Mind of Morgaine

Puf. Sorry. Men hvor blev alle de dage, uger, måneder af?
Kan på ingen måde huske, hvornår jeg sidst skrev her. Ved bare. At det er meget længe side.

Blev spist op.
Af finanskrise. Bange tunge tanker om mit lille værksted.
Af stress. Angsten for at vælte og ikke vide, hvordan jeg skulle komme op.
Af influenza. Der bare blev ved og ved og ved. 3 uger, hvor jeg ikke anede, hvordan jeg skulle komme igennem den næste dag.
Af arbejde. Der lige pludselig væltede ind over mig. I kæmpe tsunami-dønninger. Og var ved at sende mig helt til tælling.
Af post-krise-stress. Hvordan lander man og tror på fremtiden efter at have set bundlinjen i øjnene?

Jeg ved det ikke.
Jeg ved bare.
At nu er jeg her.
På den anden side.
Af det.

Og sidder her i aftenmørket efter en underlig dag.
Stiklingemasteren mistede sit rodnet. Og forsøger at holde rodfæstet med de rødder, der er tilbage. Har lånt ham et par af mine borgsten. Og prøvet at mærke mig selv i alt moradset.

I dag blev to af vores fælles venner gift. Og der stod jeg. Midt i sommersolen. Omgivet af mit gamle liv. Og mærkede. En masse dejlige varme mennesker omkring mig. Og en masse tanker. Om det der var. Og det der er. Om at se ud over minderne. Og mærkede. At jeg stod der og havde rigtig meget.

Og nu.
Et glas vin.
Og alt for mange tanker.
Om det jeg så ikke har nået endnu.

Rammer ekkoer hårdt og brutalt.

Og får mine ører til at ringe.

Længe.

Nogle gange glemmer jeg det.

Nogle gange glemmer jeg det faktisk rigtig længe.

Mærker det slet ikke.

Tænker ikke over det.

Men når jeg sidder der.

Midt i min skævhed.

Eller.

Midt i skævheden.

Der hverken er min eller deres.

Vi har bare ikke samme form.

Og der pludselig ligger en arm på min skulder.

En hånd, der lader sin varme trænge ned. Ind. Gennem.

En hånd, der bliver liggende.

Og lader fingrene sprede sig, så tommelfingeren er i nakken.

Og hænderne tæt på mit kraveben.

Så er det som om verden standser.

Et lille sekund.

Bare stopper.

Og holder vejret.

Mens mit sind hypeventerer og får tårer i øjnene.

Over at kunne huske.

Hvordan det var.

Når nogen rørte sådan ved mig.

Jeg ved godt.

At han bare skulle tisse.

At han bare skulle forbi.

At han bare er en rar person.

Men mit sind.

Kunne godt huske.

Hvordan det var.

Den. Gang.

En hel dag.

Uden en lyd.

Ikke en eneste lyd.

Vågnede med en tristhed indeni.

Som jeg godt ved.

Kommer fra gårsdagens dans om de andre.

Festen var overraskende hyggelig.

Og jeg tog hjem.

Da de andre begydte at danse i stuen.

Sad der i toget.

Frustreret over at jeg havde glemt noget at læse i.

Og var glad.

Der i månens fanstatiske lys.

Og fyldt med en varme over det venskab.

Der er aldeles mærkværdigt.

Men som har varet i 20 år nu.

Og vågnede i morges.

Småstresset over arbejdsmængden foran mig.

Og trist indeni.

Af at sidde og minde mig selv om.

At selvom jeg hverken er til Matas eller ferier i Kroatien.

Og selvom jeg hverken er sygeplejerske eller lønmodtager.

Og selvom jeg aldrig har født mit eget barn.

Og ikke sidder i et skævt parforhold.

Og aldrig mere vil tillade mig selv at blive bitter og skarp i tonen - hånlig over for en person, der har sagt ja til at dele sit liv med mig. Så stemmen emmer af syrlighed.

Så var det en rar dag og aften.

Det har taget en hel dag.

Og masser af arbejde.

Uden en eneste lyd fra verden derude.

Før tristheden er gået væk.

Og jeg bare er mig.

Igen.

Lige her.

Før i tiden.

Der.

For mange år siden.

Hvor min borg stadig kun var en lav mur, der nogle gange skyllede over.

Hvor stiklinger væltede ind.

Gennem alle sprækker.

Og hvor verden gjorde ondt.

Den gang.

Skræmte helligdagene mig fra vid og sans.

Det var der.

Jeg mærkede forskellen.

Og stilheden.

Når alle andre.

Var med deres kære.

Og jeg sad.

Med tape og saks og tungen skævt i munden.

Og forsøgte at lime stumperne af min verden sammen.

Mens tårerne løb ned af kinderne.

I dag har jeg arbejdet.

Som en hest.

I mit lille iværksætterværksted.

Skiftet mellem at være jublende over at jeg er ved at vælte i arbejde.

Og være ved at brække mig over ikke at kunne stene i sofaen.

Og lige om lidt skal jeg til påskefrokost.

I en forsamling.

Hvor jeg er hende den skæve fugl.

På alle fronter.

Men det er ok.

Jeg er ikke bange.

For de stille dage.

Og hende, der holder festen.

Holder jeg så usigeligt meget af.

At jeg godt kan tåle.

At være ‘the odd one out’.

Mentalt, intellektuelt, civilstatusmæssigt, arbejdsmæssigt, interessemæssigt.

Og alt det andet.

Jeg har set ham masser af gange gennem årenes løb.

Far til en af drengene, der også gik i børnehaven.

Gift og lykkelig.

Indhyllet i smil og tosomhed og idel familielykkeidyl.

Med de rareste øjne og en rigtig rar fremtoning, der får mig til at føle, at han må være rar at læne sig op af.

