Mind of Morgaine

Rammer ekkoer hårdt og brutalt.

Og får mine ører til at ringe.

Længe.

Nogle gange glemmer jeg det.

Nogle gange glemmer jeg det faktisk rigtig længe.

Mærker det slet ikke.

Tænker ikke over det.

Men når jeg sidder der.

Midt i min skævhed.

Eller.

Midt i skævheden.

Der hverken er min eller deres.

Vi har bare ikke samme form.

Og der pludselig ligger en arm på min skulder.

En hånd, der lader sin varme trænge ned. Ind. Gennem.

En hånd, der bliver liggende.

Og lader fingrene sprede sig, så tommelfingeren er i nakken.

Og hænderne tæt på mit kraveben.

Så er det som om verden standser.

Et lille sekund.

Bare stopper.

Og holder vejret.

Mens mit sind hypeventerer og får tårer i øjnene.

Over at kunne huske.

Hvordan det var.

Når nogen rørte sådan ved mig.

Jeg ved godt.

At han bare skulle tisse.

At han bare skulle forbi.

At han bare er en rar person.

Men mit sind.

Kunne godt huske.

Hvordan det var.

Den. Gang.

En hel dag.

Uden en lyd.

Ikke en eneste lyd.

Vågnede med en tristhed indeni.

Som jeg godt ved.

Kommer fra gårsdagens dans om de andre.

Festen var overraskende hyggelig.

Og jeg tog hjem.

Da de andre begydte at danse i stuen.

Sad der i toget.

Frustreret over at jeg havde glemt noget at læse i.

Og var glad.

Der i månens fanstatiske lys.

Og fyldt med en varme over det venskab.

Der er aldeles mærkværdigt.

Men som har varet i 20 år nu.

Og vågnede i morges.

Småstresset over arbejdsmængden foran mig.

Og trist indeni.

Af at sidde og minde mig selv om.

At selvom jeg hverken er til Matas eller ferier i Kroatien.

Og selvom jeg hverken er sygeplejerske eller lønmodtager.

Og selvom jeg aldrig har født mit eget barn.

Og ikke sidder i et skævt parforhold.

Og aldrig mere vil tillade mig selv at blive bitter og skarp i tonen - hånlig over for en person, der har sagt ja til at dele sit liv med mig. Så stemmen emmer af syrlighed.

Så var det en rar dag og aften.

Det har taget en hel dag.

Og masser af arbejde.

Uden en eneste lyd fra verden derude.

Før tristheden er gået væk.

Og jeg bare er mig.

Igen.

Lige her.

I gamle dage fik jeg migræne, når tingene var lidt for meget.

Nu om stunder får jeg åbenbart næseblod?!?!?!

Havde ikke behøvet at komme op at slås med glattejernet.

Man kan i hvert fald ikke se det møjsommelige arbejde som jeg bare ikke har særlig godt styr på længere.

Og skal gå nu.

Før i tiden.

Der.

For mange år siden.

Hvor min borg stadig kun var en lav mur, der nogle gange skyllede over.

Hvor stiklinger væltede ind.

Gennem alle sprækker.

Og hvor verden gjorde ondt.

Den gang.

Skræmte helligdagene mig fra vid og sans.

Det var der.

Jeg mærkede forskellen.

Og stilheden.

Når alle andre.

Var med deres kære.

Og jeg sad.

Med tape og saks og tungen skævt i munden.

Og forsøgte at lime stumperne af min verden sammen.

Mens tårerne løb ned af kinderne.

I dag har jeg arbejdet.

Som en hest.

I mit lille iværksætterværksted.

Skiftet mellem at være jublende over at jeg er ved at vælte i arbejde.

Og være ved at brække mig over ikke at kunne stene i sofaen.

Og lige om lidt skal jeg til påskefrokost.

I en forsamling.

Hvor jeg er hende den skæve fugl.

På alle fronter.

Men det er ok.

Jeg er ikke bange.

For de stille dage.

Og hende, der holder festen.

Holder jeg så usigeligt meget af.

At jeg godt kan tåle.

At være ‘the odd one out’.

Mentalt, intellektuelt, civilstatusmæssigt, arbejdsmæssigt, interessemæssigt.

Og alt det andet.

Jeg beklager.

Jeg kan ikke kontrollere det.

Uanset hvor rationel jeg forsøger at være.

Så ender jeg med at sidde med et saligt smil som en kat ved flødeskålen.

Når Johan sender sin stemme ud til mig gennem højttalerne.

Også når han gør det midt i norsk tungrock.

Stille.

Morgen.

Påskeferie.

Arbejde.

Foran mig.

Arbejde, der giver ro i sjælen.

En ordrebog, der får mig til at smile og gør mig lidt forpustet.

Måske er man først rigtig iværksætter, når man har mærket noget bide en gevaldigt i haserne?

Bliver lakridser mindre usunde, når de er økologiske?

Kan ikke helt finde ud af det her.

En uge uden barn.

En uge uden pres.

En uge, hvor ordrebogen er fyldt.

En uge, hvor jeg skal til at forholde mig til mig selv igen.

Og tro på, at verden er ok.

Tror jeg går i seng

Det tror jeg, at jeg er.

Lige nu.

Nærmest lykkelig.

De sidste tre måneder har været seje.

Udfordrende.

Krævende.

Tunge.

Svære.

Anderledes.

Iværksætterværkstedet har knirket.

Likviditeten har været presset.

Og er det.

Opgaverne har været nye.

Og svære.

Men nu sidder jeg her.

Trættere end træt.

Afleverede den sidste udfordring i går.

Og har allerede fået feedback på den - med store glade udråbstegn.

Opgaverne er igen begyndt at tikke ind i bogen.

(knock-on-wood)

Og jeg har.

Den rareste følelse i maven.

Og et påskeæg til lilletøsen ved siden af mig.

Lige nu.

Er verden et rigtig dejligt sted at være.