Mind of Morgaine

Solen skinner uden for.
Trafikken er minimal.
Folk holder fri.
Hygger.
Spiser.
Drikker.
Snakker.

Her er tyst.
Ikke en lyd.
Ud over fingrene på tastaturet.
Og akvariets brummen.

Lilletøsen er hos sin far.
Og jeg er i arbejdslejr.

Jeg tænker.
Så meget.
I denne tid.
På plusser.
Og minusser.

På om det er sliddet værd?
Om jeg styrter om af stress en dag.
Brugt op af deadlines og huj og jag.

Eller om det er mit livs store udfordring.
At lære at balancere det her.

Indeni er der en længsel efter at lave noget, der gør en større forskel end kommaer og lækre formuleringer.

Efter ikke at skulle mærke hjertet banke voldsomt ved tanken om arbejdet foran mig. Om det så er der eller ikke er der.

Efter ikke at skulle bekymre mig om regnskaber.

På den anden side, så er der også mange rigtig gode ting og sider ved dette liv.

I virkeligheden er den største udfordring jo inde i mig.
Følelsen af hele tiden at jagte af sted.

Måske er det der, jeg skal grave.
Lidt.
Meget.

Puf. Sorry. Men hvor blev alle de dage, uger, måneder af?
Kan på ingen måde huske, hvornår jeg sidst skrev her. Ved bare. At det er meget længe side.

Blev spist op.
Af finanskrise. Bange tunge tanker om mit lille værksted.
Af stress. Angsten for at vælte og ikke vide, hvordan jeg skulle komme op.
Af influenza. Der bare blev ved og ved og ved. 3 uger, hvor jeg ikke anede, hvordan jeg skulle komme igennem den næste dag.
Af arbejde. Der lige pludselig væltede ind over mig. I kæmpe tsunami-dønninger. Og var ved at sende mig helt til tælling.
Af post-krise-stress. Hvordan lander man og tror på fremtiden efter at have set bundlinjen i øjnene?

Jeg ved det ikke.
Jeg ved bare.
At nu er jeg her.
På den anden side.
Af det.

Og sidder her i aftenmørket efter en underlig dag.
Stiklingemasteren mistede sit rodnet. Og forsøger at holde rodfæstet med de rødder, der er tilbage. Har lånt ham et par af mine borgsten. Og prøvet at mærke mig selv i alt moradset.

I dag blev to af vores fælles venner gift. Og der stod jeg. Midt i sommersolen. Omgivet af mit gamle liv. Og mærkede. En masse dejlige varme mennesker omkring mig. Og en masse tanker. Om det der var. Og det der er. Om at se ud over minderne. Og mærkede. At jeg stod der og havde rigtig meget.

Og nu.
Et glas vin.
Og alt for mange tanker.
Om det jeg så ikke har nået endnu.

En hel dag.

Uden en lyd.

Ikke en eneste lyd.

Vågnede med en tristhed indeni.

Som jeg godt ved.

Kommer fra gårsdagens dans om de andre.

Festen var overraskende hyggelig.

Og jeg tog hjem.

Da de andre begydte at danse i stuen.

Sad der i toget.

Frustreret over at jeg havde glemt noget at læse i.

Og var glad.

Der i månens fanstatiske lys.

Og fyldt med en varme over det venskab.

Der er aldeles mærkværdigt.

Men som har varet i 20 år nu.

Og vågnede i morges.

Småstresset over arbejdsmængden foran mig.

Og trist indeni.

Af at sidde og minde mig selv om.

At selvom jeg hverken er til Matas eller ferier i Kroatien.

Og selvom jeg hverken er sygeplejerske eller lønmodtager.

Og selvom jeg aldrig har født mit eget barn.

Og ikke sidder i et skævt parforhold.

Og aldrig mere vil tillade mig selv at blive bitter og skarp i tonen - hånlig over for en person, der har sagt ja til at dele sit liv med mig. Så stemmen emmer af syrlighed.

Så var det en rar dag og aften.

Det har taget en hel dag.

Og masser af arbejde.

Uden en eneste lyd fra verden derude.

Før tristheden er gået væk.

Og jeg bare er mig.

Igen.

Lige her.

Før i tiden.

Der.

For mange år siden.

Hvor min borg stadig kun var en lav mur, der nogle gange skyllede over.

Hvor stiklinger væltede ind.

Gennem alle sprækker.

Og hvor verden gjorde ondt.

Den gang.

Skræmte helligdagene mig fra vid og sans.

Det var der.

Jeg mærkede forskellen.

Og stilheden.

Når alle andre.

Var med deres kære.

Og jeg sad.

Med tape og saks og tungen skævt i munden.

Og forsøgte at lime stumperne af min verden sammen.

Mens tårerne løb ned af kinderne.

I dag har jeg arbejdet.

Som en hest.

I mit lille iværksætterværksted.

Skiftet mellem at være jublende over at jeg er ved at vælte i arbejde.

Og være ved at brække mig over ikke at kunne stene i sofaen.

Og lige om lidt skal jeg til påskefrokost.

I en forsamling.

Hvor jeg er hende den skæve fugl.

På alle fronter.

Men det er ok.

Jeg er ikke bange.

For de stille dage.

Og hende, der holder festen.

Holder jeg så usigeligt meget af.

At jeg godt kan tåle.

At være ‘the odd one out’.

