Mind of Morgaine

Før i tiden.

Der.

For mange år siden.

Hvor min borg stadig kun var en lav mur, der nogle gange skyllede over.

Hvor stiklinger væltede ind.

Gennem alle sprækker.

Og hvor verden gjorde ondt.

Den gang.

Skræmte helligdagene mig fra vid og sans.

Det var der.

Jeg mærkede forskellen.

Og stilheden.

Når alle andre.

Var med deres kære.

Og jeg sad.

Med tape og saks og tungen skævt i munden.

Og forsøgte at lime stumperne af min verden sammen.

Mens tårerne løb ned af kinderne.

I dag har jeg arbejdet.

Som en hest.

I mit lille iværksætterværksted.

Skiftet mellem at være jublende over at jeg er ved at vælte i arbejde.

Og være ved at brække mig over ikke at kunne stene i sofaen.

Og lige om lidt skal jeg til påskefrokost.

I en forsamling.

Hvor jeg er hende den skæve fugl.

På alle fronter.

Men det er ok.

Jeg er ikke bange.

For de stille dage.

Og hende, der holder festen.

Holder jeg så usigeligt meget af.

At jeg godt kan tåle.

At være ‘the odd one out’.

Mentalt, intellektuelt, civilstatusmæssigt, arbejdsmæssigt, interessemæssigt.

Og alt det andet.

Jeg beklager.

Jeg kan ikke kontrollere det.

Uanset hvor rationel jeg forsøger at være.

Så ender jeg med at sidde med et saligt smil som en kat ved flødeskålen.

Når Johan sender sin stemme ud til mig gennem højttalerne.

Også når han gør det midt i norsk tungrock.

Stille.

Morgen.

Påskeferie.

Arbejde.

Foran mig.

Arbejde, der giver ro i sjælen.

En ordrebog, der får mig til at smile og gør mig lidt forpustet.

Måske er man først rigtig iværksætter, når man har mærket noget bide en gevaldigt i haserne?

Bliver lakridser mindre usunde, når de er økologiske?

Kan ikke helt finde ud af det her.

En uge uden barn.

En uge uden pres.

En uge, hvor ordrebogen er fyldt.

En uge, hvor jeg skal til at forholde mig til mig selv igen.

Og tro på, at verden er ok.

Tror jeg går i seng

Det tror jeg, at jeg er.

Lige nu.

Nærmest lykkelig.

De sidste tre måneder har været seje.

Udfordrende.

Krævende.

Tunge.

Svære.

Anderledes.

Iværksætterværkstedet har knirket.

Likviditeten har været presset.

Og er det.

Opgaverne har været nye.

Og svære.

Men nu sidder jeg her.

Trættere end træt.

Afleverede den sidste udfordring i går.

Og har allerede fået feedback på den - med store glade udråbstegn.

Opgaverne er igen begyndt at tikke ind i bogen.

(knock-on-wood)

Og jeg har.

Den rareste følelse i maven.

Og et påskeæg til lilletøsen ved siden af mig.

Lige nu.

Er verden et rigtig dejligt sted at være.

Mærkværdig dag. I en mærkværdig tid.

Havde bestilt tid til tandlæge i Sverige.

Finanskrisen trykker.

Også i iværksætterværsktedet.

Har sgu aldrig følt mig så meget iværksætteragtig som nu.

Hvor jeg sidder - aften efter aften og forsøger at få det her til at hænge sammen.

Knokler opgaver igen.

Selvom jeg ikke kan nå dem.

Skruer bissen på overfor sære kubeforfattere, der vil skubbe betaling.

Og fakturerer så blodet sprøjter og har ondt i maven, hver gang jeg kigger på netbanken.

Så tandlæge i Sverige er et must.

Og den hemmelige opsparing lidt hullet efterhånden.

I morges skulle jeg så af sted.

Og der.

Midt i morgentoiletten.

Knak den tand, jeg godt havde på fornemmelsen ikke kunne mere.

Årtiers plombesmadring gav efter.

Og jeg stod.

Med 1/3 kindtand i hånden.

Er faktisk rystet over.

Hvor rystende en oplevelse det var.

Føj for en stodder.

Oplevelse.

Den her dag har været lidt lang.

Børnetøjet var billigt i Malmø.

Lilletøsen er lykkelig.

Og en krone sparet er en krone tjent.

Og nu.

20.48.

Vil jeg så arbejde lidt mere.

Og tage til ørelæge i morgen tidlig med hende den bette

Er sgu ikke altid lige let at få det hele til at hænge sammen.

Piv.

Nogle mennesker inspirerer mig.

Når jeg er sammen med dem, kan jeg mærke, at energien begynder at boble i mig.

Tankerne vokser.

Planerne sender små skud ud, rundt og ind i hinanden.

Og gør mig glad.

Giver mig lyst til.

At lave lækker mad.

Bage lækkert brød.

Ride på islændere ud over stepperne.

Skrive en bog.

Løbe.

Grine.

Opleve.

Leve.

Være.

Her til morgen har jeg nået at have kontakt til to.

Så lige nu.

Ligger der et par dejlige og varme drømme og hygger sig nede i min mave.

Jeg er glad.

Man ved, at man var teenager i 1990, når man står ude på toilettet heromme på iværksætterværkstedet og hører en gurglende lyd fra afløbet.

Og kun tænker på én ting.

så slog det mig lige - med et stort (omend træt) smil - at det jo er fantastisk.

jeg har travlt.

mit lille værksted har travlt.

så travlt, at jeg lige i øjeblikket ikke helt kan følge med.

men i lyset af finanskrise og alle de store onde tanker, der dukker op, lige før jeg skal sove, og når jeg vågner.

er det jo intet mindre end dejligt, at opgaverne lige nu vælter ind.

og får mig til at virre lidt med hovedet som en lille forvirret høne.

gad til gengæld godt at forstå.

hvor kimen til den indre brøleabe blev lagt.

der sidder indeni mig.

og råber, at det hele nok skal gå galt.

lige om lidt.

min onde side.

kaldte lilletøsen det for et stykke tid siden.

hvad mener du, spurgte jeg.

jo.

lissom i anders and.

på den ene side af ham sidder en engel og siger alle de gode ting.

og på den anden side sidder en djævel og siger alle de onde ting.

min onde side.

gad vide, hvordan den er blevet så stor og stærk?