Mind of Morgaine

Weekendens aktiviteter har på mange fronter sat gang i tankerne om fremtid.
Om arbejdsliv.
Om livskvalitet.
Om mig.
Bruger jeg mit liv godt nok?
Er det sådan her, jeg skal leve. Arbejde. Være.
?
Jeg ved det ikke.
Jeg ved, at jeg er træt. Udmattet. Flad. Drænet.
Jeg ved, at jeg er stolt af det, jeg har bedrevet og skabt.
Jeg ved også, at jeg er så udmattet af hele tiden at kæmpe og knokle med deadlines.
Jeg ved, at når jeg er af sted sådan en weekend, så mærker jeg livet pulsere i mig.
Jeg ved, at når jeg mærker det, så betyder det jo også, at det pulserer knapt så festligt til hverdag.
Jeg ved også, at jeg får lyst til at arbejde lige præcis med det, hele weekenden har handlet om.
Jeg ved, at det her i hvert fald får mig til at evaluere.
Og det er vel en god ting?
Er det ikke sådan, at den stærke relation kommer, når man aktivt tilvælger?
Måske bare øvelsen i at sætte sig ned i selskab med sig selv og lege med ord om nutid, fremtid og proces måske kan kaste noget af sig. Indad. Og udad.
Jeg ved, hvad jeg har.
Jeg ved ikke, hvad jeg ville få.
Men hvis jeg ikke tør tænke tanken, sker der i hvert fald ikke noget.
Er heller ikke sikker på, at der muligvis skal. Ske noget, that is.
Men tankerne skal tænkes, før jeg ved, om isen skal prøves.

Sikke en weekend.
Ganske enkelt.
Har endnu en gang ligget mere end vandret i ugens løb. Hadet mit firma. Haft kvalme af afmagt. Kæmpet så blodet sprøjtede fra fingerspidserne. Klappet mig selv på ryggen over at være taget på kontoret og lige så stille forsøge at komme tilbage til virkeligheden. Og genvinde en eller anden følelse af, at det er mig, der bestemmer tempoet i min virksomhed. Og ikke SKAT eller kunder eller deadlines. Eller noget.
Men i en uge, hvor lilletøsen stopper i SFO og starter i klub på mandag (goddamit, hvor blev de år af?) med alt, hvad det omfatter af arrangementer, fester, gaver, indsamlinger, tidlige sceancer + de sædvanlige fritidstransporter til forskellige sportsting var resultatet, at jeg sad fredag aften til kl. 23 og arbejdede uden at have pakket til weekendens program.

Men lørdag morgen stod jeg op kl 6. Trættere end træt, ruskede lilletøsen blidt og fik os begge pakket i bilen, hentet hendes veniner og så drog vi til Nyborg, hvor jeg har tilbragt dagene i selskab med resten af Amnestys generalforsamling og suget helt fantastiske tanker og reflektioner til mig, mærket en tåre trille ned af min kind, da årets gæstetaler fortalte om forholdene for homoseksuelle i Uganda og hans farvel til en ven, styrtet ned til poolen i hver pause, så de to småpiger kunne kaste sig i vandet, mens jeg kampsvedende (der er ret varmt i et poollokale, når der er 22 grader udenfor, man selv har tøj på og taget er lavet af glas) indtog kaffe ved poolside, inden jeg skulle tilbage til næste programpunkt. Middagen blev indtaget med stor fornøjelse, ved siden af mig sad en helt fantastisk kvinde, der må have rundet de 70, og som emmede af dybde, livskvalitet og glæde. Efter maden sang Fallulah, så ikke en krop i salen kunne være stille - den kvinde kom lidt bag på mig med sin sprudlende energi, mens jeg stod der, anstændigt ved siden af scenen, så de to små 10-årige kunne få deres første rigtige koncert for sig selv. Der stod jeg og fik havvand i øjnene igen ved synet af de to små kroppe helt oppe ved scenekanten, som nød oplevelsen og skrålede med, da hun stak mikrofonen i hovedet på dem. Mens jeg som en ulvemor hele tiden aflæste resten af mængden, så jeg kunne træde derind, hvis det blev for voldsomt. Men når mængden består af alt fra 19-årige militærnægtere og halvnøgne piger i samme alderssegment til 82-årige kærestepar, der aer hinanden blidt på ryggen og en 65-årig mand, der gav den gas med danseskoene lige ved siden af pigerne, ja, så er der ikke så meget af aflæse
Jeg var så træt efter aftenens og ugens arbejde, at jeg et par gange i løbet af eftermiddagen tænkte, at det ikke var helt optimalt. AT det ikke var fair overfor mig selv at jeg var kørt så meget i sokkeholderne at jeg ikke helt kunne nyde det for fuld udblæsning. Men jeg var der. Jeg gjorde det. Gav mig selv og dem en fantastisk weekend. Og faldt i søvn til bølgernes brusen og telefonen i hånden, da jeg erkendte, at jeg var for træt til at sende sms til Tibet.