Mentalt, intellektuelt, civilstatusmæssigt, arbejdsmæssigt, interessemæssigt.

Og alt det andet.

Stille.

Morgen.

Påskeferie.

Arbejde.

Foran mig.

Arbejde, der giver ro i sjælen.

En ordrebog, der får mig til at smile og gør mig lidt forpustet.

Måske er man først rigtig iværksætter, når man har mærket noget bide en gevaldigt i haserne?

Kan ikke helt finde ud af det her.

En uge uden barn.

En uge uden pres.

En uge, hvor ordrebogen er fyldt.

En uge, hvor jeg skal til at forholde mig til mig selv igen.

Og tro på, at verden er ok.

Tror jeg går i seng

Det tror jeg, at jeg er.

Lige nu.

Nærmest lykkelig.

De sidste tre måneder har været seje.

Udfordrende.

Krævende.

Tunge.

Svære.

Anderledes.

Iværksætterværkstedet har knirket.

Likviditeten har været presset.

Og er det.

Opgaverne har været nye.

Og svære.

Men nu sidder jeg her.

Trættere end træt.

Afleverede den sidste udfordring i går.

Og har allerede fået feedback på den - med store glade udråbstegn.

Opgaverne er igen begyndt at tikke ind i bogen.

(knock-on-wood)

Og jeg har.

Den rareste følelse i maven.

Og et påskeæg til lilletøsen ved siden af mig.

Lige nu.

Er verden et rigtig dejligt sted at være.

Mærkværdig dag. I en mærkværdig tid.

Havde bestilt tid til tandlæge i Sverige.

Finanskrisen trykker.

Også i iværksætterværsktedet.

Har sgu aldrig følt mig så meget iværksætteragtig som nu.

Hvor jeg sidder - aften efter aften og forsøger at få det her til at hænge sammen.

Knokler opgaver igen.

Selvom jeg ikke kan nå dem.

Skruer bissen på overfor sære kubeforfattere, der vil skubbe betaling.

Og fakturerer så blodet sprøjter og har ondt i maven, hver gang jeg kigger på netbanken.

Så tandlæge i Sverige er et must.

Og den hemmelige opsparing lidt hullet efterhånden.

I morges skulle jeg så af sted.

Og der.

Midt i morgentoiletten.

Knak den tand, jeg godt havde på fornemmelsen ikke kunne mere.

Årtiers plombesmadring gav efter.

Og jeg stod.

Med 1/3 kindtand i hånden.

Er faktisk rystet over.

Hvor rystende en oplevelse det var.

Føj for en stodder.

Oplevelse.

Den her dag har været lidt lang.

Børnetøjet var billigt i Malmø.

Lilletøsen er lykkelig.

Og en krone sparet er en krone tjent.

Og nu.

20.48.

Vil jeg så arbejde lidt mere.

Og tage til ørelæge i morgen tidlig med hende den bette

Er sgu ikke altid lige let at få det hele til at hænge sammen.

Piv.

så slog det mig lige - med et stort (omend træt) smil - at det jo er fantastisk.

jeg har travlt.

mit lille værksted har travlt.

så travlt, at jeg lige i øjeblikket ikke helt kan følge med.

men i lyset af finanskrise og alle de store onde tanker, der dukker op, lige før jeg skal sove, og når jeg vågner.

er det jo intet mindre end dejligt, at opgaverne lige nu vælter ind.

og får mig til at virre lidt med hovedet som en lille forvirret høne.

gad til gengæld godt at forstå.

hvor kimen til den indre brøleabe blev lagt.

der sidder indeni mig.

og råber, at det hele nok skal gå galt.

lige om lidt.

min onde side.

kaldte lilletøsen det for et stykke tid siden.

hvad mener du, spurgte jeg.

jo.

lissom i anders and.

på den ene side af ham sidder en engel og siger alle de gode ting.

og på den anden side sidder en djævel og siger alle de onde ting.

min onde side.

gad vide, hvordan den er blevet så stor og stærk?

Jeg har set ham masser af gange gennem årenes løb.

Far til en af drengene, der også gik i børnehaven.

Gift og lykkelig.

Indhyllet i smil og tosomhed og idel familielykkeidyl.

Med de rareste øjne og en rigtig rar fremtoning, der får mig til at føle, at han må være rar at læne sig op af.

Tale med.

Og opleve verden ved siden af.

I dag så han mig. Og jeg så ham. Og vi så, at den anden så. Den anden.

Smilede.

Lidt forlegent.

Og sendte vores cykler ud på vejen.

Væk fra skolen.

Jeg kiggede ned.

Og i kanten af hans bukseben hang et lille vissent blad og vippede.

Op og ned.

I den vind, der ikke var.

Mens jeg prøvede at fange mine halsende tanker om b-skat og budgetkonto og tekster, der skal afleveres, og deadlines, der giver mig ekstra hjerteslag, og en verden, som jeg ikke helt kan følge med i for tiden.

Om en irrationel angst for at lave fejl.

Om lysten til en gang imellem at sætte mig ned på kantstenen og bare giv los.

Lade det hele sejle ad h til.

Og bare være.

Slippe ansvaret.

Og gemme mig lidt for verden.

Elsker det jo.

Det lille iværksætterværksted.

Men nogle gange er jeg bare så træt.

Af at være stærk.

Hele tiden.