Mind of Morgaine

Julen.
Den dør er lukket.

Jeg tror aldrig, jeg har oplevet en tur dertil gøre så ondt.

Jeg sad der.
Midt i kirken.
Og kunne ikke få vejret.
Følte alt gå i hårdknude omkring mig.
Famlede kærligt ved den lille krop ved siden af mig og ønskede, at jeg var stærk nok til at tage hende op i mine arme og fjerne hende. Derfra.

Jeg kan ikke.
Rumme.
Det.

Og jeg aner ikke, hvordan jeg skal løse den knude.

2+1. Minus mig selv.

Det går jo ikke op.

Fordi den ene.
Er så skæv.
At jeg ikke kan få vejret.

Derfor har jeg lukket.
Julen.
For denne gang.

Men det forsvinder problemet jo ikke af.

Puf. Sorry. Men hvor blev alle de dage, uger, måneder af?
Kan på ingen måde huske, hvornår jeg sidst skrev her. Ved bare. At det er meget længe side.

Blev spist op.
Af finanskrise. Bange tunge tanker om mit lille værksted.
Af stress. Angsten for at vælte og ikke vide, hvordan jeg skulle komme op.
Af influenza. Der bare blev ved og ved og ved. 3 uger, hvor jeg ikke anede, hvordan jeg skulle komme igennem den næste dag.
Af arbejde. Der lige pludselig væltede ind over mig. I kæmpe tsunami-dønninger. Og var ved at sende mig helt til tælling.
Af post-krise-stress. Hvordan lander man og tror på fremtiden efter at have set bundlinjen i øjnene?

Jeg ved det ikke.
Jeg ved bare.
At nu er jeg her.
På den anden side.
Af det.

Og sidder her i aftenmørket efter en underlig dag.
Stiklingemasteren mistede sit rodnet. Og forsøger at holde rodfæstet med de rødder, der er tilbage. Har lånt ham et par af mine borgsten. Og prøvet at mærke mig selv i alt moradset.

I dag blev to af vores fælles venner gift. Og der stod jeg. Midt i sommersolen. Omgivet af mit gamle liv. Og mærkede. En masse dejlige varme mennesker omkring mig. Og en masse tanker. Om det der var. Og det der er. Om at se ud over minderne. Og mærkede. At jeg stod der og havde rigtig meget.

Og nu.
Et glas vin.
Og alt for mange tanker.
Om det jeg så ikke har nået endnu.

Nogle gange glemmer jeg det.

Nogle gange glemmer jeg det faktisk rigtig længe.

Mærker det slet ikke.

Tænker ikke over det.

Men når jeg sidder der.

Midt i min skævhed.

Eller.

Midt i skævheden.

Der hverken er min eller deres.

Vi har bare ikke samme form.

Og der pludselig ligger en arm på min skulder.

En hånd, der lader sin varme trænge ned. Ind. Gennem.

En hånd, der bliver liggende.

Og lader fingrene sprede sig, så tommelfingeren er i nakken.

Og hænderne tæt på mit kraveben.

Så er det som om verden standser.

Et lille sekund.

Bare stopper.

Og holder vejret.

Mens mit sind hypeventerer og får tårer i øjnene.

Over at kunne huske.

Hvordan det var.

Når nogen rørte sådan ved mig.

Jeg ved godt.

At han bare skulle tisse.

At han bare skulle forbi.

At han bare er en rar person.

Men mit sind.

Kunne godt huske.

Hvordan det var.

Den. Gang.

En hel dag.

Uden en lyd.

Ikke en eneste lyd.

Vågnede med en tristhed indeni.

Som jeg godt ved.

Kommer fra gårsdagens dans om de andre.

Festen var overraskende hyggelig.

Og jeg tog hjem.

Da de andre begydte at danse i stuen.

Sad der i toget.

Frustreret over at jeg havde glemt noget at læse i.

Og var glad.

Der i månens fanstatiske lys.

Og fyldt med en varme over det venskab.

Der er aldeles mærkværdigt.

Men som har varet i 20 år nu.

Og vågnede i morges.

Småstresset over arbejdsmængden foran mig.

Og trist indeni.

Af at sidde og minde mig selv om.

At selvom jeg hverken er til Matas eller ferier i Kroatien.

Og selvom jeg hverken er sygeplejerske eller lønmodtager.

Og selvom jeg aldrig har født mit eget barn.

Og ikke sidder i et skævt parforhold.

Og aldrig mere vil tillade mig selv at blive bitter og skarp i tonen - hånlig over for en person, der har sagt ja til at dele sit liv med mig. Så stemmen emmer af syrlighed.

Så var det en rar dag og aften.

Det har taget en hel dag.

Og masser af arbejde.

Uden en eneste lyd fra verden derude.

Før tristheden er gået væk.

Og jeg bare er mig.

Igen.

Lige her.

Før i tiden.

Der.

For mange år siden.

Hvor min borg stadig kun var en lav mur, der nogle gange skyllede over.

Hvor stiklinger væltede ind.

Gennem alle sprækker.

Og hvor verden gjorde ondt.

Den gang.

Skræmte helligdagene mig fra vid og sans.

Det var der.

Jeg mærkede forskellen.

Og stilheden.

Når alle andre.

Var med deres kære.

Og jeg sad.

Med tape og saks og tungen skævt i munden.

Og forsøgte at lime stumperne af min verden sammen.