I dag på vejen hjem kunne jeg mærke, at det var det rigtige, jeg gjorde. AT tage derover. Jeg er flad, men glad. Helt ind i sjælen. Efter en skøn skøn weekend med et af mine allerstørste yndlingsemner.

Jeg kan godt mærke det i dag.
At jeg har fået en overdosis stress. Og at den overdosis ikke var sund. Det hele har ganske enkelt været så meget, at jeg spytter græsstrå lige nu.
Nu har jeg gravet mig igennem dagens indbakke og leveret dagens opgaver. Og har ordrebogen fyldt for den kommende uge. Og har endda holdt lidt igen, så jeg ikke tilter igen af stress.
Ser granskende på en eksisterende kunde, som acter out for tiden - vi må se, hvor det bærer hen, men de er under alvorlig anklage for at skade min arbejdsglæde, så nu ser vi, hvad det ender med.
Faktum er, at jeg vist er igennem det værste nu. Og har leveret første store batch til en ny kunde.
Adrenalinoverdosisen giver kvalme.
Jeg ved godt den ikke er sund. Men er lidt at a loss mht. hvad jeg kan gøre. Andet end det jeg gør. At det ikke var nok den forgangne 1½ uge er meget tydeligt. Men forhåbentlig bliver det nok nu.
Mens min veninde bliver scannet for at se, hvor den infame sygdom sidder.
Kan jo egentlig godt se, at der har været lige lovlig meget tryk på her på det seneste.
Men det bliver det jo ikke lettere af.

Sidder ved computeren.
Ved siden af er vinduet åbent ud til forårsmorgenen på Alleen og lydene fra verden udenfor summer ind.
Stressen har tæsket rundt i kroppen på mig, som den kun kan gøre, når man vender tilbage fra ferie og får ondt i maven af indbakken.
Selvom det her jo så ikke var ferie - men nærmere arbejdslejr, der endte med at vælte mig sammen med en snebold af gamle dæmoner.
Har taget et skridt ad gangen.
En mail ad gangen.
En opgave ad gangen.
Og lige så stille falder adrenalinniveauet i kroppen.
Samtidig tikkede der en sms ind fra et tog i Kina og gjorde mig glad helt ind i kroppen.
Jeg forstår ikke helt endnu, at jeg har lov til at være glad. Og vælter jo tydeligvis i grøften jævnligt, fordi mit sind heller ikke tror på det.
Pick your battles siger et gammelt ordsprog.
Lige nu er der så rigeligt at picke af.
Men this too shall pass.
Og jeg tænker, at jeg er godt på vej igennem.
Vejret gør i hvert fald sit til at løfte humøret her i hytten.
Og om lidt er kaffen klar, kan jeg høre.
All will be well.
Lover jeg mig selv.

Lagde mærke til, at jeg i går skrev, at jeg ikke ville have en klynkeblog. Standsede op i dag, da jeg gik og tyggede på ordene - og undrede mig over, hvad jeg mente med det.
Og hvad det sagde om mig selv.
Jeg har til dato ikke læst en eneste blog på nettet, som jeg ville betegne som en klynkeblog. Aldrig. Faktisk føler jeg, at de blogs, hvor skribenten tør gå helt ind og beskrive de følelser og oplevelser, som er hudløst ærlige - det hvor vi ikke er perfekte, der, hvor vi tvivler, der, hvor vi ikke præsterer optimalt. Det er netop de blogs, der berører mig. Især dem, der tør blive ved med at skrive. Og ikke holder op, når glansbilledet ikke er perfekt.
Det fik mig til at tænke videre.
Når jeg tøver med at skrive, når det hele bliver svært. Så er det jo samme reaktion, som når jeg får overbevidst mig selv om, at han går derude i verdenen og pludselig skulle mene, at jeg er kedelig, uinteressant og ikke værdig.
De mennesker, der læser min blog, læser den jo ikke for at finde glansbilledet af mig - lige som han ikke er sammen med mig pga. en glansbilledoverflade. Han er sammen med mig, fordi han har kendt mig i mange mange mange år - og kan lide den sammensatte og komplekse krampe, som jeg er. Og de mennesker, der læser min blog, vil jo gerne følge med i, hvordan det er at være mor til lilletøsen, indehaver af iværksætterværkstedet, hex med så mange ar på hjertekulen som et brandsårsoffer og en skrivekrampe, der sjældent når længere end til faktureringen i værkstedet, før hun falder i søvn. Uden at have fået skrevet ret meget andet.
Så Morgan Mindblown would like to recall the message of klynkeblog. Ikke indlægget. Bare det ord. Totally uncalled for.

