Tyst
10 04 2009En hel dag.
Uden en lyd.
Ikke en eneste lyd.
Vågnede med en tristhed indeni.
Som jeg godt ved.
Kommer fra gårsdagens dans om de andre.
Festen var overraskende hyggelig.
Og jeg tog hjem.
Da de andre begydte at danse i stuen.
Sad der i toget.
Frustreret over at jeg havde glemt noget at læse i.
Og var glad.
Der i månens fanstatiske lys.
Og fyldt med en varme over det venskab.
Der er aldeles mærkværdigt.
Men som har varet i 20 år nu.
Og vågnede i morges.
Småstresset over arbejdsmængden foran mig.
Og trist indeni.
Af at sidde og minde mig selv om.
At selvom jeg hverken er til Matas eller ferier i Kroatien.
Og selvom jeg hverken er sygeplejerske eller lønmodtager.
Og selvom jeg aldrig har født mit eget barn.
Og ikke sidder i et skævt parforhold.
Og aldrig mere vil tillade mig selv at blive bitter og skarp i tonen - hånlig over for en person, der har sagt ja til at dele sit liv med mig. Så stemmen emmer af syrlighed.
Så var det en rar dag og aften.
Det har taget en hel dag.
Og masser af arbejde.
Uden en eneste lyd fra verden derude.
Før tristheden er gået væk.
Og jeg bare er mig.
Igen.
Lige her.