Mens tårerne løb ned af kinderne.

I dag har jeg arbejdet.

Som en hest.

I mit lille iværksætterværksted.

Skiftet mellem at være jublende over at jeg er ved at vælte i arbejde.

Og være ved at brække mig over ikke at kunne stene i sofaen.

Og lige om lidt skal jeg til påskefrokost.

I en forsamling.

Hvor jeg er hende den skæve fugl.

På alle fronter.

Men det er ok.

Jeg er ikke bange.

For de stille dage.

Og hende, der holder festen.

Holder jeg så usigeligt meget af.

At jeg godt kan tåle.

At være ‘the odd one out’.

Mentalt, intellektuelt, civilstatusmæssigt, arbejdsmæssigt, interessemæssigt.

Og alt det andet.

Kan ikke helt finde ud af det her.

En uge uden barn.

En uge uden pres.

En uge, hvor ordrebogen er fyldt.

En uge, hvor jeg skal til at forholde mig til mig selv igen.

Og tro på, at verden er ok.

Tror jeg går i seng

Blev ringet op i fredags.

Af en af mine store kunder.

At jeg havde lavet en stor fejl.

En rigtig rigtig stor fejl.

Hjertet sank i halsen på mig.

Eller brystkassen.

Eller bughulen.

Eller hvor det nu sidder.

I de der situationer.

Måske fløj det OP i halsen?

I hvert fald følte jeg det som om verden lige væltede lidt.

Den sidste måned har været vidne til Morgan på yderst tynd is.

Som alligevel viste sig at være stærk og bæredygtig.

Udfordrenede og udviklende.

Og har nu tilføjet yderligere et værktøj til udvalget her i værkstedet.

Men det krævede sin mand at være iværksætterkvinde og tro på det undervejs.

Så fredag var første dag, hvor jeg lige kunne trække vejret.

Indeni mig bor en mekanisme, der tror, at folk, firmaer, kunder, relationer.

Brøler højt og næsten slår.

Og går.

Når jeg gør den slags.

Jeg ville så gerne kunne passe lidt mere på mig selv.

Når det sker.

Fortælle mig selv.

At sådan er verden ikke altid skruet sammen.

Men der.

Midt i matador i lørdags.

Derhjemme.

Hvor jeg blev formet.

Forstod jeg.

Hvorfor.

Jeg reagerer som jeg gør.

Når verden vælter lidt.

Ild.

Bål.

Varme.

Har fascineret os siden stenalderen.

Og lige nu brænder ilden i min brændeovn lystigt.

På en uventet hjemmearbejdsdag.

Varmer mig.

Og sender hygge ud.

Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft tændt for den.

Lige som jeg ikke kan huske, hvornår der brændte en rolig ild indeni mig.

Den er ikke helt stabil i dag.

Men den er der.

Og det er rart.

Holdt lige vejret.

Helt stille.

Og lod bare lydene ude fra trænge ind.

Biler på Alléen.

Der suser forbi.

Og et helt hus, der er stille.

Vaskemaskinen er færdig og truer med håndklæder til kælderen.

Faktureringen er lavet.

Og et forsigtigt kig på netbanken også overlevet.

Synes det hele er lige lovligt voksent lige nu.

Efter stormen kunne man vel kalde det.

Og krisen rumler derude i baggrunden.

MEN.

Jeg har kigget mine dæmoner i øjnene her til eftermiddag.

Bidt tænderne sammen og overstået de ting, der er svære.

Foran.

Ligger.

Nuet.

Og til en vis grænse vælger jeg jo selv.

Om jeg.

Lader dæmonerne råbe og skrige mig til tårer.

Eller om jeg tager skeen i min hånd.

Og ser glasset som halvt fyldt.

Selvom det har skvulbet lige lovlig meget på det seneste.

Nogle gange.

Føles mit sind som et lille barn, der er blevet råbt rigtig meget af.

De børn, der med det samme strammer mavemusklerne og dukker hovedet en lille smule.

Så hele kroppen er spændt.

Klar til at pansre sig.

Mod næste brøl.

Jeg ville rigtig gerne.

Lære mig selv.

Og sindet.

At have et permanent træpanser i maven.

Så vi vidste.

At verden bare kan sparke løs.

Et skridt ad gangen.

Må være vejen frem. 

I går.

Mens jeg kørte rundt deroppe i det nordsjællandske.

Og var lidt væk fra de andre.

Før jeg fandt dem.

Kom jeg pludselig forbi et sted.

Et mondænt sted - langt langt ude på landet.

Lidt mere betændt indvendigt end på den flotte facade.

Men sådan er det jo ofte.

Med blikfang.

Og jeg nåede.

At tænke.

På den gang.

Jeg parkede i gården.

Og gik rundt og ned ad kælderindgangen til højre.

Til de to glade drenge, der stod i køkkenet.

Og grinede.

Og smilede.

Og krammede.

Og strålede.

Fordi vi alle vidste.

Hvad jeg bar.

Derinde i min krop.

Og jeg huskede.

Ude på toilettet.

Hvor jeg så.

Det.

Der skulle blive til så mange års smerte.

Og et kuldsejlet ægteskab.

OG jordens dejligste nougatfarvede unge.

Lige der.

Ude fra vejen.

Nåede jeg.

At huske den.

Starten.

Derinde.

Og så var jeg videre.

Comfortably numb.