Mind of Morgaine

Mærkværdig dag. I en mærkværdig tid.

Havde bestilt tid til tandlæge i Sverige.

Finanskrisen trykker.

Også i iværksætterværsktedet.

Har sgu aldrig følt mig så meget iværksætteragtig som nu.

Hvor jeg sidder - aften efter aften og forsøger at få det her til at hænge sammen.

Knokler opgaver igen.

Selvom jeg ikke kan nå dem.

Skruer bissen på overfor sære kubeforfattere, der vil skubbe betaling.

Og fakturerer så blodet sprøjter og har ondt i maven, hver gang jeg kigger på netbanken.

Så tandlæge i Sverige er et must.

Og den hemmelige opsparing lidt hullet efterhånden.

I morges skulle jeg så af sted.

Og der.

Midt i morgentoiletten.

Knak den tand, jeg godt havde på fornemmelsen ikke kunne mere.

Årtiers plombesmadring gav efter.

Og jeg stod.

Med 1/3 kindtand i hånden.

Er faktisk rystet over.

Hvor rystende en oplevelse det var.

Føj for en stodder.

Oplevelse.

Den her dag har været lidt lang.

Børnetøjet var billigt i Malmø.

Lilletøsen er lykkelig.

Og en krone sparet er en krone tjent.

Og nu.

20.48.

Vil jeg så arbejde lidt mere.

Og tage til ørelæge i morgen tidlig med hende den bette

Er sgu ikke altid lige let at få det hele til at hænge sammen.

Piv.

Nogle mennesker inspirerer mig.

Når jeg er sammen med dem, kan jeg mærke, at energien begynder at boble i mig.

Tankerne vokser.

Planerne sender små skud ud, rundt og ind i hinanden.

Og gør mig glad.

Giver mig lyst til.

At lave lækker mad.

Bage lækkert brød.

Ride på islændere ud over stepperne.

Skrive en bog.

Løbe.

Grine.

Opleve.

Leve.

Være.

Her til morgen har jeg nået at have kontakt til to.

Så lige nu.

Ligger der et par dejlige og varme drømme og hygger sig nede i min mave.

Jeg er glad.

Man ved, at man var teenager i 1990, når man står ude på toilettet heromme på iværksætterværkstedet og hører en gurglende lyd fra afløbet.

Og kun tænker på én ting.

så slog det mig lige - med et stort (omend træt) smil - at det jo er fantastisk.

jeg har travlt.

mit lille værksted har travlt.

så travlt, at jeg lige i øjeblikket ikke helt kan følge med.

men i lyset af finanskrise og alle de store onde tanker, der dukker op, lige før jeg skal sove, og når jeg vågner.

er det jo intet mindre end dejligt, at opgaverne lige nu vælter ind.

og får mig til at virre lidt med hovedet som en lille forvirret høne.

gad til gengæld godt at forstå.

hvor kimen til den indre brøleabe blev lagt.

der sidder indeni mig.

og råber, at det hele nok skal gå galt.

lige om lidt.

min onde side.

kaldte lilletøsen det for et stykke tid siden.

hvad mener du, spurgte jeg.

jo.

lissom i anders and.

på den ene side af ham sidder en engel og siger alle de gode ting.

og på den anden side sidder en djævel og siger alle de onde ting.

min onde side.

gad vide, hvordan den er blevet så stor og stærk?

Jeg har set ham masser af gange gennem årenes løb.

Far til en af drengene, der også gik i børnehaven.

Gift og lykkelig.

Indhyllet i smil og tosomhed og idel familielykkeidyl.

Med de rareste øjne og en rigtig rar fremtoning, der får mig til at føle, at han må være rar at læne sig op af.

Tale med.

Og opleve verden ved siden af.

I dag så han mig. Og jeg så ham. Og vi så, at den anden så. Den anden.

Smilede.

Lidt forlegent.

Og sendte vores cykler ud på vejen.

Væk fra skolen.

Jeg kiggede ned.

Og i kanten af hans bukseben hang et lille vissent blad og vippede.

Op og ned.

I den vind, der ikke var.

Mens jeg prøvede at fange mine halsende tanker om b-skat og budgetkonto og tekster, der skal afleveres, og deadlines, der giver mig ekstra hjerteslag, og en verden, som jeg ikke helt kan følge med i for tiden.

Om en irrationel angst for at lave fejl.

Om lysten til en gang imellem at sætte mig ned på kantstenen og bare giv los.

