Mind of Morgaine

6 måneder. Minus 1 dag.
Kigger undrende rundt i riddersalen og puster støvet væk.
Herre jemini.
Man skal da også kun være mentalt væk ganske kort tid, før både støv og glemsel lægger sig over noget så smukt som min borg.
Hvordan kan jeg glide så meget i mudderet, at jeg mister mig selv?
Eller.
Så det føles som om jeg gør.
Det forgangne år.
Som lige om lidt rinder ud.
Har været en sej nyser.
Ikke så sej som for 7½ år siden.
Ikke så sejt som årene der gik forud for det år.
Men sejt.
På en anden måde.
Har taget mig selv i et par gange at tænke, at jeg startede firma baglæns.
At jeg har taget tandudvoksningerne EFTER at have haft medvind de første par år.
Men kan med stolthed sige.
At jeg nu har været selvstændig i 2½ år.
Og stadig står.
Selvom det bliver lidt svært at få græsmærkerne fra det her år helt væk.
Måske skal de heller ikke væk.
Måske er de - ligesom alle de andre bølger - en del af det at være til.
Hver en rynke, hver en delle, hvert et gråt hår.
Har kigget med.
Og oplevet sammen med mig.

Året er også det første år, hvor borgfruen har sagt højt, at det kunne være rart med en livsledsager igen.
En sjælefælle.
Jeg er begyndt at kunne huske, hvordan det føles at mærke verden.
Pulsere.
Sammen.

Og tænker.
At det er godt.
At jeg har tænkt sådan.
For første gang.
Igen.