Tale med.

Og opleve verden ved siden af.

I dag så han mig. Og jeg så ham. Og vi så, at den anden så. Den anden.

Smilede.

Lidt forlegent.

Og sendte vores cykler ud på vejen.

Væk fra skolen.

Jeg kiggede ned.

Og i kanten af hans bukseben hang et lille vissent blad og vippede.

Op og ned.

I den vind, der ikke var.

Mens jeg prøvede at fange mine halsende tanker om b-skat og budgetkonto og tekster, der skal afleveres, og deadlines, der giver mig ekstra hjerteslag, og en verden, som jeg ikke helt kan følge med i for tiden.

Om en irrationel angst for at lave fejl.

Om lysten til en gang imellem at sætte mig ned på kantstenen og bare giv los.

Lade det hele sejle ad h til.

Og bare være.

Slippe ansvaret.

Og gemme mig lidt for verden.

Elsker det jo.

Det lille iværksætterværksted.

Men nogle gange er jeg bare så træt.

Af at være stærk.

Hele tiden.

Jeg indrømmer det.

Jeg har en last.

Eller.

Jeg har mange.

Men jeg har en. Et par stykker. Som fik mig til at smile i går.

Da jeg pludselig så mig selv.

Ligge hen ad gulvet.

Bag reolen.

I et antikvariat jeg aldrig har hørt om før.

I min bydel.

Der lå jeg.

Lige så lang jeg var.

Med røde ivrige kinder.

Og hænder, der sitrede let.

Af glæde og begejstring.

Min ene last er bøger.

Uanset hvor meget jeg forsøger at rydde op i mine bogreoler, vil de altid sende et strejf af kaos ud i min stue. Og få mig til at ønske mig en møbelsnedker til jul. Som har lyst til at bygge væg-til-væg-reol rundt i hele rummet. Med en stige - som på et gammelt støvet engelsk bibliotek.

Jeg kan også rigtig godt lide gamle bøger.

Og jeg kan ikke holde fingrene fra historie.

Opmærksomme læsere vil have bemærket, at borgfruen er rigtig glad for middelalder. Det samme gælder vikingetid. Faktisk lidt i omvendt rækkefølge.

Stærke iværksætterkvinder med hår på næsen og signalværdier nørkler ikke. Eller. Den her iværksætterværkstedsindehaver gør. Elsker at begrave næsen i ulden og knokle løs med håndværk, der lugter lidt af historie og meditation.

Så den hylde.

Dernede ved gulvet.

Råbte at jeg skulle kaste mig derned. Og mærke. Åbne. Bladre. Snuse. Føle. Hver eneste bog.

Og fik mig til at smile.

Omme bag ved stod en islandsk sweater med røde kinder.

Jeg vidste han var der.

Og lagde mine elskede lange støvler så elegant som man nu en gang kan, når man er optaget af noget andet og i øvrigt ikke er helt sikker på, om man forstår det der med mænd. Længere. Og lige har talt med stiklingemesteren. Som har meget ondt i rodnettet. Og man derfor pludselig har små afbrækkede kviste siddende i trøjen.

Alligevel var det rart.

At han stod der.

Talte med en lille kattekonge i telefonen.

Og lidt senere en skat.

Som lige fik tanken til at synke i maven på mig.

Ved jo ikke, om det var den ene eller den anden form for skat.

Men nogle gange.

I et kort sekund.

Føler jeg det.

Som om.

Jeg må være den eneste i det her liv.

Uden en skat.

Da jeg gik.

Havde jeg favnen fyldt med bøger.

Målet var en, jeg har været forelsket i, siden jeg mødte den på et bibliotek.

Der.

I mit gamle liv.

Lånte den så mange gange, at jeg havde lyst til at melde den bortkommet og betale bøden.

Men nu er den min.

Sammen med 6 andre.

Og jeg smiler stadig.

I går.

Mens jeg kørte rundt deroppe i det nordsjællandske.

Og var lidt væk fra de andre.

Før jeg fandt dem.

Kom jeg pludselig forbi et sted.

Et mondænt sted - langt langt ude på landet.

Lidt mere betændt indvendigt end på den flotte facade.

Men sådan er det jo ofte.

Med blikfang.

Og jeg nåede.

At tænke.

På den gang.

Jeg parkede i gården.

Og gik rundt og ned ad kælderindgangen til højre.

Til de to glade drenge, der stod i køkkenet.

Og grinede.

Og smilede.

Og krammede.

Og strålede.

Fordi vi alle vidste.

Hvad jeg bar.

Derinde i min krop.

Og jeg huskede.

Ude på toilettet.

Hvor jeg så.

Det.

Der skulle blive til så mange års smerte.

Og et kuldsejlet ægteskab.

OG jordens dejligste nougatfarvede unge.

Lige der.

Ude fra vejen.

Nåede jeg.

At huske den.

Starten.

Derinde.

Og så var jeg videre.

Comfortably numb.

Nobody puts baby in a corner.

Og jeg forstår stadig ikke mænd.

Nogle gange.

I et kort øjeblik.

Af indre ærlighed.

Og erkendelse.

Går det op for mig.

Hvor sjældent.

Nogen rører ved mig.

På den der kærlige, omsorgsfulde måde.

Som kun mennesker, der er rigtig tæt, gør.

Der er mange sider ved min verden som single, mor, iværksætter og borgfrue, jeg rigtig godt kan lide.

Men det sug i maven, det giver, når jeg pludselig i et splitsekund.

Erkender.

At jeg kan huske følelsen.

Men ikke hvornår jeg sidst har haft den.

Er ikke en af dem. 

Gad vide om man kan købe et klippekort.

Til berøring.

Et sted.