Lade det hele sejle ad h til.

Og bare være.

Slippe ansvaret.

Og gemme mig lidt for verden.

Elsker det jo.

Det lille iværksætterværksted.

Men nogle gange er jeg bare så træt.

Af at være stærk.

Hele tiden.

Stod lige ude på badeværelset.

Og forsøgte at friske den udslidte iværksætter op.

Vinduet stod åbent.

Og ind trængte lyden.

Af en lille fugl.

En dejlig, varm, beroligende lyd.

Af forår.

Positivisme.

Ro.

Og sendte dønninger helt ned i mellemgulvet.

Helt derned, hvor uroen bor.

Der, hvor jeg i øjeblikket konstant føler mig jaget og på vej.

På vagt.

Og et kort sekund fik jeg følelsen.

Af.

At verden er ok.

At jeg er stærk.

At alt er vel.

Jeg ved det godt.

Jeg ved det godt.

Når jeg to morgener i træk får næseblod under bruseren.

Så er kroppen træt.

Og sindet udmattet.

Jeg gør alt, hvad jeg kan for at skabe stabilitet og ro.

Men det er sgu ikke altid lige let.

Som single, mor, iværksætterindehaver, borgfrue og borger der midt i verden.

På godt og ondt.

fylder meget i disse dage. uger. måneder.

Det tror jeg det gør mange steder.

Den der finanskrise.

Er ikke lige hyggelig hele tiden.

Og altså også her.

Der er dage, hvor jeg er pavestolt.

Og dage, hvor jeg ryster på hænderne.

Og så er der perioder som nu.

Hvor der pludselig vælter ind med opgaver.

Så jeg løber rundt om mig selv som en forvirret høne.

Og prøver at være struktureret og konstruktiv.

Mens jeg samtidig forsøger at juble over alle opgaverne.

Og flår mig selv i håret over, hvordan jeg skal nå dem.

Og står tidligt op om lørdagen.

For at gøre præcis det.

Nå dem.

Og sad lige før her.

Og kom til at smile lidt af det hele.

Det er jo for filan det, det hele handler om.

Når man er i iværksætter.

Sjovt at det har taget mig snart to år at tro på det.

Næsten.

Jeg har været så drænet så længe, at jeg næsten ikke kan huske, hvordan det føles, når kroppen ikke værker, kinderne ikke gløder, øjnene ikke er blanke, sindet ikke kører på overtryk, bekymringerne ikke banker løs på indersiden af tankerne og præstationstvivlen ikke prikker til mig i sofaen om aftenen.

Men pludselig er det som om trykket er lettet.

Og frankly my dear.

Så ved jeg ikke lige helt, hvad jeg skal stille op.

Med alt det overskud.

Formåede.

At køre hele vejen om til lilletøsens skole i går eftermiddags med cykelhjelmen baglæns på uden at opdage det?!?!

Mens solen tvang sig vej ind gennem støvede hjernevindinger og tunge bølger i sindet.

Den sidste måned har været sej.

Som om gearet på cyklen var gået i stykker i 6.

Op ad bakke.

I modvind.

Men lige så stille.

Er lyset.

Og roen.

Og glæden.

Og stoltheden.

Ankommet.

Insisterende og selvsikkert har det skiftet tungsindet ud.

Og malet et stort smil i mit ansigt.

Jeg opdagede det faktisk ikke helt til at begynde med.

Noterede mig at hovedpineopgaven pludselig var live.

Og stod der og funklede. Og gør det stadig.

Er sgu pavestolt.

Researchede løs på den næste relativt store udfordring.

Og kunne mærke, at kreativiteten begyndte at boble indeni, mens fakta-arkæologen i mig gravede løs.

Og opgaverne begyndte at rulle ind.

I ordrebogen.

Så jeg faktisk har lidt sved på panden lige nu.

Og for første gang i et par måneder kan glemme bekymringerne om finanskrise og omsætning - i hvert fald for en stund.

Oplever en af de sjældne stunder, hvor iværksætteriet og opgaverne smelter helt sammen.

Og kaster tanker frem og tilbage mellem hinanden.

Hvor opgaven er med til at forme virksomheden.

Og virksomheden giver opgaven kant.

Lige nu er min ryg mere rank og bevidst end meget længe.

Elsker det altså.

Mit lille iværksætterværksted.

Også selvom det nogle gange er udmattende.

At skulle bære Bifrost helt alene.