Vågnede i morges og var trist.
Trist helt ind i sjælen.
Uden helt at vide hvorfor.
Havde drømt kaotiske drømme, som jeg ikke kan huske.
Nu har jeg nusset rundt her til morgen og flyttet rod. Ryddet op. Ikke revolutionerende oprydning, der flytter bjerge, men små hjørner af struktur.
Har endda siddet med virksomhedsregnskaberne og papirdyngerne fra alt det, der ikke er decideret produktion med store deadlines på ryggen. Men derimod alt det, som jeg jo også skal lave. Hvis der skal komme penge ind. Og være balance i tingene.
Og for første gang har jeg småhygget mig med det. Og er langsomt blevet i bedre humør.
Ved ikke, hvordan den er opstået. Den følelse. Af hygge over regnskab og administration.
Måske er det sejren over teknikken i går.
Måske er det, at jeg ved, at der er h jælp til de dele af det, jeg ikke kan finde ud af.
Nu er jeg ved at være klar til morgenmad.
Og finder et stykke papir i sofaen. Med sorte pletter på.
Og pludselig går det op for mig.
Hvor den triste følelse kom fra.
For en del måneder siden lavede jeg Tolkien-weekend med mig selv. Så de sidste to film i marathon-visning. Nød fantasy-universet. Åd filmen. Åd Viggo Mortensen. Forsvandt ind i effekterne og den visuelle fest. Fik gåsehud af musikken. Og chokerede mig selv ved at bryde totalt sammen i gråd over de sidste scener i den sidste film.
Den gang tænkte jeg bare, at det var almen hormonel ubalance, for der er ikke noget synderligt tudeopvækkende i scenerne.
Men jeg har siden danset udenom diverse visninger på de forskellige tv-kanaler. For mig er Tolkien et univers, man træder ind i, når man har tid og rum. Ikke fordi man tilfældigvis falder over en udsendelse, der er i gang.
Men i går ramte jeg den sidste ½ time.
Og blev hængende.
Og præcis på samme tidspunkt som sidst brød jeg helt sammen. Hulkede. Græd. Højt.
Og vidste godt hvorfor.
Disse scener, disse film - symboliserer så meget af det, der brast. Det fællesskab der var på alle fronter. Den dybe samhørighed og tryghed vi havde i hinanden. Det sjælefælleskab jeg ikke er så sikker på, at jeg skal opleve igen. Den ekstreme nærhed på alle værdifronter. Så tror pokker, at man tuder, når man pludselig bliver omhyllet af det hele igen - af alt fra glæden ved eventyr og fantasy, fortællinger, filmisk storhed, forfatterskab når det er stort, historisk interesse, irske undertoner, bliver simpelthen nødt til at tage derover igen snart, til dybe værdier om tja … frihed, lighed og broderskab. Og nærhed. Om bånd der ikke burde kunne briste. Og kærlighed der er højere end stjernerne.
Ydrk.
Så må man godt tude lidt.
Er i virkeligheden glad for, at jeg er begyndt at kunne føle de reaktioner om det, der ikke længere er, igen.
