Mind of Morgaine

Holdt lige vejret.

Helt stille.

Og lod bare lydene ude fra trænge ind.

Biler på Alléen.

Der suser forbi.

Og et helt hus, der er stille.

Vaskemaskinen er færdig og truer med håndklæder til kælderen.

Faktureringen er lavet.

Og et forsigtigt kig på netbanken også overlevet.

Synes det hele er lige lovligt voksent lige nu.

Efter stormen kunne man vel kalde det.

Og krisen rumler derude i baggrunden.

MEN.

Jeg har kigget mine dæmoner i øjnene her til eftermiddag.

Bidt tænderne sammen og overstået de ting, der er svære.

Foran.

Ligger.

Nuet.

Og til en vis grænse vælger jeg jo selv.

Om jeg.

Lader dæmonerne råbe og skrige mig til tårer.

Eller om jeg tager skeen i min hånd.

Og ser glasset som halvt fyldt.

Selvom det har skvulbet lige lovlig meget på det seneste.

Nogle gange.

Føles mit sind som et lille barn, der er blevet råbt rigtig meget af.

De børn, der med det samme strammer mavemusklerne og dukker hovedet en lille smule.

Så hele kroppen er spændt.

Klar til at pansre sig.

Mod næste brøl.

Jeg ville rigtig gerne.

Lære mig selv.

Og sindet.

At have et permanent træpanser i maven.

Så vi vidste.

At verden bare kan sparke løs.

Et skridt ad gangen.

Må være vejen frem. 

There.

Udfordring leveret.

Beder til guderne og vinen i mit glas, at de kan li’ det, så jeg aldrig skal se den tekst igen.

Yrddrrggghhhh.

NU gider jeg ikke mere.

Jeg ved godt, at udfordringer udvikler.

At udvikling er godt.

Og skaber mere udvikling.

Men lige nu.

Er jeg lige ved at kløjs i det sidste heat.

Stimulation overload.

Og gider ikke være mere klog.

Slut.

Gå så væk.

Opgave.

Must fetch coffee.

De kan være sarte.

Som duften af en rose lige der, hvor sensommeren er allertungest.

Fantastiske.

Som duften af et par nye støvler.

Forførende.

Som duften af en attraktiv mand, der tramper forbi.

Lækre.

Som duften fra et måltid, der er blevet kræset for i timevis.

Vække minder.

Som duften af ny skoletaske.

Eller Jane Helen-shampo.

Eller det der helt specielle viskelæder fra den gang. Der var noget, der hed Sparkz-sodavand med sjove kapsler, man kunne trække af.

Og så kan de være meget meget overraskende.

Som i dag.

Da jeg skulle tisse helt vildt deroppe i det offentlige rum.

Hvor lilletøsen går til hiphop.

Der havde været optaget riiigtig længe.

Og jeg havde meget ihærdigt forberedt mig på, at det nok ikke blev det sjoveste tisseri, jeg har oplevet.

Rent duftmæssigt.

Fordi der jo havde været optaget rigtig længe.

Da jeg omsider kom derud.

Lugtede der helt vildt.

Af.

Bibliotek.

?

?!?!

Jeg indrømmer det.

Jeg har en last.

Eller.

Jeg har mange.

Men jeg har en. Et par stykker. Som fik mig til at smile i går.

Da jeg pludselig så mig selv.

Ligge hen ad gulvet.

Bag reolen.

I et antikvariat jeg aldrig har hørt om før.

I min bydel.

Der lå jeg.

Lige så lang jeg var.

Med røde ivrige kinder.

Og hænder, der sitrede let.

Af glæde og begejstring.

Min ene last er bøger.

Uanset hvor meget jeg forsøger at rydde op i mine bogreoler, vil de altid sende et strejf af kaos ud i min stue. Og få mig til at ønske mig en møbelsnedker til jul. Som har lyst til at bygge væg-til-væg-reol rundt i hele rummet. Med en stige - som på et gammelt støvet engelsk bibliotek.

Jeg kan også rigtig godt lide gamle bøger.

Og jeg kan ikke holde fingrene fra historie.

Opmærksomme læsere vil have bemærket, at borgfruen er rigtig glad for middelalder. Det samme gælder vikingetid. Faktisk lidt i omvendt rækkefølge.

Stærke iværksætterkvinder med hår på næsen og signalværdier nørkler ikke. Eller. Den her iværksætterværkstedsindehaver gør. Elsker at begrave næsen i ulden og knokle løs med håndværk, der lugter lidt af historie og meditation.

