen luft. Der lige nu lige så stille smelter.Jeg vil ikke mærke det tomrum. Jeg vil ikke mærke den side af mig selv.
For jeg kan næsten ikke bære det. Ikke at være elsket. At være kasseret.Det er som om, at den nye tiltrækning minder mig om de to eneste mennesker, der de sidste 6 år har kunnet røre mig.
To mennesker, der synes, jeg er superhyggelig og klog og rar og god og en fin fyr.
Men som ikke elsker mig. Det får jo mig til at føle, at jeg ikke er værd at elske.Jeg er så træt af den følelse.
Af at føle, at jeg ikke er god nok.
Stakkels tankemål.
Er nok ikke første gang han er det. Mål for den slags tanker.
Jeg er mig selv, når jeg er sammen med ham. Må lære at håndtere det her. Er skidegod til at være en god kammerat.Men sådan her magter jeg ikke at ha det.
Sad i køkkenet hos lilletøsens veninde og kunne slet ikke holde sammen på mig selv.
Havde bare lyst til at ligge i fosterstilling og græde.Skal prøve at samle mig om madpakke og forberedelse til kursus i morgen.
Og prøve at få sat begge ben på jorden igen.
Kan for fanden da ikke ha det sådan her hver gang jeg har været dernede. Skal jo være rart. Ikke selvpineri.
Men har det altså lidt, som om hans eksistens får en kæmpe iskappe rundt om et gammelt mammut-sår til at smelte.
Den skilsmisse gik så ufatteligt dybt ind. Og sårede mig der, hvor jeg er allermest sårbar.
Det har jeg så kapslet inde i 6 år. Helt væk var det. Så sidder her og kigger undrende på den lyserøde væske af gammelt blod og smeltet isvand, der siver ud på gulvet lige nu.Det må godt gå væk.
Nu.
ved verden.
Noget helt specielt.
Når man så har hentet de forbaskede skiglidningsaggregater og glider af sted der på isen.
Med lilletøsens hånd i sin.
Varm kakao i thermoen derovre på bænken.
Og glade smilende mennesker omkring en.
Når lyset bliver tændt i skumringen.
Og trætheden derhjemmefra lige så stille pibler ud gennem sprækkerne.
Og kroppen i stedet bliver fyldt.
Med en rigtig dejlig lørdag.