Jeg har tænkt rigtig meget på det seneste over mit liv som selvstændig. Skattesmækket fjernede med et slag en arbejds- og kampgejst, som ellers altid har været mit sidste våben. Sendte mig helt til tælling og eliminerede ethvert overskud.
For nylig gav jeg mig selv en gave - et skrivekursus hos en af mine yndlingsforfattere. Et kursus, der vækkede noget i mig, som jeg ved er derinde og som gjorde mig glad og motiveret.
Alt det blev tryllet væk på en dag, hvor jeg i forvejen kæmpede mod den indre tristhed, der altid ligger der latent, uden at jeg ved, hvor den kommer fra.
Jeg er ikke klar til at smide håndklædet i ringen. Jeg er faktisk stadig pissestolt af det, jeg har formået de seneste fire år. Hvor jeg har levet af min egen hånd.
Jeg tænker, at jeg kan tage fat om dette og tage en kontrol, jeg ikke har haft før. Det er bare virkelig surt, at jeg endnu en gang skal vinke farvel til likviditet, fordi jeg ikke har det overblik, der skal til for at sikre, at det ikke sker.
Jeg er i tvivl om, jeg skal skifte bogholder. Er jeg i tvivl fordi jeg er for blød og synes, det er synd for hende og bange for at starte forfra med en ny? Eller er jeg i tvivl, fordi jeg rent faktisk kan få et endnu stærkere samarbejde med hende? Fordi hun skal forholde sig til det her. Og bevise, at det ikke sker igen?

Kan jeg lære at træde mere i karakter her?
Kan jeg lære endnu en ting af mit lille værksted?

Lige som jeg må erkende, at jeg lærer vanvittigt meget om mig selv af det forhold, jeg lige pludselig sidder midt i? Ting, jeg ville have fornægtet for et par år siden. Og som jeg ikke har villet se meget længe? At også jeg skal file på kanterne.

Der tænkes meget i disse dage i min lille borgstue.
Gad så bare godt gøre det uden influenza.
Men jeg er også meget bevidst om, at fluenzaen er flyttet ind, fordi jeg ikke har behandlet mig selv ordentligt. At all. De seneste 1½ uge. Og det betaler sig ikke. Med den hexekrop, jeg er udstyret med.
Mage til mytteri.
Hvis I spørger mig.

Solen bager løs udenfor.
Lilletøsen sidder og stener ved sin pc.
Min krop værker af influenzaens sidste krampetrækninger.
Jeg blev vækket kl. 04.15 af en sms fra den anden side af jorden.
Og lå vågen der i mørket og mærkede følelserne lige så stille falde til ro - med visheden om, at han sad deromme i Kinas land. Og savnede mig. Lige så meget, som jeg savner ham her.
I dag tikkede der også en mail ind, mens jeg sad og forsøgte at arbejde en lille smule.
Og med den voksede glæden og overskuddet lige så stille frem i mig.
I dag har vi bagt påskekager til opgangen og hængt en lille fin pakke på hver eneste dørhåndtag. Og hygget og smilet, mens vi gjorde det.
Jeg har ligget brak på sofaen.
Og arbejdet i sammenlagt en halv time. Så orkede jeg ikke mere.
Jeg må og skal passe bedre på mig selv.
Jeg vil ikke vælte sådan her hele tiden.
Blive syg af mit arbejde. Og mine dæmoner.
Men lige nu vil jeg koncentrere mig om to ting:
At lære at tro på, at der er et menneske, som elsker mig.
Og at nyde helligdagen med min fantastiske unge.

