Åhr for pokker altså.Det her er ikke sjovt. Selvom det er et sundhedstegn.
Jeg ved, at det er godt. At jeg kan mærke mig selv igen. At jeg ikke er blevet til en isdronning, der ikke tør elske en gang til.
Jeg ved også, at mit sind ofte er meget trist efter alkohol. Og at min krop har været helt skæv i dag efter ganske få dråber vin hos kammerat og kammeratkæreste i går.
Jeg har tænkt meget siden julen på de porte, der åbnede og lukkede sig i de dage.
Rosinen, der begyndte at røre på sig igen.
Tænkt, at det jo var magisk, at den stadig var der. Og at selvom det kun blev ved tankerne. Så var det en stor oplevelse. Varm. Dyb. Konstruktiv. Og givende. At opdage. At jeg ikke har slukket kaminen for evigt.Alligevel skete det igen dernede i dag.
Lige så stille begyndte et isbjerg, der var Titanics under gang værdigt, langsomt at smelte i mig.
Jeg var ved at sætte mig til at tude midt i det hele. Og rystede på hænderne, da jeg kom ud efter min vagt.
Sad i bilen og turde ikke slippe tårerne fri.Jeg ved godt, at det er fantastisk, at jeg helt uden for min egen lille bitte verden har mødt et menneske, der tiltaler mig på så mange punkter.
Men for fanden hvor gør det ondt, når isbjerge smelter.
Især når det ikke virker, som om der er nogen respons overhovedet den anden vej.
Det gør også ondt, fordi det går op for mig, hvor stort et tomrum Stiklingemesteren svigt har efterladt i mig.
Som jeg havde fyldt med isfrossen luft. Der lige nu lige så stille smelter.Jeg vil ikke mærke det tomrum. Jeg vil ikke mærke den side af mig selv.
For jeg kan næsten ikke bære det. Ikke at være elsket. At være kasseret.Det er som om, at den nye tiltrækning minder mig om de to eneste mennesker, der de sidste 6 år har kunnet røre mig.
To mennesker, der synes, jeg er superhyggelig og klog og rar og god og en fin fyr.
Men som ikke elsker mig. Det får jo mig til at føle, at jeg ikke er værd at elske.Jeg er så træt af den følelse.
Af at føle, at jeg ikke er god nok.
Stakkels tankemål.
Er nok ikke første gang han er det. Mål for den slags tanker.
Jeg er mig selv, når jeg er sammen med ham. Må lære at håndtere det her. Er skidegod til at være en god kammerat.Men sådan her magter jeg ikke at ha det.
Sad i køkkenet hos lilletøsens veninde og kunne slet ikke holde sammen på mig selv.
Havde bare lyst til at ligge i fosterstilling og græde.Skal prøve at samle mig om madpakke og forberedelse til kursus i morgen.
Og prøve at få sat begge ben på jorden igen.
Kan for fanden da ikke ha det sådan her hver gang jeg har været dernede. Skal jo være rart. Ikke selvpineri.
Men har det altså lidt, som om hans eksistens får en kæmpe iskappe rundt om et gammelt mammut-sår til at smelte.
Den skilsmisse gik så ufatteligt dybt ind. Og sårede mig der, hvor jeg er allermest sårbar.
Det har jeg så kapslet inde i 6 år. Helt væk var det. Så sidder her og kigger undrende på den lyserøde væske af gammelt blod og smeltet isvand, der siver ud på gulvet lige nu.Det må godt gå væk.
Nu.