Så den hylde.

Dernede ved gulvet.

Råbte at jeg skulle kaste mig derned. Og mærke. Åbne. Bladre. Snuse. Føle. Hver eneste bog.

Og fik mig til at smile.

Omme bag ved stod en islandsk sweater med røde kinder.

Jeg vidste han var der.

Og lagde mine elskede lange støvler så elegant som man nu en gang kan, når man er optaget af noget andet og i øvrigt ikke er helt sikker på, om man forstår det der med mænd. Længere. Og lige har talt med stiklingemesteren. Som har meget ondt i rodnettet. Og man derfor pludselig har små afbrækkede kviste siddende i trøjen.

Alligevel var det rart.

At han stod der.

Talte med en lille kattekonge i telefonen.

Og lidt senere en skat.

Som lige fik tanken til at synke i maven på mig.

Ved jo ikke, om det var den ene eller den anden form for skat.

Men nogle gange.

I et kort sekund.

Føler jeg det.

Som om.

Jeg må være den eneste i det her liv.

Uden en skat.

Da jeg gik.

Havde jeg favnen fyldt med bøger.

Målet var en, jeg har været forelsket i, siden jeg mødte den på et bibliotek.

Der.

I mit gamle liv.

Lånte den så mange gange, at jeg havde lyst til at melde den bortkommet og betale bøden.

Men nu er den min.

Sammen med 6 andre.

Og jeg smiler stadig.

I går.

Mens jeg kørte rundt deroppe i det nordsjællandske.

Og var lidt væk fra de andre.

Før jeg fandt dem.

Kom jeg pludselig forbi et sted.

Et mondænt sted - langt langt ude på landet.

Lidt mere betændt indvendigt end på den flotte facade.

Men sådan er det jo ofte.

Med blikfang.

Og jeg nåede.

At tænke.

På den gang.

Jeg parkede i gården.

Og gik rundt og ned ad kælderindgangen til højre.

Til de to glade drenge, der stod i køkkenet.

Og grinede.

Og smilede.

Og krammede.

Og strålede.

Fordi vi alle vidste.

Hvad jeg bar.

Derinde i min krop.

Og jeg huskede.

Ude på toilettet.

Hvor jeg så.

Det.

Der skulle blive til så mange års smerte.

Og et kuldsejlet ægteskab.

OG jordens dejligste nougatfarvede unge.

Lige der.

Ude fra vejen.

Nåede jeg.

At huske den.

Starten.

Derinde.

Og så var jeg videre.

Comfortably numb.

Punkterer overskuddet lidt.

En lille bitte smule.

Herhjemme.

I eremitskallen.

Forsvinder ikke.

Bliver bare lidt mindre.

Og rækker i hvert fald ikke lige nu til at rydde køkkenet.

Som ellers.

I opryddet tilstand.

Ville gi mere.

Overskud.

I morgen.

Altid tænke halvt fyldt.

Halvt fyldt.

Denne dag havde mere overskud en de sidste syv.

Så er det vel ok.

At det hænger lidt.

Med tornekronen.

Her til sidst.

… jeg lugter lidt af hø

Jeg savner min unge.

Har savnet hende de sidste par gange hun har været i den fædrende ende af sit liv.

Og det gør jeg også denne gang.

En lille tom plet.

Indeni.

Jeg har haft et helt fantastisk frikvarter i dag.

Startede med en rolig tur gennem tågelandskab tidligt i morges.

Morgan-typisk kaos, da jeg stod der, hvor vi skulle være.

Muttersalene.

Og tænkte.

At nu havde jeg gjort det igen.

Det havde jeg også.

Men en halv time efter var jeg der, hvor de andre også var.

Sugede luften dybt ned i maven.

Og trådte indenfor.

Til en gruppe, der er sammentømret og 100 gange mere proffe end mig.

Ændring.

De er proffe.

Jeg vil gerne.

Benjamin.

Og hader den rolle.

Men sugede luften ned i maven.

Og tog smilet på.

Inhalerede koffeinen fra kaffen.

Og nåede ikke at mærke mere.

Før jeg 9,5 time senere sad i min bil.

Med tårer i øjnene.

Og et hjerte der bankede.

Ivrigt.

Fordi dagen havde været så rar.

Og god.

Og givende.

Et stort frikvarter.

Fyldt med drømme.

Og smil.

Og tanker.

Og planer.

Og lyst.

Sad der i min lille bil.

Og syntes.

At verden er ret rar.

Nobody puts baby in a corner.

Og jeg forstår stadig ikke mænd.