Gider jo ikke have en klynkeblog.
De er ikke så spændende. Klynkebloggene.
Men jeg synes godt nok, at de seneste 1½ uger har været opadbakke.
Skattesmækket slog benene solidt væk under mig. Jeg er stadig ikke helt afklaret med, hvad jeg gør. Overvejede kortvarigt at lukke iværksætterværkstedet - det føles helt vanvittigt at knokle som jeg gør for så at få slettet al likviditet en gang om året. Og var jo for filan derfor jeg fik mig en bogholder. Noget skal jeg lære af det her. Tænker jeg. At tage mere ansvar. Ikke at lukke øjnene. At fortælle folk, hvad jeg forventer. Og alt det her.
Det har også fået mig til at forholde mig til firmaet. Igen. For det æder af mig. Deadlines, stress, afmagt - det er jo ikke sådan jeg vil leve.
Jeg ser grundigt på en enkelt kunde, som ikke påvirker mig særlig positivt. Og ser på, hvad firmaet gør ved mig.
Samtidig med at jeg også ser på, hvad det giver mig.
Og afklaringen er ikke på plads.
Lige nu lukker jeg det ikke. Plusserne er stadig større end minusserne. Men jeg er træt. Jeg er så forbandet træt af at kæmpe. Og skattesmækket netop som jeg sendte den mand af sted, som har formået for første gang i mange mange år at få mig til at sænke mine parader, var en hård nød. Og jeg synes ikke, det er sjovt at have ham af sted.
Jeg ved ikke, hvorfor min tro på mig selv indeni er så vaklende, at enhver pause i kommunikationen - som er varm og rar og kærlig - får mig til at tro, at nu har han opdaget, hvor kedelig jeg er. Og at pausen skyldes, at han ikke ved, hvad han skal sige. Og at det derfor er lettere at være tavs.
Jeg ved godt, at det er fjol. Følelserne var både store og intense, før han tog af sted. Og ingen af os havde lyst til at sige farvel.
Rejser er rejser og jeg har masser af plads. Men mine tanker er sgu et kapitel for sig selv.
Jeg har også overlevet en tur tilbage til barndommens land. Og blev sendt helt til tælling af det også. Så jeg nu hygger mig med en omgang influenza. Jeg ved det ikke - jeg ved ganske enkelt ikke, hvorfor det er så hårdt for mig at være der. Hver gang han nærmer sig mig, fryser jeg til is både mentalt og fysisk. Og kan mærke, at det spiser små bidder af mig. Lå der i mørket med tårer i øjnene og ville bare væk. og vidste, at der var 12 timer til at jeg kunne. Komme væk.
Så ja - lige nu er det sgu lidt op ad bakke.
Hvis jeg skal være helt ærlig.

Føj for pokker for en dag.
Siger jeg bare.
Sendte i dag, den mand af sted, som er flyttet godt og grundigt ind i min hjertekule.
Af på 2 mdrs. trecking i Kina, Tibet, Nepal og en hyggetur til Indien til sidst.
Der bliver godt nok meget meget tomt.
Både her i hytten og indeni indtil han er tilbage igen.

Og da jeg kom hjem fra lufthavnen lå der en mail fra bogholderen om jordens største skattesmæk, der fik murene til at vakle i det lille iværksætterværksted.

Jeg tror jeg lige så stille er ved at kunne trække vejret igen, men må indrømme, at jeg omkring frokost havde gevaldigt lyst til at slå op med mig eget liv.
For en stund.

Er jeg frustreret.
Frustreret over det tilsyneladende umættelige hul indeni mig.
Der konstant skriger på bekræftelse.
Jeg kan ganske enkelt ikke få nok.
Og får det heller ikke.
På trods af, at jeg stadig nu efter tre måneder, har en mand i mit liv, som tilsyneladende er glad for mig.
Som har lyst til mig.
Som kysser mig.
Holder om mig.
Bruger tid med mig.
Planlægger ud i fremtiden med mig.
Men bare den mindste pause i flowet.
Sender mig over i et hjørne.
Hvor jeg er overbevist om.
At lige om lidt er det slut.
Hvad er det, der gør, at jeg har så lavt et selvværd, så jeg ikke tør tro på, at verden vil mig det godt?
Hvordan finder jeg nøglen til det hul?
For jeg er rasende bevidst om, at nøglen ligger hos mig selv.
Og jeg synes faktisk, det er lidt synd.
At bruge så meget energi.
På det.